Arsenik og gamle historier

Frankrigs krigsglade kejser Napoléon Bonaparte led sit definitive nederlag på slagmarken ved Waterloo i juni 1815. Han havde tidligere gjort comeback efter et nederlag og for at undgå en gentagelse blev han en måned efter Waterloo sejlet til den lille britiske ø St. Helena i Sydatlanten og anbragt i husarrest på livstid. Flugt eller befrielse var udelukket, og Europa kunne omsider få fred for hans krigeriske ambitioner.

Napoléon døde på St. Helena i 1821, og lige siden har historikere og retsmedicinere gættet om og forsket i, hvad der tog livet af ham. Selv om obduktionen afslørede noget andet, har det været umuligt at aflive en teori om, at englænderne havde myrdet deres prominente fange med arsenik. Mistanken blev ikke mindre af, at han tre uger før sin død i sit testamente skrev: »Jeg dør i utide, myrdet af det engelske oligarki og dets lejemorder«.

Men selv hvis dødsårsagen skulle være arsenik, kan man på ingen måde konkludere, at Napoléon blev offer for et giftmord. 1800-tallets lægelitteratur er fyldt med eksempler på kronisk arsenikforgiftning af helt andre årsager.

Aftægtsmord

Man skal ikke læse mange gamle kriminalromaner for at vide, at arsenik engang var giftmorderens foretrukne middel. Arsenikmord var så almindelige, at der findes lokale beretninger fra hele Danmark om »aftægtsmord« og drab på forhadte ægtefæller – for slet ikke at tale om arvesager – hvor arsenik spillede hovedrollen.

I Danmark var det skik på landet, at en yngre bonde, som overtog en gård, som en del af prisen forpligtede sig til at stille et hus til rådighed for de gamle, hvor de kunne nyde deres »aftægt«. Han skulle også forsyne de gamle folk med brændsel, lys, flæsk, mel, øl og andet, så længe de levede.

I årene 1830-1870 havde mange bønder svært ved at klare dagen og vejen. Danmark var ramt af en langvarig landbrugskrise, armod og fattigdom var hverdag på landet, og mange steder kiggede man skævt til de gamle i aftægtshuset, som måske levede længere, end man havde forestillet sig, da man indgik kontrakten. Og de gamle skulle have de aftalte ydelser, skønt man selv knap nok havde mad at putte i munden.

Men så var der jo arsenik …

Landet der flød med arsenik

Rottegift (»rottekrudt«) bestod af arsenik. Man kunne ganske vist ikke bare gå ind fra gaden og købe det. Visse formaliteter skulle overholdes: for eksempel skulle man have en attest fra sin sognepræst, så apotekeren kunne se, at man var et ordentligt menneske.

Men trods den slags formaliteter var det ikke svært af få fingre i arsenik, hvis man ville tage livet af de besværlige aftægtsfolk. Rottekrudt lå frit fremme i stalde og udhuse. Fluepapir var imprægneret med arsenik, som nemt kunne udtrækkes. Og hvor der var kvæghold, blev der brugt store mængder arsenik til at vaske kreaturerne for utøj, så det var let tilgængeligt på mange gårde.

I Hospitalstidende for 1878 gør cand.pharm. Nikolay Juncker opmærksom på, at kreaturvask med arsenik er en udbredt, men overset kilde til arsenikforgiftning. Og det er – peger han på – ikke små mængder arsenik, der er i omløb.

Hvert efterår foretager dyrlægerne »Kreaturvaskning med Arsenik paa Tusinder af Steder hele Landet over«. Resultatet er »en Epidemi« af kroniske arsenikforgiftninger, skriver Juncker. Han beregner, at det samlede årlige forbrug, alene til dette formål, i gennemsnit er mellem to og tre ton arsenik. Men dyrlægerne er uvillige til at angive deres forbrug, og selv om der skal føres kontrol med handlen, foregår der »en betydelig Smughandel« med giftstoffet.

Juncker peger på, at det er almen viden, at der er sundhedsfare ved at færdes i rum med arsenikholdige farver på væggene. Derfor måtte det være langt værre af færdes i stalde med en besætning af kreaturer, som hver er indsmurt i 10-15 g arsenik.

Arsenik overalt

Et udbredt farvestof var »parisergrønt«, der består af kobber- og arsenforbindelser. I 2018 opdagede forskere ved Syddansk Universitet tilfældigt, at indbindingen i tre af bibliotekssamlingens antikke bøger indeholdt store mængder arsenik. Giften stammede fra et tykt lag parisergrønt, og da arsen er et grundstof, aftager farven (og giftigheden) ikke med tiden. Farven er formentlig påført for at afværge angreb af insekter. Hver bog indeholder nok arsenik til at dræbe 50-60 personer, og i dag opbevares de i et giftskab.

Arsenik var udbredt i miljøet i 1800-tallet og blev anvendt i farvestoffer – især i kraftigt grønne nuancer. Først og fremmest var farvede tapeter ofte stærkt arsenikholdige. En engelsk tapetfabrik opgav i 1856 sit forbrug af arsenik til fremstilling af grønne farver til to ton om ugen Men også tøj og tekstiler, tæpper, lampeskærme, rullegardiner og stearinlys blev indfarvet med arsenikholdige farver. Papir til bolsjekræmmerhuse nævnes foruden et utal af brugsgenstande.

At der var tale om voldsomme mængder arsenik, fremgik af et forsøg, som ifølge Hospitalstidende gik ud på at udvaske al farve af en kjole, som vejede 544,5 g. Forsøget viste, at kjolen var blevet 300 g lettere, hvoraf de 60 g var arsenikforbindelser – nok til at dræbe flere hundrede mennesker.

Hvis en patient blev diagnosticeret med kronisk arsenikforgiftning, kunne en samvittighedsfuld læge få patientens hjem undersøgt. I værelser med farvede tapeter kunne det for eksempel påvises, at det støv, der lagde sig på bøger og papirer, indeholdt op til 0,36 procent ren arsenik.

Napoléon fik arsen, antimon, kviksølv og cyan

Lige siden Napoléons død som 51-årig har der været rygter i omløb om, at døden skyldtes arsenikforgiftning. Nyere undersøgelser af den afdøde har bestyrket disse rygter.

Men arsenik var kun et af flere giftstoffer, der virkede i den overvægtige krop. Og måske burde retsmedicinerne have set nærmere på Napoléons læger, som behandlede ekskejseren for hævede ben, gulsot, mavepine, opkastninger og almen svækkelse. Og de holdt sig ikke tilbage med kraftig medicin: En korsikansk læge gav ham antimonpulver som brækmiddel. Løbende indtog han mængder af en cyanidholdig drik baseret på abrikoskerner, og to dage før hans død havde engelske læger givet ham en dosis kalomel (kviksølvchlorid), et udbredt universallægemiddel, som især indgik i behandlingen af syfilis. Inden sin død tilbragte Napoléon derefter et par dage i halvt bevidstløs tilstand.

I sine velmagtsdage havde Napoléon bemærket, at »I læger har flere liv på samvittigheden end vi generaler«. Obduktionen viste dog, at døden hverken skyldtes et politisk mord eller arsenik fra tapetet. Og selv om lægernes behandlinger ikke gjorde noget godt for patienten, var det heller ikke dem, der slog den prominente fange ihjel. Dødsårsagen var med al sandsynlighed en 10 cm stor kræftsvulst i mavesækken.

Giftmord – fra Nero til Putin

Fra tidernes morgen har arsenik været brugt til at gøre det af med fjender, arveonkler og rivaler og myrde politiske modstandere. Oldtidens giftmordere vidste, at metallisk arsenik var et effektivt giftstof: »giftens konge – kongernes gift«. Dioscorides, som var læge ved den romerske kejser Neros hof, beskrev i det 1. århundrede, hvordan Nero ryddede sin bror af vejen med arsenik for at sikre sig kejsertronen. Gennem middelalder og renæssance var arsenik fyrsters og pavers foretrukne våben – familierne Medici- og Borgia brugte arsenik til at udrydde politiske rivaler. I moderne tid har Ruslands præsident Putin løftet arven fra Nero og Borgiaerne.

Man kunne give sit offer arsenik i én stor dosis. Den uheldige ville så reagere så hurtigt og voldsomt, at alle alarmklokker straks ville ringe. Det behøvede man ikke bekymre sig om, hvis man var kejser eller pave, men andre måtte gå mere diskret til værks. Hvis man listede giften i sit offer over en periode på mange dage, fremkaldte det symptomer, der kunne forveksles med adskillige sygdomme, og en travl læge kunne nemt overse sagens rette sammenhæng.

I takt med at laboratorietest blev mere sofistikerede, blev giftmordere nødt til at tage højde for, at giften kan spores i kroppen – selv når liget har ligget længe i jorden. Gradvist gik arsenik af mode og blev afløst af giftstoffer, der som f.eks. stryknin nedbrydes hurtigt eller på anden vis var svære for retsmedicinerne at spore.