Fakta
Det ville nok være for simpelt at sige, at maratonforestillingen Arven handler om aids-epidemien. Det ville også være for simpelt at sige, at forestillingen handler om homoseksuelle mænds kamp imod diskrimination og homofobi, som blev accelereret af netop samme. Det ville heller ikke gå an at afskrive det som blot en kærlighedshistorie. Arven er en storladen generationsfortælling, som binder fortid, nutid og fremtid sammen, og hvor aids-epidemien bliver et temamæssigt omdrejningspunkt, men hvor budskabet om at være autentisk og at turde elske brænder stærkest igennem.
Historien er dramaturgisk baseret på klassikeren Howard’s End af E.M. Forster, hvor de to søstre er udskiftet med det unge par Eric og Toby, som vi møder i Erics lejlighed på Upper Westside i New York i 2016. Mens den udadvendte Toby jagter succes i karrieren, får den følsomme Eric et nært venskab med den 20 år ældre Walter, som hjælper Eric med at forstå aids-epidemiens virkelighed og konsekvenser for homoseksuelle mænd i 1980’ernes New York. Walter drev en form for hospice for mænd med aids i et hus på landet – et hus som bliver endnu et omdrejningspunkt for den videre fortælling.
Forestillingen er bemærkelsesværdig på mange punkter. At den er delt i to dele, som hver især varer knap tre en halv time, er i sig selv et særsyn. Gennem syv timers teater lærer vi karaktererne at kende og følger dem gennem livets op- og nedture. Ligesom i en tv-serie eller roman folder historien sig ud i et roligt tempo, som giver plads til karakteropbygning og smukke sceniske billeder. Scenografien er enkel, men effektfuld, og man mangler på intet tidspunkt visuel stimulation, når skuespillerne effektfuldt maler billeder for det indre øje. Skuespillet er sublimt. Nærværende, rørende, charmerende, kærligt. Iscenesættelsen, hvor ensemblet glider ind og ud af historierne og smelter sammen som én fortællerstemme, er skarp, velkoreograferet og formidler en forbundethed, som siver ud i salen. Man mærker det i pauserne, hvor folk kigger opmærksomt op – kender vi hinanden? Og det er jo netop spørgsmålet. Kender vi ikke hinanden? Er vi ikke forbundne? Er vi ikke, når alt kommer til alt, meget ens?
Da aids-epidemien raser, køber Walter og hans partner Henry Wilcox et hus uden for byen, hvor de søger ly for sygdommens hærgen. Walter forarger siden Henry, da han inviterer en aids-syg ven til at bo og siden dø i huset. Henry kan hverken forstå eller tilgive dette og lukker sit hjerte, mens Walter lader sig blødgøre og blive rørt af den katastrofe, som har ramt. Walter forklarer; løsningen var ikke at lukke verden ude, men at åbne dørene og invitere verden indenfor.
Som læger kender de fleste nok det dilemma. Bruger vi kitlen som en rustning, der holder sygdom og død på afstand, eller tillader vi vores patienter at gøre indtryk på os? Jeg har hørt mig selv og mange kollegaer sige, at man ikke skal tage arbejdet med hjem. Sikkert en god strategi i mange tilfælde – men kan det også blive en undskyldning for ikke at lade sig berøre? Når vi bliver konfronteret med andres smerte, møder vi ligeledes vores egen. Hvor rummelige er vi? Hvor langt kan vi lukke andre ind, før det bliver ubærligt? Måske er der nogle ting, man skal tage med hjem. Forestillingen inspirerer i hvert fald til at invitere verden indenfor.
Arven er en forestilling, som flytter ind i hjertet og berører dybt. En sjælden teateroplevelse både form- og indholdsmæssigt. Der skal lyde den varmeste anbefaling herfra. Og nej – syv timers teater bliver på intet tidspunkt for langt.
