Asyllæge - et job i et politisk hotspot

En lille snes læger og psykiatere arbejder på landets otte asylcentre. De har en dag eller to om ugen på centret, eller de kan være tilknyttet på timebasis. Asyllæger arbejder ikke bare på et af tidens helt store politiske hotspots. De har en patientgruppe, om hvem Jørgen Chemnitz, leder af Røde Kors' asylafdeling, har sagt:

»Jeg har set folk [asylsøgere, red.] komme hertil med energi og omsorgsevne og møder dem senere som en skygge af sig selv. De burde for længst have forladt centrene og været ude i det danske samfund eller tilbage i deres hjemland,« siger han i en artikel på Røde Kors' hjemmeside.

Ib Rasmussen er læge på Asylcentret Avnstrup. Han oplever også, at hans patienter får det værre. Det har han sin egen måde at tackle på:

»Jeg har et realistisk forhold til mit arbejde, synes jeg selv.

Man kan sammenligne det med, når jeg sidder med dødssyge patienter i min praksis. Jeg kan ikke helbrede dem. På samme måde er det med asylsøgerne: Jeg kan ikke skaffe dem asyl.«

Vibeke Noer-Hansen, læge i Sandholmlejren, påpeger, at det er muligt at gøre noget som læge:

»På trods af frustrationerne kan man godt være en ordentlig læge på et asylcenter. Jeg oplever folk, der har det psykisk dårligt. Det kan der være flere årsager til, for eksempel oplevelser i hjemlandet eller ventetiden. Det kan jeg godt lægefagligt beskrive, og jeg kan sende dem i behandling for det.

Men her bliver givet meget psykofarmaka, synes jeg. Det er sjældent, hvad der er brug for. Hvad patienterne har brug for, er et netværk og noget meningsfuldt at foretage sig. Men det er dog lykkedes mig i de to år, jeg har været her, at skære lidt ned på psykofarmakaen.«

Asylcentret Kongelunden huser de asylsøgere, de fleste afviste, der har det særligt svært. Her arbejder to læger på skift hver to dage om ugen. Indtil januar i år var Ellen Sørensen en af dem, men hun holdt op efter knap et halvt år.

»Den desperation og lidelse, jeg så hos beboerne på Kongelunden, har jeg aldrig oplevet tidligere. Ventetiden, usikkerheden og opholdet i asylcentret gør dem syge, og de er i højrisikogruppen med hensyn til selvmordsadfærd.«

Hun synes, at arbejdet som læge på et asylcenter støder ind i nogle lægeetiske problemstillinger.

»De etiske regler siger, at hvis vi som læger bliver opmærksomme på noget, som er sundhedsfagligt uforsvarligt, bør lægen til kendegive sin mening i den offentlige debat. Jeg synes, at det er vigtigt, at Lægeforeningen tager stilling til spørgsmålet.«

Forskelsbehandling

Asylsøgere har ikke samme adgang til sundhedsydelser som andre. Den er begrænset, når det drejer sig om ikkeakutte tilfælde. De har ret til tre besøg - efter henvisning af lægen - hos en speciallæge, som Røde Kors betaler for. Skal der yderlige besøg til, skal Udlændingeservice betale og først give tilladelse. Det sker efter lægens ansøgning, som bliver vurderet af en ikkelæge i Udlændingeservice, eventuelt efter en drøftelse med Udlændingeservices lægekonsulent.

»Asylsøgerne bliver behandlet anderledes end danskerne. Dog må jeg sige, at det er blevet lettere at få tilladelse, kaution, som det hedder, end det har været. Vi får som regel ti yderligere besøg, når vi søger om det. Men søger vi så om yderligere ti besøg, får vi som regel afslag. Det er et problem for de asylsøgere, der er svært psykisk lidende, for de har i realiteten behov for psykologisk eller psykiatrisk behandling i årevis,« siger Ib Rasmussen.

Også Vibeke Noer-Hansen oplever, at det er blevet nemmere at få kaution:

»Jeg synes, at der er sket en forsigtig opblødning hos Udlændingeservice; de giver færre afslag. Hvis vi får et afslag, som vi synes er helt hen i vejret, tager sundhedsafdelingens leder sagen med til et møde med Udlændingeservice, som vi regelmæssigt mødes med. Så får vi gang i en dialog, og nogle gange kan der være manglende journaloplysninger, andre gange kan der være noget af det lægefaglige, de ikke har forstået,« siger hun.

Tavshedspligt ophævet

Asyllægerne er forpligtede til at videregive journaloplysninger til Udlændingeservice, når en sag om humanitær opholdstilladelse skal behandles. Humanitær opholdstilladelse gives til mennesker med svær fysisk eller psykisk sygdom og er kun midlertidig.

Oplysningerne skal ifølge loven også videregives, selvom man ikke har opnået personens samtykke. Det blev indført i forbindelse med, at udlændingeloven blev ændret i august 2005.

»Det har jeg det ikke godt med. Også fordi jeg er bange for, at det fører til et almindeligt skred i forhold til at videregive journaloplysninger uden samtykke,« siger Ib Rasmussen.

Det er i langt de fleste tilfælde ikke lægeerklæringer, men journaloplysninger, lægen sender af sted til Udlændingeser-vice, når sager skal behandles, fortæller Vibeke Noer-Hansen:

»Vi skriver sjældent lægeerklæringer. Vi sender en kopi af journalen i stedet, som Udlændingeservice har opfordret os til. Men problemet er, at journalerne nogle gange er meget omfangsrige, ofte med mange, måske forvirrende oplysninger. Af og til, når der er tid til det, skriver vi opsummeringer af journalerne, et resume, som vi sender videre. Det tager tid, men det fremmer forståelsen.«

Der er i de seneste år sket en stigning i antallet af humanitære opholdstilladelser. Kritiske stemmer i debatten mener, at det er et resultat af, at ansøgerne er henvist til at vente i passivitet og lediggang - til sidst bliver de så syge, at der ikke er andet for end at give dem humanitær opholdstilladelse.

I starten af april i år besluttede regeringen at gøre det lettere for de allermest syge at få humanitær opholdstilladelse. Med lettelsen er det nu muligt at vurdere en familie samlet, men der er stadig en række kriterier, der skal opfyldes. Ifølge oplysninger i Politiken vil færre end ti personer blive hjulpet af den nye praksis.

Læs også kronikken side 1704.

Et svært tilfælde

Tidligere læge på Asylcentret Kongelunden, Ellen Sørensen, beskriver følgende case, let omskrevet:

En mand følger sin kone til lægens konsultation på centret. Familien har fået afslag på asyl. Familien har boet i Danmark i fem år, på seks forskellige centre. De har tre børn. Moren er 34 år og har forsøgt selvmord flere gange. En psykiater har givet hende diagnosen »svært posttraumatisk stresssyndrom med psykose, depression og suicidal risiko.« Hun har fået ti elektrochok og får antidepressiva, antipsykotika og beroligende medicin samt smertestillende. Hun hører stemmer og tror, at tidligere voldsmænd er i lokalet. Hun vågner flere gange i løbet af natten, og hendes mand og børn må skiftes til at trøste hende. Hun er bleg, apatisk og har ingen kontakt til børnene. Har kronisk rygsygdom. Har mistet evnen til at tage sig af sine børn. Manden er fysisk syg og går i selvmordstanker. Der er ansøgt om psykiaterhjælp. Børnene går til psykiater eller psykolog. »Jeg skulle tage mig af hendes muskelsmerter. Det blev til en ansøgning om kaution til fysioterapeut og en samtale om motion,« fortæller Ellen Sørensen.

Faktaboks

Røde Kors asylcentre:

Sandholm, Avnstrup, Jelling, Kongel unden, Gribskov, Fasan

Kommunale centre:

Brovst, Hanstholm

Der bor for øjeblikket cirka 1.700 mennesker på asylcentrene.