»Jeg har meget energi«, siger han og smiler, mens Lægedageavisens journalist måber. Vi er på besøg hos årets Mahlerprismodtager, hvor vi i en times tid har talt om det livsværk, der har ført ham til kollegernes hyldest.
Men det er først til sidst i interviewet, at brikkerne falder på plads. Ikke i forhold til det, Jan-Helge Larsen hyldes for. Han har nemlig forvandlet konsultations-processen for henved 5.000 læger, så de oplever et »før og efter Kalymnos«. Mere om det senere.
Nej, det er mere, hvorfor nogle af os modtager hæder, mens de fleste af os ikke gør. På en måde findes forklaringen i Jan-Helge Larsens selvbyggede hus i Nordsjælland. Et hus, der er selvforsynende med energi, så der også er strøm til overs til elbilen. Ja, og på grunden ved siden af ligger endnu et hus, som den 79-årige læge har været med til at bygge.
Nå ja, og så er der huset på hovedgaden, som han indsamlede tre millioner til, så byen også fik et medborgerhus. Der endda bærer sig selv uden kommunal støtte. Ligesom hans eget hus. Uden strøm udefra.
»Det er mit etiske kompas, der kommer i spil. Jeg blev så harm over, at der ikke kom noget ud af COP15, at jeg besluttede at bygge mit eget hus alene drevet af solen. Et hus, der tilfører mere energi, end det bruger«, fortæller han og her falder så ordene:
Jeg har meget energi«. I dobbelt betydning.
Jan-Helge Larsen har været praktiserende læge i årtier, de seneste år som vikar. Han har også undervist medicinstuderende, og han har udgivet artikler. Men det, der gør ham til prismodtager, er metoder han igennem et helt arbejdsliv har udviklet til at forbedre konsultationsprocessen.
Ved hjælp af videosupervision har han – sammen med andre – trænet tusindvis af læger i samtalen med patienten. Hans egen motivation for det?
Jeg tænkte, at det ikke var rimeligt, at de ikke kom ordentligt til orde, at de ikke blev lyttet tilJan-Helge Larsen
Det har været en lang rejse, som startede i min kostskoletid. De hierarkiske strukturer, der lå i kostskolen, førte til undertrykkelse længere nede i hierarkiet. Da jeg senere i mit liv kom ud på hospitalerne, så jeg det samme, nu var det bare patienterne, der var nederst i hierarkiet. Derfor fik jeg sympati med dem. Jeg tænkte, at det ikke var rimeligt, at de ikke kom ordentligt til orde, at de ikke blev lyttet til«, fortæller Jan-Helge Larsen.
Derfor gik han i gang med at undersøge, hvordan samtalen kunne laves om. I første omgang ved at optage sine egne på kassettebånd. Dem fandt han »pinligt dårlige«. Så han supplerede med en 4-årig uddannelse i gestaltterapi.
Men det udviklede sig til mere end det. For i takt med at Jan-Helge Larsen blev klogere på samtalen, begyndte han at se mønstre, som kunne udvikles til værktøjer. I dag kendte metoder som at opdele konsultationen i patientdelen, læge delen, og fællesdelen. Og udviklingen af fem kort, der ’spilles’ i løbet af en konsultation, med de to vigtigste kort: Lægens ’kvitteringer’ for det, patienten har sagt, og ’kontrol’, som er lægens resumé. Begge kort får samtalen til at flyde lettere.
»Når patienter kommer til lægen, har de forberedt sig i lang tid. Men når lægen afbryder med et spørgsmål efter 20 sekunder, går der ged i samtalen. Vi misser af finde ind til patientens del af konsultationen, som er patientens tanker, bekymringer og ønsker – det vil sige patientens tre kort«, forklarer Jan-Helge Larsen.
Konsekvensen er en mindre effektiv konsultationen, også tidsmæssigt.
»Jeg kan se, at læger brænder ud, fordi det giver et hårdere arbejdsliv, når man ikke har styr på samtalen. De orker ikke mere, og så vil de måske hellere ud at spille golf. Mens de, der har arbejdet med samtalen, holder længere. De synes, det er sjovere at være læge«, lyder Jan-Helge Larsens påstand, som også er hans erfaring efter 30 år som underviser i sine teknikker på den græske ø Kalymnos.
30 år og 5.000 læger igennem møllen, og alligevel er Jan-Helge Larsen ikke færdig med at bruge sin energi. Han håber, at man en dag vil tage hans teknikker ind som en del af medicinstudiet i Danmark, som man har gjort det i Sverige. Det er kun på speciallægeuddannelsens fase 1 og 3, at der undervises i Jan-Helge Larsens metoder. Men alle læger har brug for teknikkerne, mener han.
»Man har valgt en anden metode herhjemme, som betyder, at man blander læge- og patientdelen sammen, så man ikke får kvitteringerne med. Det betyder, at vi skal starte helt forfra med de unge speciallæger. Det er ærgerligt«, mener Jan-Helge Larsen.
Interviewet slutter, mens han viser rundt i sin have, der har en kaningård, en imponerende køkkenhave og et smukt æbletræ, der er mere rødt end brunt og grønt. For Jan-Helge Larsen handler livet om bæredygtighed. Også i lægelivet.
»Det er mit etiske kompas igen. Det er vigtigt for mig at finde ud af, hvordan vi i praksis gør, så vi bliver ordentlige læger. Og har et godt lægeliv«, siger han og giver sig i kast med at plukke nogle æbler, journalisten kan tage med hjem.
Faktaboks
