Artrose koster samfundet dyrt, dyrt, dyrt

I alt 2,4 milliarder kroner til behandling og 2,2 milliarder kroner på grund af tabt produktion. Så meget koster det samfundet at have borgere med artrose. Eller rettere – det gjorde det, dengang Sundhedsstyrelsen for fem år siden sidst regnede på det og fremlagde resultatet i sin Sygdomsbyrderapport 2015. Alle tiltag på området siden da har været baseret på tal i den rapport, selv om sundhedsøkonomien potentielt set kan have ændret sig i årenes løb.

Og det udløser kritik fra Gigtforeningen, der mener, at der med så betydelige udgifter og så stor en patientgruppe er brug for et meget større politisk fokus.

»Det er et stort problem, at tallene er så gamle, og at myndighederne ikke leverer dem i en fast kadence. For det betyder, at vi ikke aner, hvor tung en byrde artrose aktuelt er. Ud fra de gamle tal er vi derfor henvist til at gætte, hvad det koster samfundet, og hvad det kunne spare ved at forebygge«, siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind. Hun kan ikke forstå, hvorfor regering og folketing sidder på hænderne frem for at få lavet en ny analyse baseret på friske og retvisende tal, når de politiske partier på Christiansborg aktuelt strides om, hvilke borgere der på grund af f.eks. nedslidning skal have ret til at trække sig tilbage.

»Politikerne ved jo slet ikke, hvad det handler om, og hvad tallene aktuelt er. Og der er heller ingen politikere, der har rejst et forebyggelsesflag«, siger hun og nævner, at en stor del af de undersøgelser, der hidtil er blevet gennemført, har været iværksat af Gigtforeningen, hvis medlemmer har finansieret det via deres medlemskontingent.

»Nye tal er hele forudsætningen for at kunne iværksætte tiltag, som kan dæmme op for, at folk når dertil, hvor de på grund af artrose ikke længere kan ret meget. Nye tal kan give os et fingerpeg om, hvad vi kan gøre for de mange, der pga. artrose ikke kan passe deres arbejde, købe ind, gå på trapper og tage hånd om familien«, siger hun. For at sikre opdaterede tal er Gigtforeningen gået sammen med en forskergruppe fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet om at udarbejde en række sundhedsøkonomiske rapporter på området. Planen er at lave en rapport for hvert gigtområde og en »nøgletal«-rapport, som opsummerer hele Gigtområdet. I spidsen for det arbejde står Maja Bæksgaard Jørgensen som forskningsgruppeleder for afdelingen Folkesundhed i Danmark.

»En løbende opdatering af tal for sundhedsøkonomien bag artrose er et nødvendigt ståsted for at kunne søsætte kvalificeret forebyggelse«, siger Maja Bæksgaard Jørgensen, der pointerer, at der kommer til at gå en rum tid, før analysen er klar til publicering, da det er et meget stort arbejde at lave en sådan analyse – bl.a. fordi det er afhængigt af at kombinere mange forskellige datatræk fra de danske registre og spørgeskemadata. For at sikre, at analysen er baseret på de nyeste »sundhedsprofiler« – det vil sige borgernes selvvurderede sundhed, sygelighed og sundhedsvaner – bruger forskerne også data fra spørgeskemaundersøgelser, hvilket gør analysen endnu mere kompleks.

Maja Bæksgaard Jørgensen og hendes kolleger begynder ikke på bar bund, for SIF har flere gange tidligere udarbejdet den slags analyser, senest i 2014, hvor seniorforsker Michael Davidsen og flere andre sundhedsøkonomer forfattede rapporten »De samfundsmæssige konsekvenser ved artrose«, der metodemæssigt kan siges at være en forløber for afsnittet om artrose i den senere sygdomsbyrderapport.

»Det overordnede budskab er, at det er behæftet med store meromkostninger at have slidgigt, og at det især er behandlingen på sygehusene, der giver store ekstra udgifter. Behandling omfatter indlæggelser, ambulante kontakter, operationer og medicin givet på sygehuset«, siger Michael Davidsen.

Knud Juel, der også var med til at udarbejde SIF-rapporten dengang, understreger, at artrose først og fremmest rammer livskvaliteten.

»For den enkelte, der har artrose, belaster artrose ved at give et betydeligt fald i livskvalitet. Det er en af de sygdomme, som man ikke dør af, men med. Så derfor er det i virkeligheden livskvaliteten, det går ud over«, siger Knud Juel, der vurderer, at man stadig kan regne med de tal, de tidligere analyser bragte for dagen.

»En væsentlig årsag til, at tallene fra dengang stadig kan bruges, er, at området ikke flytter sig voldsomt. For der findes ingen hokus pokus-løsninger til at få artrose til at forsvinde«, siger Knud Juel.

#GALLERY

Årlige udgifter i milliardklassen

Da sygdomsbyrderapporten rummer det mest opdaterede talmateriale, er det den, som alle forskere, politikere og patientforeninger skeler til i deres arbejde med at gøre livet lettere for patienterne. Rapporten viser, at omkring 800.000 danskere lider af slidgigt, som f.eks. kan være placeret i ryg, hofter eller knæ – sygdomstilstande, der som aktionsdiagnose tilsammen fører til 8.800 indlæggelser blandt mænd og 12.000 blandt kvinder, hvilket svarer til 2-3 procent af alle somatiske indlæggelser for mænd og kvinder. Derudover udløser det årligt 2,7 millioner flere besøg hos en alment praktiserende læge og 1,3 millioner flere besøg hos kiropraktorer og fysioterapeuter, end personer uden artrose foretager. Det svarer til otte procent af alle besøg hos en alment praktiserende læge og ca. 17 procent af alle besøg hos kiropraktorer og fysioterapeuter. Artrose er hver år skyld i ca. 210 nytilkendte førtidspensioner blandt mænd og 310 blandt kvinder, hvilket svarer til tre procent af alle nytilkendelser af førtidspension. Mens sundhedsøkonomerne alene kan udtale sig om omkostningerne ved artrose, kan Henning Bliddal, der er professor i reumatologi ved Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital, sige noget om, hvordan sygdommen rammer de forskellige befolkningsgrupper. Han forsikrer om, at det at blive ramt af artrose er et livsvilkår for alle.

»Der er ingen, der slipper, det er bare spørgsmålet om, hvor artrosen sidder, og hvor slem sygdommen bliver«, siger Henning Bliddal.

Han afviser, at det kan lade sig gøre at regne på omkostningerne ved artrose i ét slag, de helbredsmæssige, arbejdsmæssige og sundhedsøkonomiske konsekvenser afhænger af, hvor i kroppen sygdommen rammer.

»For at kunne regne på sundhedsøkonomien, er det nødvendigt at dele regnestykket op i to. Hvis vi taler om arbejdslivet, så taler vi primært ryg. Hvis det er pensionisttilværelsen, drejer det sig først og fremmest om hofter og knæ. De to aldersgrupper og områder kræver hver sin indsats og er omkostningstunge på hver sin måde«, siger han.

Midaldrende har slidgigt i ryggen

Danskere midt i livet får typisk artrose i ryggen i et af dens talrige led, fortæller Henning Bliddal. Selv om det er svært præcist at pinpointe, hvilket led der er ramt, er det sikkert, at den form for slidgigt hvert år koster samfundet milliarder af kroner i sygemeldinger, tabt arbejdsindsats, tabt arbejdsfortjeneste og tidlig pension.

»Der er ingen tvivl om, at udgifterne til rygsygdomme i Sundhedsstyrelsens sygdomsbyrderapport ligger i milliardklassen, og langt de fleste rygproblemer kommer af degenerative forandringer, dvs. artrose. Diagnoserne på det område er svære at præcisere, og omkostningerne er tilsvarende svære at regne på«, siger Henning Bliddal, der som et eksempel på, hvor vanskeligt det kan blive, nævner kategorien »degenerativ rygsygdom«.

»Diagnoserne inden for denne kategori er allesammen varianter af artrose, omend artrose i ryggen ikke er lige så veldefineret, som når det f.eks. sidder i et knæ. Derfor ender det ofte med en meget bred stillingtagen til rygproblemer, hvor man fjerner sig fra diagnosen og taler om uspecifik håndtering af smerter. I forbindelse med beregning af omkostninger bliver det tilsvarende vanskeligt at afgrænse ud fra sygdomsregistre. Derfor må man formode, at den økonomiske byrde af artrose i ryggen er sat alt for lavt«, siger Henning Bliddal.

Kvinder får slidgigt i fingrene

Artrose kan også ramme fingrene, og her rammer den hyppigt kvinder fra 50-årsalderen og op. Hvorfor det er sådan, vides endnu ikke, siger Henning Bliddal.

»Uanset om det er kvinder eller mænd, er slidgigt i fingrene temmelig invaliderende pga. fingrenes centrale betydning i både arbejdet og det sociale liv. Men da der hidtil ikke har været fokus på det, mangler der forskning, og mht. det økonomiske mere sikre beregninger«, siger Henning Bliddal og nævner, at flere forskergrupper, heriblandt hans egen, forsker i artrose i hænderne.

»Arbejdsmedicinerne kender det, og det gør vi også i de andre lægelige specialer. Men indtil videre er der ikke gjort nogen stor samlet indsats på det her område«, siger han.

Pensionister har artrose i knæene

Det led, som artrose oftest rammer i løbet af livet, er knæet, siger Henning Bliddal.

»Knæene bruger vi rigtigt meget, når vi skal omkring. Så når der er noget galt med vores knæ, ender det altid med at være et stort problem. I arbejdslivet fungerer knæene typisk stadig, men kommer man op i pensionsalderen, er der mange, der ender med at få dem udskiftet«, siger han og pointerer, at udskiftningerne af især knæ er noget, der fylder rigtig meget på hospitalernes ortopædkirurgiske afsnit.

»Ca.10.000 danskere om året får udskiftet deres knæ og knap så mange deres hofter. Sammenholder man det med, at der hvert år bliver født i størrelsesordenen 50.000-60.000 danskere, så ender måske op mod en femtedel af den ældre del af den danske befolkning med at få et kunstigt knæled«, siger Henning Bliddal.

»Gruppen af knæopererede er ikke kun dyr pga. operationerne. Tallene dokumenterer, at de bliver ved med at koste, i størrelsesordenen 5.000-7000 ekstra euro om året resten af livet«, siger han og understreger, at operationen ikke løser alle problemer, og under alle omstændigheder ikke de økonomiske konsekvenser af et dårligt knæ.

»Udgifterne bliver ved, og det er dyrt, dyrt, dyrt, fordi de går mere til læge, får mere medicin og oftere bliver indlagt. Så operationen løser måske problemet for de fleste, men statistisk er gruppen som helhed stadig syg. Den primære indsats mod artrose må derfor søges, inden det bliver nødvendig med operation«, siger Henning Bliddal.

At operere eller ikke operere

At total knæalloplastik rent faktisk har en gavnlig effekt på den artroseramte patient, har professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, påvist i et studie, som han har gennemført sammen med Søren Thorgaard Skou, professor ved Institut for Idræt og Biomekanik Syddansk Universitet.

Studiet, hvis resultater blev publiceret i 2020, gik ud på at sammenligne, hvilken effekt patienter fik af at få udskiftet deres knæ sammenlignet med en kontrolgruppe af patienter, der fik mindre indgribende interventioner som f.eks. træning.

»Studiet viser, at operationen virker, som den skal, men også koster mange penge. Spørgsmålet er, hvor meget vi er villige til at betale for, at patienten får færre smerter, og hvornår man skal operere og ikke operere. Og her er det tankevækkende, at kun en tredjedel af kontrolgruppen efter studiet sagde ja til operation«, siger han.

Hvor snittet skal lægges mellem, hvor meget der skal opereres, og hvor meget der skal genoptrænes, er til evig diskussion, siger Jakob Kjellberg. Han fortæller, at indikationerne for, hvornår der skal opereres op gennem nullerne af forskellige årsager flyttede sig ret dramatisk fra 2.500 knæoperationer om året til op mod 10.000. Det gav næring til den politiske strid om, hvorvidt 6.000, 8.000 eller 10.000 er det rigtige antal operationer.

»Spørgsmålet er, om vi nu har øget antallet for meget. Og det tyder det på, at vi har, eftersom antallet af operationer jo er faldet, ikke bare under coronaepidemien, men også før – der var kommet et dyk«, siger han.

Syg kultur

Jakob Kjellberg har med sin forskning ikke kun belyst sundhedsøkonomien i forhold til selve operationerne. I foråret 2016 har han også publiceret en artikel (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27477795/), hvor han vurderer sundhedsøkonomien i det lange efterforløb, dog med udgangspunkt i total hoftealloplastik.

»Det, vi ser, er, at patienterne trods succesfuld operation med et efterfølgende markant dyk i smerterne fortsætter med at kræve ekstra sundhedsudgifter i årevis efter operationen«, siger Jakob Kjellberg. Han forklarer, at de ekstra sundhedsudgifter dog efter alt at dømme ikke er relateret til artrose, men er spredt ud over en lang række andre typer hospitalskontakter«.

»Studiet indikerer, at sundhedsvæsenet har udviklet en kultur, hvor vi i stedet for at afslutte patienter efter endt behandling igangsætter en stribe nye undersøgelser og behandlinger for alle mulige andre sygdomme. Så snart patienten er inde i systemet, så sker der ting og sager. Og det er fint nok for den pågældende patient, men skidt for de patienter, der har det allerstørste behov for de ydelser. Om det forholder sig sådan, kræver flere studier at dokumentere – men viser det sig at holde vand, er artrose formentlig mindre omkostningstung for samfundet, end hvad sygdomsbyrderapporten og andre analyser konkluderer«, siger han.

Men selv hvis artrose skulle vise sig at være billigere for samfundet end som så, er den en tung byrde for patienterne og for samfundsøkonomien, pointerer Henning Bliddal, der opfordrer sundhedsminister Magnus Heunicke til at træde i karakter på området.

»Når man rammer pensionsalderen, er forebyggelse en by i Rusland – i den alder er det for sent at forebygge slidgigt. Så hvis forebyggelse skal have en effekt, er det nødvendigt at begynde med at forebygge skaderne i fodboldklubberne. Derudover er der behov for at lave en indsats mod fedme. For beregninger fra et hold britiske epidemiologer viser, at man kan halvere antallet af operationer ved at sætte ind over for fedme. Patienterne skal ned i vægt. Det er det eneste, der virker,« siger Henning Bliddal.

At fedme er en medvirkende faktor til artrose, er Jakob Kjellberg enig i. Alligevel tror han ikke på, at forebyggelse på den front virker.

»Den oplagte løsning på artroseproblemet ville selvfølgelig være, at patienterne tabte sig, problemet er, at vi ikke har nogen særlig god idé om, hvordan folk opnår et varigt vægttab. Så det er lidt en fiktionslæsning, indtil der kommer noget på markedet, der rent faktisk virker«, siger Jakob Kjellberg.

Uanset hvor svært det er at finde effektive forebyggelsestiltag, er løsningen ikke at give op, lyder det fra Gigtforeningens direktør.

»Vi må ikke give op over for artrose. Politikerne prioriterer lige nu milliarder i nedslidtes tidlige tilbagetrækning. Det er en god begyndelse. Nu mangler vi bare, at de også begynder at prioritere forebyggelse af nedslidning og artrose. Og det bør sundhedsministeren gøre, hvis han er så optaget af ulighed i sundhed, som han siger han er«, siger Mette Bryde Lind.