Balance mellem offentligt og privat

Den 1. oktober træder den generelle ventetidsgaranti på én måned i kraft. Det sker samtidig med, at Indenrigs- og sundhedsministeriet har udsendt en rapport fra Udvalget om vilkår for den udvidede fritvalgsordning på sygehusområdet. Den præsenterer nye forslag til vilkårene for private sygehuses og klinikkers samarbejde med det offentlige sygehusvæsen. De indeholder en række nye incitamenter til en forøget konkurrence mellem offentlige og private sygehuse ikke mindst, at en langt større del af de planlagte behandlinger skal sendes i udbud. Den 1. oktober 2007 vil derfor blive husket som dagen, hvor markedskræfterne for alvor ramte det danske sundhedsvæsen. Eller?

Nu er der ikke i sig selv noget galt med, at der bliver en forøget konkurrence mellem det offentlige og det private. Vi er ikke i gang med at lancere et ideologisk skoleridt imod privatho-spitaler. Men det skal ske på lige vilkår, og der skal være sammenhæng. Vores ærinde er, at de grundlæggende principper om fri og lige adgang til behandling af høj kvalitet for alle bevares som det helt centrale i den danske model. Hvis den private sektor fungerer på lige fod og med samme forpligtelser i anstrengelserne for at leve op til denne model, er alt smukt. Det er blot svært at opfatte det, som foregår for øjeblikket, på den måde. Se også artiklen i dette nummer af Ugeskriftet.

Ventetidsgarantien stiller ganske vist alle lige, men ikke alle patienter. Ventetidsgarantien vil for det første favorisere »de lette patienter«, fordi de er hurtige at udrede og hurtige at behandle. Det er derfor også denne type patienter, der har et tilbud om adgang til privathospitaler på det offentliges regning. Det er der ikke noget galt i for de lette patienter. Det er der derimod for de tunge, såsom kronikere og ældre medicinske patienter, der ikke vil være omfattet af nogen garanti. De skal også konkurrere med kræftpatienterne, der nu får status som akutte patienter. Begge sidstnævnte grupper kan kun behandles i det offentlige. Hvis der nu sker en større vandring af de lette patienter over til den private sektor, skal der følge penge med, så ressourcerne ikke tages fra de stadig større forpligtelser, som det offentlige har over for de tunge og komplicerede patienter.

Igen er der ikke noget principielt galt i, at der kommer en øget kapacitet, at nogle flere patienter kan komme hurtigere igennem, og at der er konkurrence. Blot det sker på lige vilkår mht. afregningen, hvilket ikke er tilfældet i dag. Det påpeges i udredningen, at der i dag ikke tages hensyn til de store faste udgifter, som de offentlige sygehuse har, og de forpligtelser, de har til f.eks. det akutte beredskab, til uddannelse af nye læger, forskning, kvalitetsudvikling osv. De private sygehuse og klinikker har med det nuværende DRG-system åbenbart klare konkurrencemæssige fordele, som risikerer at skævvride sundhedsvæsenet. Læg så dertil, at privathospitalerne for øjeblikket får halvdelen af sine patienter fra skattestøttede sundhedsforsikringer. Er det lige vilkår?

Endelig er der hele spørgsmålet om det entydige fokus på produktion. En ny undersøgelse foretaget af Nordic Hospital Comparison Study Group placerer igen danske sygehuse som de mest produktive i Norden. Denne gang sammen med de finske, mens de svenske ligger lavest. Men hvem er det, der lever længst? Det er ikke de danske patienter. Vores politikere rider igen dogmet om produktion. Måske skulle vi også til at tale kvalitet, sikkerhed og patienttilfredshed som incitamenter for at skabe bedre balance i et sundhedsvæsen på vej mod verdensklasse.