Arbejdsevnemetoden

###41351f02###

Fra »erhvervsevne« til »arbejdsevne«

Folketinget vedtog i april 2001 en førtidspensionsreform samt en række lovændringer i relation til »det rummelige arbejdsmarked«. De nye regler træder i kraft pr. 1. januar 2003.

Hermed introduceres et nyt kriterium for tilkendelse af førtidspension - arbejdsevnekriteriet - som erstatning for det nuværende erhvervsevnetabskriterium. Med det nye arbejdsevnebegreb ønsker Folketinget at bygge på et mere dynamisk og et mere positivt menneskesyn, der fokuserer på ressourcer.

Arbejdsevnen defineres herefter som:

»evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå indtægt til selvforsørgelse.« (Lovbemærkningerne til førtidspensionsreformen (L137) og ændring af aktivloven (L136)).

»Arbejdsevne« bliver således et centralt begreb i den sociale arbejdsmarkedsrettede indsats. Arbejdsevnen skal beskrives og vurderes, når der skal tages stilling til spørgsmålet om revalidering, fleks-job eller førtidspension. Det overordnede mål er at sikre, at personer, der har en arbejdsevne, som muliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt får mulighed for at udfolde denne arbejdsevne gennem et arbejde.

Det nye arbejdsevnekriterium vil i mindre grad være knyttet sammen med et lægeligt invaliditetsbegreb. Vurderingen af arbejdsevne skal i stedet foretages med udgangspunkt i borgerens ressourcer og mulige jobfunktioner (se Fig. 1).

Det betyder, at en del af de borgere der hidtil har fået førtidspension, fremover ikke vil kunne få førtidspension, men derimod skal have mulighed for at bruge deres ressourcer på arbejdsmarkedet via et fleksjob. Omvendt vil der være en række sager, hvor man hidtil forgæves har ledt efter en diagnose til at begrunde en erhvervsevnenedsættelse, og hvor det nye og bredere arbejdsevnekriterium udgør et mere helhedsorienteret grundlag for pensionsberettigelse. Samtidig sker der med den ændrede lovgivning en væsentlig forenkling fra de nuværende fire typer førtidspension til et system med kun én sats svarende til højeste dagpengesats (godt 13.000 kr. pr. måned).

Værdiskifte

Indførelsen af arbejdsevnebegrebet på førtidspensionsområdet er udtryk for et værdiskifte, hvor den aktivrettede indsats i enhver henseende har fortrinsret frem for passiv forsørgelse.

Værdiskiftet bygger på ønsket om et helhedssyn og en tidlig indsats samt en erkendelse af, at det er nødvendigt at inddrage borgeren, borgerens netværk og relevante aktører i løsningen af sociale problemer.

Med værdiskiftet flyttes fokus væk fra beskrivelse af borgerens problemer og begrænsede muligheder. I stedet fokuseres på, hvad borgeren kan eller kan bringes til at kunne, når de samlede ressourcer tages i betragtning.

I forlængelse heraf opereres med en dynamisk opfattelse af ressourcer og barrierer, som illustreres i (Fig. 2 ).

Arbejdsevnemetoden

For at sikre en systematisk beskrivelse og vurdering af arbejdsevnen samt en styrkelse af borgerens retssikkerhed er der udviklet en særlig metode til socialfaglig beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne kaldet arbejdsevnemetoden.

Formålet med arbejdsevnemetoden er at understøtte en afklarings- og udviklingsproces i samarbejde med borgeren. Målet er at afklare eller udvikle arbejdsevnen med henblik på hel eller delvis selvforsørgelse via arbejde på almindelige eller særlige vilkår. Herudover er det hensigten med metoden at understøtte en kvalificeret og systematisk dokumentation gennem hele sagsbehandlingsprocessen og dermed at kunne træffe korrekte afgørelser om forsørgelsesgrundlaget.

Anvendelsen af arbejdsevnemetoden i den kommunale sagsbehandling er lovbestemt og træder i kraft pr. 1. januar 2003. Arbejdsevnemetoden skal anvendes i sager om revalidering, fleksjob og førtidspension, men kan også med fordel anvendes i sager om kontanthjælp, aktivering og sygedagpenge, hvor borgerens arbejdsevne vurderes at være truet eller i sager om forhøjelse af førtidspension tilkendt før den 1. januar 2003.

Ressourceprofil

Med indførelsen af arbejdsevnemetoden bliver fokus i sagsbehandlingen rettet mod, hvad borgeren kan, og i mindre grad mod hvad borgeren ikke kan. Det drejer sig altså om at finde et match mellem borgerens ressourcer og konkrete jobfunktioner ud fra en afklaring af borgerens ressourceprofil.

Ressourceprofilen er et redskab i arbejdsevnemetoden. Profilen er den kommunale sagsbehandlers redskab til at beskrive, udvikle og vurdere borgerens arbejdsevne. Målet er at fokusere på ressourcer og udviklingsmuligheder og at forholde sig udviklingsorienteret og realistisk til eventuelle barrierer.

Ressourceprofilen er bygget op af i alt 12 elementer, der alle kan være relevante egenskaber og emner for at belyse og udvikle en borgers ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet. Ressourceprofilens elementer kan grupperes i fem områder (se Fig. 3 ).

Arbejdet med ressourceprofilen handler om, at den kommunale sagsbehandler i samarbejde med borgeren og relevante samarbejdsparter får udarbejdet en præcis og realistisk beskrivelse af borgerens arbejdsevne.

Sigtepunktet i det konkrete arbejde med ressourceprofilen må i hele forløbet være konkrete jobfunktioner på arbejdsmarkedet. Matchningen mellem ressourcer og konkrete jobfunktioner forudsætter således kendskab til jobfunktioner, kompetencekrav og beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet.

Ressourceprofilen skal styre sagsbehandlerens indsamling af oplysninger i sagen. Et delmål med arbejdsevnemetoden er, at sagsbehandleren skal stille mere præcise spørgsmål om borgerens arbejdsevne til samarbejdspartnere med særlig viden om borgerens situation.

Dialogen mellem kommune og læge

Samarbejdsrelationen mellem lægen og den kommunale sagsbehandler er central i afklaringen af det element i ressourceprofilen, der handler om helbredsforhold.

De praktiserende læger og speciallæger ska l således i forbindelse med arbejdsevnemetoden foretage en individuel vurdering af diagnosers/prognosers betydning for borgerens funktionsevne, herunder funktionsbegrænsning og udviklingsmuligheder. Lægen skal indgå i dialog med borger og sagsbehandler om helbredsforholdenes betydning for behandlingsmuligheder, funktionsbegrænsninger, skånebehov m.m. De lægefaglige oplysninger om borgerens helbredsforhold er dog kun ét element blandt de øvrige social- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer.

Det er altid den kommunale sagsbehandler, der har kompetencen og ansvaret for vurderinger og afgørelser om borgerens arbejdsevne. Lægen kan og skal således ikke vurdere borgerens arbejdsevne, men lægen er stadig en væ-sentlig samarbejdspartner i arbejdet med den samlede ressource-profil.

Arbejdsdelingen mellem læge og kommune er præciseret i en fælleserklæring udsendt af Socialministeriet og Den Almindelige Danske Lægeforening i november 1998 omkring førtidspensionssager. Heri fastslås det:

• At det er de sociale myndigheder (kommunen), der har kompetencen til at afgøre spørgsmålet om tildeling af førtidspension.

• At afgørelsen herom sker på grundlag af en samlet vurdering af relevante oplysninger, hvoraf lægelige oplysninger udgør en delmængde.

• At det påhviler kommunen nøje at beskrive formålet, når man indhenter lægelige oplysninger, så lægen kan indrette sin besvarelse i overensstemmelse hermed og medtage de oplysninger, der er relevante.

• At lægen i relevant omfang kan beskrive patientens funktionsniveau i forhold til eventuelle foreliggende sygdomme - herunder også beskrive sygdomsreaktioner i forhold til forskellige arbejdsfunktioner.

• At lægekonsulenten bistår kommunen i sagsbehandlingen, herunder vejleder kommunen om, hvordan patientens helbredsmæssige situation bedst dokumenteres.

Det er vigtigt, at samarbejdet mellem læge og kommune foregår og udvikles i overensstemmelse med disse principper, så der ikke for borgeren opstår usikkerhed om beslutningskompetencen.

Overgangen til det nye pensionssystem

Borgere hvis pensionssag er rejst inden 31.12.2002, vil blive behandlet efter den hidtidige pensionslovgivning frem til folkepensionen, også i forbindelse med forhøjelsessager. Der vil således i mange år fremover være to parallelle regelsæt for tilkendelse af pension, som kommunerne skal administrere.

Informationsindsats

Beskæftigelsesministeriet har i samarbejde med den Almindelige Danske Lægeforening i efteråret 2002 nedsat en arbejdsgruppe bestående af:

• Alment praktiserende læge Anne-Mette Bitsch-Christensen.

• Socialoverlæge Elsebeth Stenager.

• Speciallæge Kjeld Christensen.

• Speciallæge Per Steinø.

Arbejdsgruppen har arbejdet med at tilrettelægge informationsindsatsen målrettet læger i forbindelse med indførelsen af arbejdsevnemetoden. Udvalget har blandt andet deltaget i udarbejdelsen af informationsmateriale, pjecer og oplæg.

Der er i forbindelse med informationsindsatsen udarbejdet en pjece målrettet læger. Pjecen udsendtes i december 2002 til alle praktiserende læger, speciallæger og udvalgte specialer på landets sygehuse. Sammen med pjecen udsendtes også publikationen »Arbejdsevnemetoden - dialog og samarbejde«, som indeholder yderligere information om arbejdsevnemetoden. Herudover findes information om metoden på www.arbejdsevnemetode.dk.

Blandt andet for at støtte lægens formidling af arbejdsevnebegrebet til patienten er der endvidere udarbejdet en pjece målrettet borgerne. Pjecen beskriver kort grundlaget for og indholdet i arbejdsevnebegrebet og arbejdsevnemetoden. Borgerpjecen udsendtes til alle praktiserende læger i slutningen af 2002.