Bæltefrit afsnit koster penge

Hver dag fra kl. 9.45 til 10.00 står der second opinion på programmet på den lukkede afdeling 809 på Psykiatrisk Center i Glostrup. Second opinion er en metode til at gennemgå situationer, hvor det har været nødvendigt at anvende tvang i form af bæltefiksering. Men på Afdeling 809 er de nået så langt med projekt bæltefrit afsnit, at de nu også gennemgår urolige situationer.

Tværfagligt personale, ledelsen, de yngre læger, recoverymentor (en tidligere psykiatrisk patient, der fungerer som bindeled) og af og til patienten deltager i second opinion, hvor formålet er at analysere hver enkelt hændelse, så det bliver muligt at forebygge lignende situationer i fremtiden. Overlæge Annick Parnas fortæller, hvorfor det har været så vigtigt et redskab i arbejdet med at undgå bæltefiksering.

»Det gik op for os, når vi gennemgik journalepisoder, der involverede tvang, at situationen begyndte at udvikle sig, længe før det endte med bæltefiksering. Så nu har vi sat det i system, hvor vi for hver situation ser på, om der er noget, vi har overset eller misforstået. Når vi sidder flere, kan vi have flere perspektiver i spil og drøfte, hvordan situationen kunne have været håndtereret«, fortæller hun.

Arbejdet med second opinion er blevet udviklet henover de seneste tre år, hvor Afdeling 809 har fået del i de 73,6 millioner kroner i satspuljemidler, der blev afsat til seks bæltefri regionale projekter, der har løbet i 2015-2017. Fra projekternes begyndelse i 2015 og til januar 2017 faldt antallet af bæltefikseringer med 63 pct. i alle projekterne.

På Afdeling 809 bliver de fleste patienter indlagt med psykose, nogle frivilligt andre under tvang eller med en dom. Indlæggelsen varer i gennemsnitligt 21 dage. Indsatsen imod bæltefiksering har været så stor en succes, at man i 2017 indtil videre kun har haft én bæltefiksering imod seks i 2016. I 2015 havde man en skadestue tilknyttet, så det vil være misvisende at sammenligne med tallene for det år.

Satspuljemidlerne er blevet brugt til en lang række tiltag med fokus på det relationelle arbejde og en bedre forståelse af patienternes oplevelser og forventninger i forsøg på at undgå tvang. Der er blevet ansat mere personale fordelt over flere faggrupper, så afdelingen kan tilbyde flere aktiviteter og terapier til patienter, fra de mest traditionelle (individuelle psykologsamtaler, samtalegruppe, ergoterapeut, fysioterapeut) til at have en musikterapeut og en psykomotorisk terapeut ansat.

Den psykomotoriske terapeut arbejder bl.a. med kropsbevidsthed og sanseintegration. Hun arbejder med de mest syge patienter, for eksempel katatone patienter, der kan være mutistiske. Sammen med musikterapeuten har hun en krop og stemme-gruppe, hvor patienterne inviteres til at give plads til deres egne og andres stemmer, synge og lytte samtidig.

Ved indlæggelse har den enkelte patient tilknyttet en personale, der informerer om mulighederne og forventningerne. Der bliver udfyldt en kriseplan, hvor patienten selv kommer med løsningsforslag til deeskalering. Desuden er der blevet brugt penge til at kompetenceudvikle personalet og til at indrette et sanserum, med en specialbelysning og tv-skærm, hvor patienterne kan sidde i en kuglestol eller ligge på en sofa og lytte til afslappende musik indtil de finder ro.

En ny praksis

Det startede med en helt uformel gennemgang af journaler, men nu er second opinion et fast punkt på programmet, og der udfyldes et skema for hver episode, hvor man f.eks. ser på, hvilke tiltag til deeskalering der er foretaget, og hvilke erfaringer der kan tages med videre.

»Det giver et tydeligere billede af forløbet op til og klarlægger medvirkende årsager til episoden. Man får en bedre forståelse af baggrunden for patientens reaktion. Har patienten lige haft besøg og fået en dårlig nyhed, får patienten nok medicin, havde vi ikke set, at patienten var blevet mere paranoid, har vi overset en konflikt med en medpatient? Når vi har talt om det, gennemgår vi medicin- og kriseplan og deler vores overvejelser med patienten«, forklarer Annick Parnas.

Arbejdet med second opinion betyder, at alle medarbejdere bliver tvunget til at se på, hvordan de arbejder med og sammen med patienterne. Det betyder, at overlægen må revurdere, om der er givet nok medicin, og sygeplejersken måske næste gang overvejer at benytte sanserummet noget før i processen. Til sidst søges en fælles en mening i en reaktion, der ved det første blik kunne se ud til at være meningsløs, uforståelig og uforudsigelig.

»Det har været svært for nogle læger at arbejde på denne måde, hvor der bliver set nøje på den enkelte situation. Kunne jeg have været mere tydelig i mine beskeder? Skulle jeg have givet medicin noget før? Den proces betød i starten, at nogle læger og ansatte følte sig kritisereret, men nu er det et arbejdsredskab som alle andre«, forklarer Annick Parnas.

Selvom satspuljemidlerne udløber, når der det nye år starter, er second opinion noget af det, de vil prøve at fastholde på Afdeling 809. Det giver mulighed for at få øje på de små markører, der måske bliver overset i en travl hverdag.

»Jeg er sikker på, at det er 15 minutter om dagen, der er givet godt ud«, fastslår Annick Parnas.

De data, som afdelingen har samlet ind fra deres second opinion-skemaer over de seneste tre år, er de i gang med at gennemgå, så de samlede erfaringer og mønstre også kan bruges af andre afdelinger.

En anden tilgang

En del af midlerne er blevet brugt til mere personale og terapeuter, dels for at understøtte aktiviteterne, og dels for at give mulighed for, at personale kan gå fra med patienter, der bliver urolige uden at forstyrre miljøet. Ekstra personale sikrer, at aktiviteterne kan gennemføres, selvom det skulle opstå en urolig situation. Det er med til at skabe et roligt miljø, der er mindre stressfuldt for patienterne, og mere personale har givet flere muligheder for at reagere, før man bæltefikserer.

Aktiviteterne giver patienterne mulighed for at finde ro med musik eller motion eller spille med andre i opholdsstuen. Tilstedeværelse af personale med de rette kompetencer giver mere tid til at bevare kommunikationen, så der kan træffes forebyggende og præventive tiltag, inden det ender med tvang. Og personalet oplever at komme tættere på patienterne.

»Man kan se patienten på et adfærdsmæssigt plan, f.eks. at han reagerer voldeligt og er farlig eller urolig. De ekstra ressourcer har tilladt os at fokusere på de motiver, der ligger til grund for patientens forstyrrede adfærd, og lære patienterne at kende«, siger Annick Parnas.

Hun peger dog på, at det ikke nødvendigvis gør jobbet nemmere, når man lærer patienterne bedre at kende.

»Før så vi patienterne ud fra et handlingsperspektiv, hvor man skulle prøve at få dem til ro. Men når man har et andet forhold til patienterne, kræver det kompetent personale, der er opmærksomme på små ændringer og kan jonglere de to billeder af patienten med sikker hånd«, siger Annick Parnas.

Patienterne har tydeligvis reageret på den nye tilgang, det kan Annick Parnas mærke på den daglige stemning. Men også for personalet har det ændret hverdagen på Afdeling 809.

»Vi har færre urolige episoder, fordi vi også har adgang til mennesket bag. Vi er blevet bedre til at forebygge og se de små, individuelle tegn hos hver patient, som f.eks. at når han vandrer uroligt rundt, skal vi være opmærksomme. På den måde kan vi gribe tidligere ind og hjælpe patienten til at undgå at situationen eskalerer«, forklarer hun.

En bedre normering i den treårige forsøgsperiode har også gjort det muligt, at der hele tiden er personale til stede, der hvor patienterne er, og de ikke sidder på kontoret og udfører administrativt arbejde. Det giver patienterne en tryghed, der også er med til at nedbringe antallet af urolige episoder.

Om at miste satspuljemidlerne

Satspuljemidlerne var øremærkede til projekt bæltefrit afsnit, men på Afdeling 809 har man sideløbende haft et ønske om at gøre det mere attraktivt at arbejde hos dem. Lavere udskiftning blandt personalet giver mulighed for at ikke kun at fastholde kompetencer, men også udvikle dem sammen og skabe en fælles tone. Det er lykkedes, fordi de har kunnet tilbyde mulighed for at arbejde målrettet og har haft både rammerne og midlerne til det.

Det var ikke nok bare at være bæltefrit afsnit, patienterne skulle også mærke en højere kvalitet i behandlingen, hvor de i meget højere grad var inddraget i udviklingen af deres eget forløb. Det har været en succes, men Annick Parnas frygter for fremtiden. Om under to måneder stopper satspuljemidlerne, og der er ikke mulighed for at søge igen.

»Personalet har arbejdet fokuseret, vi har oplevet en udvikling – og nu har vi nået det mål. Men det er frustrerende, at vi ikke kan fortsætte fra det udgangspunkt, vi har nu. Vi bliver måske nødt til at afskedige en del af det personale, der har været med til at få projektet i mål«, siger hun.

Ud over at der er personale, de ikke længere har råd til, frygter Annick Parnas, at udviklingen vil gå i stå, fordi der ikke er midler til at arbejde på samme måde med yderligere mål. Og det personale, de har tiltrukket netop ved at kunne arbejde med udvikling, vil måske ikke stille sig tilfredse med langsomt at glide tilbage til udgangspunktet.

»Det værste, der kan ske, er, at personalet søger udfordringer andre steder, og at de kompetencer, vi har udviklet, langsomt bliver udvandet. Den største effekt i projektet har været, at vi allesammen har bevæget os i den samme retning, og at vi i perioden har kunnet fastholde vores personale«, siger hun og fortsætter:

»Hvis vi mister de kompetencer, vi har udviklet i forsøgsperioden, øges risikoen for bæltefikseringer. Det er der ingen tvivl om«.

Annick Parnas ærgrer sig over, at regionen har besluttet, at de ikke vil finansiere projektet fremadrettet.

»Det koster penge at udvikle psykiatrien, som vi har gjort i det her projekt Det er en politisk beslutning ikke at støtte den form for patientbehandling, men blot at forlange nedsættelsen af tvang uden de påkrævede midler«, siger hun.