Skip to main content

August Krogh Prisen 2003

Ib Abildgaard Jacobsen

2. nov. 2005
2 min.

Dansk Medicinsk Selskab har i år besluttet at give August Krogh Prisen til Lars Fugger , som er professor ved Aarhus Universitet og overlæge ved Klinisk Immunologisk Afdeling på Skejby Sygehus.

Lars Fugger er 42 år gammel og dermed den hidtil yngste modtager af August Krogh Prisen. Han er lægevidenskabelig kandidat fra Københavns Universitet 1987, tre år senere forsvarede han sin ph.d.-afhandling om mulige patogenetiske faktorer i dissemineret sklerose, og i 1993, 33 år gammel forsvarede han sin disputats, som omfattede en videreførelse af studier af den arvelige modtagelighed for autoimmune sygdomme, specielt disssemineret sklerose.

Lars Fugger valgte klinisk immunologi som sit speciale, og er uddannet heri fortrinsvis på Rigshospitalet. Han blev sidste år speciallæge i faget, men allerede flere år inden da havde han været først vikar for overlæge og siden specialeansvarlig overlæge ved Klinisk Immunologisk afdeling på Skejby Sygehus, hvor han stadig er ansat, om end han siden november sidste år under orlov har været gæsteforsker ved Universitetet i Oxford.

Lars Fuggers videnskabelige karriere startede allerede i 1985 med erhvervelsen af Aarhus Universitets guldmedalje ved besvarelse af en opgave om immunologiske metoder i diagnostik af leukæmi, og den er gået over ph.d.- og disputatsafhandlinger til en omfattende og ubrudt forskning i immunologi.

Dansk Medicinsk Selskabs bestyrelse har besluttet at tildele Lars Fugger årets August Krogh Pris for hans omfattende og banebrydende arbejde med at afdække den strukturelle og funktionelle basis for vævstypeassocierede, autoimmune sygdomme.

Han har bidraget væsentligt til forståelsen af sygdomme som insulinkrævende diabetes, reumatoid arthritis og ikke mindst dissemineret sklerose, som er hans aktuelle interesse. Det er et karakteristikum, at hans forskning er foregået i et multidisciplinært og multinationalt miljø med Lars Fugger som en effektiv leder. Den har som centrum forsøg på at beskrive de vævskomponenter der, som autoantigener, udløser immunsystemets uhensigtsmæssige og sygdomsfremkaldende angreb på sin egen organisme og de mulige mekanismer, som ligger til grund for, at autoreaktive, dvs. selvbeskadigende T-celler i immunsystemet ikke fjernes fra det syge individ, sådan som det sker hos raske i den normale toleransinduktion.

Lars Fugger har etableret en humaniseret, transgen musemodel med dyr, som har nogle af de gener, som findes hos mennesker med autoimmune sygdomme som f.eks. dissemineret sklerose. En sådan model har været afgørende for progressionen af forskningen, som derved for en del kan udføres i laboratoriet.

Prisen på 100.000 kr. stilles til rådighed for Dansk Medicinsk Selskab af Novo Nordisk Fonden.