Arbejdsglæden som brændstof

Det er faktisk en anelse svært at få 49-årige Anna Birthe Bach til at tale om overlægerollen som sådan, for hun vil egentlig helst tale om den afdeling, hun har ledet i nu ti år.

Det er anæstesiologisk afdeling på Grindsted-Brørup Sygehus, der som en af de få afdelinger langt væk fra et universitetshospital ikke har rekrutteringsproblemer, hverken når det gælder speciallæger eller sygeplejersker.

»Men det gør vi også noget for. Vi profilerer os udadtil, og vi arbejder på at være en afdeling, hvor arbejdsglæden og motivationen er i top«, som den administrerende overlæge siger, og hun fortsætter med at understrege, at de aldrig har haft det så godt som nu, hvor fem anæstesiologer bemander afdelingen, og hvor selv den ældste på 68 efter eget valg tager sin fulde vagtdel.

»Det betyder, at vi kun har femskiftet vagt, og det er utroligt den livskvalitetsforbedring, der er i kun at skulle være i vagt hver femte døgn og hver femte weekend og ikke hver fjerde«, siger anæstesiologen, der blev færdiguddannet speciallæge i Sverige, og som i de første år fast havde en vagtforpligtelse hvert tredje døgn - året rundt.

»Arbejdsvilkårene er blevet mere lempelige. Men det er da ikke et speciale, jeg umiddelbart vil anbefale unge kvindelige læger. Det er svært at forene med et familieliv«, siger Anna Birthe Bach.

Når ordene kommer fra Anna Birthe Bach, lyder de som en fornuftsbetragtning, hun næsten føler sig forpligtet til at komme med. For hun selv er dybt dedikeret til sit arbejde med en arbejdsuge, der langt overstiger det gennemsnitlige. Som administrerende overlæge på en mindre anæstesiologisk afdeling tager hun sin fulde del af vagtforpligtelsen. Dertil kommer sidejobbene som underviser for kommende anæstesi- og intensivsygeplejersker, censor for jordemødre, diverse tillidshverv, herunder posten som Overlægeforeningens amtsrepræsentant - og så alt det løse.

Trist lønmodtagermentalitet

»Det handler om at lave det, som man synes om. Jeg har det privilegium at have arbejdsglæde. Jeg får energi igen af det, jeg laver. Jeg er heldig, fordi jeg har valgt og fået et fag, som jeg holder så meget af. Jeg synes simpelthen, det er rart at gå på arbejde, og at jeg har dejlige kolleger både i lægegruppen og i vores gruppe af dygtige og engagerede sygeplejersker. Vi er en afdeling, der arbejder meget tværfagligt - og så morer vi os godt sammen. Og det har stor værdi for mig«, siger Anna Birthe Bach, der trods den meget milde kvindelige fremtoning kan lokkes til at være skarp i sine udtalelser på ganske enkelte områder. Det er, når talen falder på folk, der ikke yder den indsats, som de bliver betalt for, og som de er ansat til.

»Det har jeg svært ved at acceptere. Jeg har kun lille tålmodighed med folk, der ikke gør sig umage, lige som jeg kan have det meget svært med folk, der gør jammer til en livsstil«, som hun siger.

Anna Birthe Bach lægger ikke skjul på, at hun mener, at det at være overlæge forpligter. Det er ikke et hvilket som helst lønmodtagerjob, som man kan passe på 37 timer om ugen.

»Holdningerne har ændret sig gennem de seneste år, og jeg er ikke ubetinget begejstret over drejningen hen mod lønmodtagermentaliteten. På de små sygehuse ville alt bryde sammen, hvis overlægerne insisterede på at arbejde på almindelige lønmodtagervilkår. Det ville desuden bremse en stor del af den faglige udvikling. Det er et privilegium at være den, som andre mennesker lægger sit liv i hænderne på. Man har ikke et job som overlæge - man er overlæge, og det bærer man med sig i alle livets forhold på godt og ondt - men selvfølgelig mest godt«, siger Anna Birthe Bach.

Kan man lede overlæger

»Det bliver tit sagt, at overlæger er svære at være leder for, fordi de er individualister om en hals, og fordi de selv er ledere i behandlingssituationen. Som læge i det hele taget lever du med bevidstheden om, at der er dig - og kun dig - der har det endelige ansvar i den konkrete situation. Derfor er det en grundlæggende forudsætning for mit job som administrerende overlæge, at jeg ved, hvad det handler om. Jeg ved, hvordan det er at stå i den akutte situation. Dertil kommer, at man skal passe på med for meget ,management`-tankegang. Har man eksempelvis en læge, der har et særligt interesseområde, vedkommende vil dyrke, er det kun rimeligt, at man som afdeling forsøger at tilgodese det. Forlanger man, at folk lever med den store arbejdsmængde og det store ansvar, skal det følges op med en grad af frihed og med tillid og anerkendelse«, siger Anna Birthe Bach, der opererer med en skelnen mellem den administrative ledelse og den lægelige.

»Jeg kan lede afdelingen administrativt, og det er mit arbejde at skabe så gunstige rammer som muligt. Men jeg kan ikke lede den enkelte læges arbejde i den enkelte situation. Det er en forskel, det er godt at gøre sig bevidst« siger Anna Birthe Bach.

Hun siger ikke dermed, at hun ikke er chef.

»Jeg er en meget tydelig chef. Der er ikke nogen tvivl om, hvem der leder min afdeling. Sådan skal det være. Men det er ikke det samme som, at jeg også mener, at jeg er den bedste anæstesiolog, eller at jeg altid har det rigtige svar, eller at det er min vurdering af situationen, der er den rigtige. Tværtimod er kunsten netop at bruge den enkelte medarbejders ekspertise og at fremelske selvtillid og ansvarlighed hos sine medarbejdere. Man er for alvor lykkedes som leder den dag, hvor afdelingen er så robust, at den faktisk kan bære sig selv, og hvor alle fylder deres plads ud - også uden overvågning«, siger Anna Birthe Bach, der selv for nylig opholdt sig et halvt år som afdelingslæge på anæstesiologisk afdeling på Odense Universitetshospital for at udvikle sig fagligt.

»Jeg oplevede det som en stor succes, at min afdeling kørte gnidningsfrit med ganske få kontakter i mit fravær«.

Overlægerollens skyggeside

Det er ikke sådan, at speciallægerne på anæstesiafdelingen i Grindsted lever hver sit faglige liv med individuelle metoder. Tværtimod.

»Som lægelig leder skal man også være bogholder. Man skal have et administrativt og organisatorisk gen, ellers går det ikke. Vi arbejder ud fra kliniske retningslinjer, der ajourføres konstant, og som er ganske detaljerede. Er vi uenige, diskuterer vi, til der er konsensus - og så sender vi røg ud af nøglehullet«, siger Anna Birthe Bach, hvis overlægestab er sammensat af fire forskellige nationaliteter, hvilket hun ser som en berigelse.

»Vi har bedøvet over hele verden, og det er en fantastisk kvalitet. Men når vi bedøver på Grindsted Sygehus, så gør vi det alle sammen efter samme retningslinier«.

Det giver kun sjældent konflikter, og hun kan nogen gange undre sig over netop de kollegiale konflikter, der er gået totalt i hårdknude, og som hun qua sit hverv som tillidsrepræsentant af og til bliver hidkaldt for at være med til at finde en løsning på.

»Det er skyggesiden af overlægerollen. Der kan på visse afdelinger eller blandt nogle kolleger opstå en tendens til at ville afmærke territorier. Både lægefagligt og magtmæssigt. Det er uheldigt, og det bør man i hvert fald som administrerende overlæge afholde sig fra«, siger Anna Birthe Bach.

Anna Birthe Bach oplever, at man både som kvindelig leder inden for sygehusvæsenet og som kvinde i de faglige og politiske systemer har visse fordele.

»Der er ingen tvivl om, at kvinder ofte skal overvinde flere forhindringer, hvis de ønsker at blive ledere. Men når man så er blevet leder, er der til gengæld nogle problemer, man slipper for. Min påstand er, at jeg undgår nogle magtkampe på grund af mit køn. Og så kan man ikke helt se bort fra, at den kvindelige lederstil er anderledes. De bløde værdier er mere med, og de er en udmærket basis for ledelse, blot man også er i stand til at tage konflikterne. Det skal man kunne, selv om det bestemt ikke er morsomt«, siger Anna Birthe Bach, der netop har meldt sig som netværkslæge - også for at lære mere om, hvordan man hjælper kolleger i krise, og hvordan man tackler de allersværeste samtaler.

»Det er den tunge del af jobbet som leder. At man kan være nødt til at konfrontere og stille krav, også selv om folk har det svært. I de situationer tænker man da, om det nu også lige var det, man ville ...« siger Anna Birthe Bach.

Lyst til at lede

Det beskrives ofte som et skisma at skulle spænde over den daglige klinik, samtidig med at man skal udvikle sig fagligt - og passe administrative opgaver.

Anna Birthe Bach oplever ikke skismaet i sin hverdag.

»Jeg er leder af lyst. Som anæstesiolog er jeg en habil håndværker, men som leder har jeg et talent. På afdelingen har vi en overlæge, der har forsket hele sit liv, lige meget hvor han har været ansat. Jeg nærer dyb respekt for de af mine kolleger, der har den lyst, og det skaber udvikling på afdelingen, at det prioriteres. Men min lyst ligger et andet sted, og hemmeligheden er vel at finde ud af, hvor ens styrker er. Allerede som reservelæge tænkte jeg, at det kunne være spændende at få lov til at skabe rammerne for de gode forløb. Sagen er jo, at de enkelte ydelser inden for sygehusvæsenet som regel er perfekte; det er sammenhængene, der kan halte, og det er en evig udfordring at udvikle og optimere det«, siger Anna Birthe Bach, der ud over Lægeforeningens lederkurser har taget diplomkursus i sundhedsøkonomi på DSI og sundhedssektorens videreuddannelse i ledelse og økonomi på Syddansk Universitet.

Interessen for organisation går igen i hendes aktive deltagelse i fagpolitik.

»Jeg trives i organisatoriske sammenhænge. Det er sjovt og udviklende, og det er ofte meget interessante og behagelige mennesker, man møder«.

Begejstringskontoen

Modsat mange andre læger har Anna Birthe Bach det samme positive forhold til politiske samarbejdspartnere.

»Politikerne er næsten altid engagerede. De vil os det godt, for de vil gerne have et velfungerende sundhedsvæsen, og de er åbne overfor, hvad vi forklarer dem«, siger Anna Birthe Bach, der har langt mindre tålmodighed, når det gælder offentlige administrative sammenhænge.

»Det er sørgeligt at skulle sige det, men systemerne er ofte sendrægtige og bureaukratiske. Det er tungt at opleve, at papirer kan cirkulere fra det ene skrivebord til det andet i ugevis, når man har brug for et svar. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det virker, som om incitamentet til fremdrift mangler«, siger Anna Birthe Bach, der også derfor nødig vil forhandle mere løn, end hun allerede gør.

»Puljemidlerne er et fint redskab, så længe de har en begrænset størrelse. Vi kalder pengene for begejstringskontoen, og den er meget nyttig til at belønne folk, der påtager sig et særligt ansvar som fx opbygning af en database eller særlige funktioner som det at være uddannelsesansvarlig. Men jeg er bange for, de lokale puljer vil blive et meget besværligt instrument, hvis de vokser i omfang. Indsatsen og arbejdet er for stort i forhold til nytteværdien«.