Krammer med humor
Det skal nok passe.
”Han er en mand, som gør sig umage; som ikke sparer sig og er meget nærværende”, siger anæstesiolog Else Bønsing, der gik på pension fra Nykøbing F. Sygehus for tre år siden.
Hun har i dag kontakt med Arne Cyron i forbindelse med sygehusrevyen, som hun står for og skriver tekster til.
Revyen er ikke opfundet af den nuværende sygehusdirektør, men den er lige i hans ånd.
”Han er meget glad som person. Et meget rart menneske. Meget favnende. Du skal ikke have kendt ham ret længe, før du får et kram”, siger Anet Brown, sekretær i Lægeforeningen Sjælland.
Hun har kendt Arne Cyron i årevis i forbindelse med hans fagpolitiske engagement. Det var i amternes tid, men han nåede også en kort periode som formand for den regionale lægeforening i Region Sjælland, da de fem regioner blev etableret.
”Han var en god chef. Han informerede meget, og man kunne arbejde selvstændigt samtidig med, at han var ind over. Han er humoristisk, så det basker. Når han holdt sine formandsberetninger, foregik det med powerpoints, som han illustrerede med sjove billeder fra sine egne ture på motorcykel”, fortæller hun.
Arne Cyrons glæde ved motorcykler er legendarisk og optræder i stort set samtlige artikler om ham. Men i dag har han skaffet sig af med sit tohjulede køretøj til fordel for en model med fire hjul.
Men fartglad er han faktisk ikke – siger han da selv. Det er måske derfor, han har kunnet tilbagelægge 600.000 km uden nævneværdige mén på de i alt 12 motorcykler, han har ejet.
Eller også er han blot et tillidsfuldt menneske. For han har noget med det begreb. Som Arne Cyron siger om Arne Cyron:
”En af mine svagheder er nok, at jeg stoler på folk og lettere kan blive snydt. Jeg har arbejdet med det, men det vigtigste for mig er tillid. Og jeg er altid ærlig. Den, der udviser mistillid til andre, er ofte den, der er mindst grund til at have tillid til”.