"I tilbageblikket ved årets udgang – over hvilke bøger og teaterforestillinger med lægelig relevans, der i særlig grad har bidt sig fast – stod det pludseligt klart, at det gennemgående tema var tab og sorg", skriver Lene Agersnap.
I tilbageblikket ved årets udgang – over hvilke bøger og teaterforestillinger med lægelig relevans, der i særlig grad har bidt sig fast – stod det pludseligt klart, at det gennemgående tema var tab og sorg. Selv udstillingerne kredsede for manges vedkommende om døden som vilkår, eksempelvis »Fraværets nærvær«, Moesgaards sigende titel på en udstilling, der i billeder og ord formidlede forskellige kulturers syn på død og begravelsesritualer.
Umiddelbart virker det måske som et noget tungt og dystert tema at fokusere på, men omvendt gemmer der sig overraskende meget liv i kølvandet på sorgfulde begivenheder, når kunsten sætter sig for bordenden. Det kan således være livgivende at betragte katastrofer fra et andet perspektiv end det lægelige og tage en pause fra overvejelser om, hvorledes sagen ville tage sig ud set fra Styrelsen for Patientsikkerheds vinkel. Selv humor kan have en plads, når tabet foldes ud, som for eksempel i Eventministeriets forestilling, Transfervindue, bygget på Maria Gerhardts bog af samme navn. Side om side med det tragiske ved, at en ung kvinde skal dø, oplever man som tilskuer en kærlighedserklæring til det liv, der spiller lige nu, alle absurditeter til trods. Når enden er nær, længes man efter skænderier i et samtalekøkken. Transfervindue kan ses igen i 2018, hvor forestillingen atter spiller på Det Kongelige teater.
400.000 danskere har en dement person i familien. En af dem er Thomas Bredsdorff, der i sin bog »Tøsne og forsytia« nøgternt og gribende beskriver hustruen Lenes gradvist indsættende demens. Parret er begge litterater og havde foruden et kærligt samliv en fælles professionel optagethed, inden sygdommen satte ind. Den pårørendes personlige perspektiv beriges af stor idehistorisk og litterær viden, og det bliver således andet og mere end en privat fortælling om det smertefulde ved at se sin ægtefælle forsvinde dag for dag. Bogen rummer desuden en velfortjent hyldest til de mange varme hænder, der i plejesektoren gør et stort stykke – ofte upåagtet – arbejde. Der findes også glimt af glæde i form af en ny musikalsk improvisationsevne, som Lene pludselig udviser undervejs i den dementielle proces. Hendes ellers pertentlige, formbundne univers er forsvundet, hvorefter hun i en kort periode er i stand til at frembringe kreativ vellyd ved klaveret. Små mirakler findes midt i det ellers ubærlige tab af en klog livspartner.
»Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage« af Naja Maria Aidt er et universelt gyldigt billede af den rå og helt uhåndterlige sorg, som forfatteren oplever, efter at hendes 25-årige søn Carl har kastet sig ud ad vinduet i en psilocybinpsykose. Skal man som læge forstå noget om sorg, er denne bog et umådeligt godt bud. Aidt vender sig mod flosklerne fra vores verden og vrænger af ordet sorgarbejde. I stedet søger hun hjælp i litteraturens, mytologiens og poesiens verden. Inger Christensens »Alfabet« var det første, der føltes som lindring. Mange andre digteres og filosoffers stemmer føjer sig til i fragmenteret form rundt om den fortløbende, delvist repetitive fortælling om hændelserne omkring sønnens død. Langsomt, mens ordene modstræbende vender tilbage, forstår vi, sammen med forfatteren, hvad der faktisk skete. Undervejs er der indfølelige, frygtelige passager om skyld, som mange efterladte martres af, men også om fællesskabets store og mulige helende kraft, der trods alt rummer et element af håb.
Lægen Paul Kalanithis »Før jeg forsvinder« er endnu en anbefalelsesværdig bog, hvis dansksprogede udgave har vundet udbredelse i året, der gik. Kalanithi var neurokirurg og døde af lungecancer som 37-årig. Bogen er færdiggjort af hans enke, Lucy, som også var læge. Se også hendes TED-talk »What makes life worth living in the face of death«. Før medicinstudiet havde Paul læst engelsk litteratur, en optagethed, der skinner igennem og bidrager til læseværdigheden. Læs bogen for dens indsigt i, hvordan det er at være uhelbredeligt syg med tilhørende dilemmaer om, hvordan livet skal leves, inden det er slut. At denne indsigt formidles af en ung, ambitiøs læge, bringer emnet ubehageligt tæt på lægelæseren og tilføjer dermed endnu en begrundelse for at sætte bogen på sin 2018-læseliste.
Som allerede de gamle romere illustrerede med mundheldet »memento mori« – husk at du skal dø – er døden som reminder en nyttig kilde til refleksion over nutidens valg og prioriteringer. Så der er god grund til at skrotte eventuelle forbehold og dykke ned i kunstens bud på tab, sorg og død. For som bandet TV2 siger mere mundret: »Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det, før det er forbi«.
