Artikeleksplosion og kompostbunker

Der er en tidsrøver, som får alle de fire professorer omkring bordet til at sukke, for det drejer sig om et helt centralt arbejdsredskab som forsker, som bare nemt kan blive en byrde i det daglige:

Antallet af videnskabelige udgivelser er eksploderet – ikke mindst på nettet. Forskningen er modsat tidligere spredt til rigtig mange lande, og kvaliteten af den er så blandet, at man skal holde tungen lige i munden for finde frem til de ugentligt 25-30 artikler, som Niels Høiby f.eks. nævner som relevante for ham.

Henrik Kehlet istemmer:

»Nu om dage er jeg ved at kaste op over antallet af artikler, hvor 80% efterhånden er kinesiske, og 60% af dém er svindel og humbug … Det er virkelig svært at følge med og skelne det ene fra det andet, og det kræver virkelig meget tid«.

Der bliver fniset af bemærkningen om andelen af kinesiske artikler, og der nikkes også ivrigt, da Niels Erik Skakkebæk fremhæver, at »man ikke kommer udenom, at det var hurtigere i gamle dage, hvor bibliotekerne var kraftcentre for litteratursøgningen – nu er det hele online, og man er nødt til at følge med på den ene eller den anden måde«.

De tre bunker

Det kræver med andre ord solid prioritering, er der enighed om – dels mentalt, dels rent praktisk – og den evne er måske også en del af forklaringen på, hvordan de fire kunne holde skruen i vandet, da de havde mest ansvar og flest opgaver.

Henrik Kehlet tænker højt:

»Hvordan kunne vi overkomme både at være administrativ chef og i mit tilfælde også at operere – det var man ligesom nødt til – og så oveni at undervise og forske og publicere? Man skulle nå det hele, og det kunne lade sig gøre. Man havde lægesekretærer til det lægefaglige, men man havde jo ikke meget hjælp til økonomien og det administrative«.

Niels Erik Skakkebæk byder ind:

»Man blev tvunget til at på en helt anden måde at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Jeg havde alle de der opgaver, da jeg var chef og professor på Hvidovre, og der var det fantastisk, da jeg kunne rykke herind på Rigshospitalet og kunne koncentrere mig om området med vækst og reproduktion. Afdelingen var designet til lige det fokus – men jo, jeg havde også mellem 30 og 50 patienter om ugen, der skulle behandles, samtidig med at jeg skulle undervise og administrere. Men det var trods alt begrænset i forhold til det, jeg havde prøvet tidligere«, husker han.

Og her er det så, at Jens Rehfelds velafprøvede sorteringsmekanisme kunne komme ind i billedet:

»Da jeg var chef på afdelingen, blev al post – og det var jo før computeren – sorteret af min sekretær eller mig selv i tre bunker: det virkeligt nødvendige, det, jeg var i tvivl om, og så var de sidste 80%, jeg bare kunne lade være med at besvare«.

Det vakte stor forargelse, når han fortalte om det, husker han, men det er enighed om, at det nok i det dulgte var almindelig praksis rundt omkring.

Og Niels Høiby fortæller, at »jeg kaldte det kompostbunken«, mens Henrik Kehlet konstaterer, at sådan er det nok stadig mange steder – nu foregår det bare på computeren, hvor mails ryger i skraldespanden.

»Ja, men på computeren er folk meget mere aggressive og plagsomme: ,Nu har vi tre-fire gange bedt dig om at svare på det her’ …«, vrænger Jens Rehfeld – og tilføjer med et suk:

»Det var lettere før«.