Arbejdsløshed blandt læger: Hver femte yngre læge tog til udlandet

»Forholdene var jo ret håbløse«, husker Ole Nørskov, der i 32 år var praktiserende læge i Strib, indtil han gik på pension. Men vejen til praksis var belagt med vikariater, også på afdelinger, der ikke nødvendigvis gav mening for en kommende praktiserende læge.

Ole Nørskov blev færdig som kandidat på Københavns Universitet i 1975.

»Vi tænkte meget over, hvordan arbejdsforholdene ville være, når vi var færdige på studiet. Vi fik hele tiden at vide, at der ikke ville blive brug for os. På sygehusene syntes de, vi var en pestilens; der var for mange af os, og vi skulle jo ikke bruges i sidste ende. Vi kunne lige så godt lære svensk, sagde de. Så det var noget, der fyldte meget«.

Turnus var der ikke noget af, da Ole Nørskov kom ud fra universitet. Den indførtes først med overenskomsten i 1977, hvor den bestod af 18 måneder fordelt på kirurgisk, medicinsk og almen praksis.

»Da jeg blev færdig, var det bare det vilde vesten, og man søgte primært vikariater eller rejste til udlandet«.

Ole Nørskov var stadig ugift og havde mod på at flytte landet rundt for de vikariater, der nu engang bød sig.

Det blev til et vikariat på Kirurgisk Afdeling i Farsø, et halvt år på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling i Silkeborg, et par år i Aalborg på hhv. Thoraxkirurgisk og Medicinsk Afdeling, så et smut til Hobro, dernæst til psykiatrien i Middelfart og så til organkirurgien i Kolding.

»Jeg cirkulerede lidt rundt, jeg vidste tidligt, at jeg ville være praktiserende læge, men man kunne ikke sammensætte noget selv; man måtte tage det, der var muligt. Da jeg blev praktiserende læge, kunne jeg fjerne en lunge. Det er er jo ikke umiddelbart noget, man typisk får brug for i almen praksis«.

Det var, mens Ole Nørskov arbejdede på Kolding Sygehus, at lægestrejken i 1981 var under opsejling.

»Superulovlig strejke«

Op til overenskomstforhandlingerne i 1981 havde både Foreningen af Yngre Læger og modparten i form af Amtsrådsforeningen et ønske om at nedbringe arbejdsugen fra de skønnede 60 timer til 40 timer. Men de to parter ville indrette arbejdstiden forskelligt.

Foreningen af Yngre Læger ønskede dels at få flere læge i arbejde og dels at sikre en god uddannelse ved at få en vis del af arbejdstiden til at ligge i dagtimerne.

»Det var en anden tid, vi arbejdede virkelig meget – jeg havde f.eks. 72-timersvagter, da jeg var på thoraxkirurgisk, og så kunne man afspadsere halvanden dag for en søndag og en hel dag for en lørdag, og i de fleste tilfælde afspadserede man slet ikke, men fik det udbetalt i stedet. Samtidig var der enormt mange læger, der ikke kunne få arbejde«, fortæller Ole Nørskov.

Ifølge bogen »Ve og velfærd. Læger, sundhed og samfund gennem 200 år« ønskede Amtsrådsforeningen at indføre en 40-timersarbejdsuge »for at harmonisere overenskomsterne på sygehusområdet, så de yngre læger i højere grad blev sidestillet med portører og sygeplejersker med en vagtfordeling på tre gange otte timer i døgnet«.

Forhandlingerne kuldsejlede, og et mæglingsforslag med 40-timersarbejdsuge som et gennemsnit over flere uger kom på bordet. 98% af de yngre læger stemte nej til forslaget. Alligevel blev det vedtaget, da flertallet af de øvrige AC-medlemmer stemte for.

Det vakte stor vrede blandt de yngre læger, som begyndte at forberede en landsdækkende konflikt. Det endte i en fem dage lang – med daværende statsminister Anker Jørgensens ord – »superulovlig strejke« i uge 21 i 1981.

Ole Nørskov og resten af de yngre læger på Kolding Sygehus fulgte trop og nedlagde arbejdet.

Op til den ulovlige strejke holdt Ole Nørskov og hans yngre læge-kollegaer møder, men da strejken blev en realitet, skulle møderne foregå i det skjulte, erindrer han.

»Vi var i den her lidt sjove situation, at vi måtte gemme os, for hvis de kunne få fat i os, så kunne vi ikke sige nej til at arbejde. Vi holdt møder hos en kollega i hendes hus, og det var egentlig ret hyggeligt. Der var selvfølgelig en vagtordning, og der var da nogle af os, der var på tilkaldevagt. Jeg var da også inde og assistere ved et par operationer. Men de måtte ikke vide, at vi mødtes, og hvor vi var«.

Mens der nogle steder i landet var gadehappenings, stormøder og frasigelser af autorisationer, var Ole Nørskov og hans kollegaers bidrag ren arbejdsnedlæggelse.

»Vi sørgede for, at vi var væk fra afdelingerne, og vi skjulte os. Vi var ikke ude og lave gadehappenings. Men vi bakkede op om strejken, selv om der blev lagt et vist pres på os, for det var da ikke alle overlæger, der kunne forstå, hvad vi havde gang i«.

Fra arbejdsløshed til lægemangel

Da man med den nye overenskomst i 1981 fik nedsat arbejdstiden til 40 timer, og senere hen 37 timer, fjernede man med ét slag nærmest al arbejdsløsheden.

Det mærkede Ole Nørskov også.

»Pludselig var der lægemangel, og man kunne få stillinger inden for det område, man havde lyst til, jeg ville gerne have noget inden for børnesygdomme, og det kunne jeg pludselig få. Så jobmulighederne var med et meget bedre. Det, der tog noget tid, var, at der kom hul på proppen i den anden ende, forstået på den måde, at der blev mulighed for at lave overlægestillinger og have faste speciallæger og alt det der, så man ikke gik rundt til evig tid i vikariater og uden at kunne blive speciallæge«.

I 1983 fik Ole Nørskov mulighed for at overtage sin fars almen praksis i Strib ved Middelfart, og der var han lige til sin pension. I midten af 1990’erne ansøgte han Sundhedsstyrelsen og blev tildelt en speciallægetitel i almen medicin. Senere i sin karriere har han været fagpolitisk aktiv både som praksisudvalgsformand, i Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) og i diverse udvalg. Senest har han været formand for Foreningen af Pensionerede Læger.

Mange af Ole Nørskovs venner tog til Sverige for at arbejde. Og han er også sikker på, at han havde gjort det samme, hvis han ikke havde fundet vikariater.

Tack så mycket

Nedsættelsen af arbejdstiden løste kun kortvarigt problemerne med arbejdsløshed. Alt for få uddannelsesstillinger skabte flaskehalse, der gjorde, at lægerne ikke kunne komme videre i uddannelsesforløbet.

Ifølge bogen »Mellem kald og kamp – Yngre Læger i 100 år« rejste ca. 400 nyuddannede kandidater direkte efter eksamen i 1984 til Sverige for at arbejde.

En af dem var Susanne Wammen, som i dag er formand for FAS/Overlægeforeningen. I modsætning til, da Ole Nørskov blev kandidat, var lægerne nu garanteret turnus. Men der kunne gå flere år, før man kunne påbegynde sit turnusforløb.

For Susanne Wammens vedkommende lå hendes turnus på Københavns Amts Sygehus Gentofte 1,5 år fremme i tiden.

»Ikke alle kunne komme ud og få turnusansættelse fra dag et. Det var vilkårene, sådan var det bare. Ud over, at jeg så ind i stor arbejdsløshed blandt lægerne – jeg mener, der var omkring 500 arbejdsløse læger i Danmark på det tidspunkt – så var jeg også blevet gravid, så mine muligheder var endnu sværere, vurderede jeg. En kammerat og jeg blev enige om, at vi ikke bare gad at sidde og vente på, at der måske dukkede noget op«.

De to satte sig sammen og kiggede på et kort – de havde begge ægtefæller i Danmark, og Susanne Wammens kammerat havde også en lille datter, så deres krav var, at sygehuset maksimalt måtte ligge i en radius af to timers kørsel fra færgen i Helsingborg.

»Vi ringede til forskellige personaleafdelinger, og de sagde egentlig alle sammen ,ja tak’, til at vi kunne arbejde der. Vi endte med at arbejde i Värnamo i Småland, hvor vi begge fik et halvt års ansættelse på medicinsk afdeling«, fortæller hun.

Drømmen om anæstesi

Sygehuset skaffede dem også en stor lejlighed. Enten fik de besøg af deres ægtefæller og barn i weekenderne, eller de tog selv hjem til Danmark.

»Det var smadderhyggeligt, og vi blev også venner med nogle af de lokale læger, så det var egentlig en rigtig god tid. Jeg blev tilbudt at få en fast stilling. Min graviditet var intet problem, sagde de. Så det var ret positivt. Samtidig fik vi også lov til mange flere lægefaglige opgaver, end vi ville have fået mulighed for i Danmark. I og med der var så stor arbejdsløshed i Danmark, så brugte man jo danske læger til opgaver, som egentlig ikke behøvede læger til at blive løst. Man lavede mere reelt lægearbejde i Sverige. Det var utrolig lærerigt og sjovt«.

Susanne Wammen havde ikke ret til selvstændigt virke på daværende tidspunkt og arbejdede som underordnet læge på ansvar af en erfaren læge.

»Der var jo supervision, og hvis man var i tvivl om noget, så var der jo seniore kollegaer, man kunne spørge, så jeg følte mig fuldt ud i stand til at varetage det. Vi havde jo også haft meget klinisk tid i løbet af studiet, og jeg havde haft et sommervikariat på en anæstesiafdeling under studiet. Jeg syntes også, det gik fint med sproget. I og med der ikke var nogen, der kendte mig deroppe, så bed jeg hovedet af al skam og kastede mig ud i at bruge svenske ord og fraser, så patienterne bedst muligt kunne forstå mig. Det synes jeg egentlig lykkedes meget godt, og den dag i dag kan jeg stadig gøre mig fint forståelig på svensk«.

Efter 14 ugers barsel hjemme i Danmark var det ved at være tid til Susanne Wammens turnus. Herefter var det hendes drøm at blive anæstesilæge.

Ingen introstillinger

»Jeg prøvede at søge lidt, også der, hvor jeg havde haft et vikariat tidligere, men der var ingen ledige stillinger. Min ven fra Sverige var på Kirurgisk Afdeling i Kalundborg, og de havde plads til mig, så jeg var der i et halvt års tid, inden jeg så fik en ansættelse på Anæstesiafdelingen i Hvidovre. Der var ikke noget, der hed introstillinger dengang, så hvis man skulle kvalificere sig til at blive speciallæge, så skulle man dels have tilstrækkelig ansættelse inden for faget, men man skulle også have ansættelse til siden. Jeg var også på Nefrologisk Afdeling, for det var en af de gode specialer at have sideuddannelse i. Så var jeg med i kapløbet om at få en HU-stilling, og det tog et par år at komme igennem. Men det lykkedes til sidst«.

I 1989 kom »faststillingsreformen«, som ifølge bogen »Mellem kald og kamp – Yngre Læger i 100 år« skulle »konvertere alle tidsbegrænsede lægestillinger uden uddannelsesspecifikt formål til faste speciallægestillinger«, og der blev indført »enkeltstillingsklassifikation, introduktionsuddannelse, blokansættelse, obligatoriske målbeskrivelser, uddannelsesprogrammer og løbende evaluering af uddannelsesforløb, der skulle forbedre uddannelsen af de yngre læger«.

I 1996 blev Susanne Wammen speciallæge i anæstesiologi.

Hvor meget fyldte arbejdsløsheden for dig i de år af din karriere?

»Det var bekymrende, specielt fordi jeg utrolig gerne ville være anæstesilæge, og der var ikke særlig mange HU-stillinger, så man var virkelig i konkurrence, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har været den tungeste videnskabelige læge; jeg har da lavet lidt forskning, men det var ikke det, der var mit tyngdepunkt«.

Er der arbejdsløshed i dag?

I de seneste år er optaget på medicinstudiet øget betragteligt. Siden 2016 er der i gennemsnit årligt kommet 1.264 kandidater i medicin ud fra de danske universiteter. I 2010 var der til sammenligning 377 kandidater, der fuldførte medicinuddannelsen, og i 2012 var der til sammenligning 710 kandidater, der fuldførte medicinuddannelsen. Med sundhedsreformen er det aftalt, at man yderligere øger optaget med 140 medicinpladser i Køge, Esbjerg og Aalborg.

Robusthedskommissionen har beregnet, at der i 2030 er 7.100 læger for mange. Lægeforeningens analyse af efterspørgslen af speciallæger viser, at der lige nu mangler 2.000 speciallæger rundtom i landet, og at man årligt fra universiteterne uddanner ca. 200 læger flere, end man har lavet speciallægeforløb til.

Bekymrer det dig, at man i dag har øget medicinoptaget så meget?

»Ja, det gør det. Vi mangler ikke læger, der ikke kan få en speciallægeuddannelse. Vi mangler speciallæger, vi mangler et system, så vi får speciallægerne igennem«.

Ledigheden for læger i dag er trods en lille stigning i forhold til de to forudgående år fortsat meget lav. I første kvartal i 2025 er ledigheden 3,1% blandt læger, som er medlem af Akademikernes A-kasse.

Selv om lægers ledighed er steget en smule, er den gennemsnitlige ledighedslængde på 2,3 måneder i første kvartal 2025 den laveste i de seneste fem år.