Astmamedicin tages forkert
Halvdelen af de ca. 400.000 astmatikere i Danmark tager deres medicin forkert, advarer Danmarks Lungeforening.
Halvdelen af de ca. 400.000 astmatikere i Danmark tager deres medicin forkert, advarer Danmarks Lungeforening.
Hver anden astmatiker tager sin medicin forkert, skriver Politiken.
Avisen henviser til en udmelding fra Danmarks Lungeforening.
»En række undersøgelser har gennem det seneste år vist, at næsten halvdelen af alt astmamedicin til inhalation bruges forkert af både voksne og børn«, skriver foreningen i en pressemeddelelse i forbindelse med World Asthma Day.
Årsagerne er bl.a., at astmatikerne bruger inhalatoren forkert eller at de glemmer at tage medicinen.
"Der har været iværksat forskellige indsatser for at forbedre den korrekte brug af medicin og inhalator. F.eks. har man udviklet nye typer inhalatorer, som er nemmere for patienterne at anvende. Men situationen synes alligevel ikke at have forbedret sig i løbet af de sidste 50 år. I dag tager 5 ud af 10 danskere stadig deres inhalationsmedicin uregelmæssigt og forkert. Derfor kræver det nye tilgange i fremtiden til at håndtere denne enormt vigtige udfordring", siger professor i astma, Søren Pedersen, i pressemeddelelsen.