Efter coronaepidemien slides der ikke så hårdt på dørhåndtag og trappegelændere. Bevidstheden om at beskytte sig mod virus og bakterier er højere end nogen sinde – eller i hvert fald lige så høj som under den store smitte-scare omkring forrige århundredskifte.
Det begyndte i 1899, da en skovrider ved Middelfart skrev til Kultusministeriet, som også var ministerium for kirkelige anliggender. En lang række sygdomsfremkaldende bakterier var blevet identificeret siden 1870’erne. Efter at Robert Koch i 1882 havde opdaget tuberkelbacillen, blev kampen fløjtet i gang mod 1800-tallets største dræber. Kampen forenede statsmagt og læger. Overalt formanede skilte: »Spyt ikke paa Fortovet«. I offentlige lokaler, i ventesale og på værtshuse opstilledes spyttebakker: Man skulle vænne sig af med at spytte på gulvet og sprede smitten.
Men der var en ting, som myndighederne havde overset, og som den gode skovrider nu ville gøre opmærksom på: alterkalken.
Ved gudstjenestens afslutning gik menigheden til alters, og her blev altervinen indtaget af en fælles alterkalk, som præsten bød rundt.
I 1901, netop efter, at staten i et historisk samarbejde med Lægeforeningen havde blæst til national kamp mod tuberkulosen, kunne skovrideren ikke forstå, at præsten under nadveren lod menigheden drikke af det samme bæger. Brugen af en sådan fælleskalk var »sundhedsfarlig« og »en modbydelig Uskik i Kirken«. Da en datter i skovriderens familie skulle konfirmeres, var familien placeret lige bag ved »en vitterlig brystsyg Familie«, skrev han.
Baggrunden var alvorlig: Omkring århundredskiftet registrerede myndighederne hvert år omkring 6.000 nye tilfælde, og 2.000 døde af tuberkulose.
Ved den kristne kirkes nadver knæler menigheden foran alteret. Præsten holder et vinbæger – alterkalken – og siger blandt andet ordene: »Ligeså tog han (Jesus, red.) kalken efter aftensmåltidet (…) og sagde: Drik alle heraf, denne kalk er den nye pagt i mit blod …«
Her siger Jesus jo klart, at alle skal drikke af samme kalk. Og var det ikke at vise svaghed i troen – ja, mistillid til Gud, hvis man frygtede smitten? Når Jesu blod var i stand til at overvinde døden, kunne det vel også »slå tusinde Baciller ihjel«, lød det fra den fundamentalistiske fløj i folkekirken.
Problemet krævede en løsning, og der indkom mange fantasifulde forslag til ministeriet og de organer, som blev nedsat til at finde en løsning, der kunne stille alle tilfreds – herunder lægestanden. Driftige opfindertyper og forretningsmænd indsendte udkast til »smittefrie« alterkalke, som f.eks. kunne have udskiftelige drikketude. En provst foreslog et alterbrød, som var designet til at dyppe i vinen og opsuge den, mens en præstefrue indsendte en æske med »indkapslet Altervin«. En afholdsmand ville uddele vinen »som Gud har skabt den«, dvs. druer, der blev uddelt enkeltvis. En kordegn skitserede en drejelig krans til at montere på alterkalken med en række drikketude, så hver altergænger fik »sin egen« tud, uberørt af andres læber og skæg. En kirkesanger foreslog papbægre. Sølvvarefabrikant Carl M. Cohr i Fredericia indsendte et »Privat Alterbæger« af sølv, udformet som en krum tragt. På indersiden kunne indgraveres ordene »Jesu Blod« og på ydersiden et kors. Man kunne så sætte sin egen sølvtragt for munden og lade præsten hælde altervinen fra fælleskalken. Dette ville også være en lukrativ forretning for hr. Cohr, hvis et par millioner kirkegængere skulle anskaffe hver deres tragt.
Også den københavnske grosserer Theodor Møller øjnede forretningsmuligheder, da han i oktober 1902 anmodede Kultusministeriet om at anbefale sin opfindelse: den smittefri kalk. Møller beskriver den som »et almindeligt Alterbæger, paa hvis øverste Rand hviler en Krans med 15 Mundstykker«. Kalken har dobbelt bund, og præsten hælder vin i kalken, som han plejer. For hver ny modtager drejer han et nyt mundstykke frem. »Mulige Vinrester løber gennem et Hul i Mundstykkets Bund ned i det under Vinbeholderen værende Rum (Alterkalkens Bund). Naar den næste Altergæst skal drikke, drejer Præsten den indvendige Beholder saa meget, at tuden hviler i Hakket udfor det næste Mundstykke og saaledes fremdeles, til alle 15 ere benyttede«.
Theodor Møller vedlagde en anbefaling, underskrevet af både Lægeforeningens formand, Sophus Meyer, og af formanden for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, korpslæge og venstrepolitiker Holger Rørdam. Men Sjællands biskop, Th. Skat Rørdam, vendte tommelen nedad. Dels ville det komplicerede apparat være praktisk uanvendeligt; og dels skrev lægerne i deres erklæring, at apparatet kun »for en stor del« eliminerede smittefaren.
Men Møller lod sig ikke standse. Han fik endnu flere læger til at skrive under og indrykkede deres anbefaling i flere aviser. Skat Rørdam tog til genmæle. En eventuel smittefare kunne sandt nok bedst afværges ved at bruge separate bægre – særkalke. Det ville imidlertid være i strid med altergangens symbolik, som netop lå i ordene: »Drik alle heraf«. Ville lægerne venligst – bad biskoppen – besvare to spørgsmål: For det første: Var der eksempler på, at nogen var blevet smittet med sygdom ved at drikke af et fælles alterbæger? Og for det andet: Var faren ved at benytte fælleskalken bare tilnærmelsesvist så stor, som når man f.eks. sad tæt sammen i en kirke, et teater, en togvogn, eller når man på åben gade indånder »Partikler af allehaande smittebærende Stoffer«?
Lægeformanden svarede, at der aldrig var påvist smitteoverførsel ved brug af fælles alterkalk – men at det nu også ville være ret umuligt at efterprøve. Til biskoppens andet spørgsmål var svaret et ja: Tuberkulose smittede nemlig ikke via luften, men ved berøring, måtte biskoppen forstå. Og derfor kunne han med god, lægelig samvittighed erklære, at Møllers mærkelige patentbæger ville være en forbedring.
Doktor Meyer var dog enig med biskoppen i, at den eneste helt sikre forebyggelse ville være at give hver altergæst sit eget bæger. Denne anbefaling blev bakket op af Sundhedskollegiet, som pegede på, at fælleskalken i øvrigt også rummede risiko for smitte med andre sygdomme end tuberkulose – ikke mindst den alt for udbredte syfilis. Kollegiet og ministeriet anbefalede derfor at bruge sær-kalke og henstillede til præsterne at opbevare vin og brød under hygiejniske forhold, at vaske hænder med sæbe lige før altergangen og omhyggeligt dreje alterkalken for hver ny gæst, der drak af den. Dette faldt mange præster og biskopper for brystet, så ministeriet måtte moderere bestemmelserne på flere punkter.
Flere og flere var så skræmte over al den snak om smitte under altergangen, at de helt holdt op med at deltage. Den gamle skik med at spise af samme grødfad var man jo også gået bort fra. Nu måtte kirken følge trop ind i det 20. århundrede.
En nadverkommission fandt frem til, at løsningen måtte være et lille særbæger til dem, der måtte ønske det. De, som hyldede traditionen, kunne så drikke af fælleskalken. Javel – men hvem skal købe særbægrene? Skal man medbringe sit eget? Eller skal kirken anskaffe dem? Og hvem skal bestemme det? Præsten? Menighedsrådet? Ministeriet?
Den slags diskussioner underholdt kirkefolk og politikere sig med frem til 1909, da det salomonisk blev bekendtgjort, at alle menigheder kunne indføre brug af særkalke, hvis mindst ti af menighedens medlemmer ønskede det. Det slog dog ikke igennem overalt. I Varde havde kirken anskaffet og tilbudt menigheden særkalke, men ingen var rigtig interesseret. Der ville ellers være mange penge at spare ved at overgå til særkalke. I 1912 kunne provst Thyssen fremlægge et regnestykke: Til 22 altergæster beregnede man en flaske vin med 75 cl til en pris af 1 krone. Det svarede til 3 cl pr. person. Særbægrene, som rummede 2 cl, ville dermed have givet en besparelse på 50%. Men menigheden stod fast: End ikke under den spanske syge i 1918 gav man slip på den gamle fælleskalk.
I 1940 ankom Anna Sophie Seidelin til en jysk landsby som præstekone. »Da brugte man endnu fælleskalk i kirken; men særkalke blev indført kort tid efter«, skriver hun i sine erindringer. »Der fandtes da ikke ét tilfælde af åben tuberkulose i sognet, og lægevidenskaben havde ændret sit syn på hygiejne en hel del. Begrundelsen for indførelsen (af særkalke) var da heller ikke som før: angst for dødelig smitte, men simpelthen uappetitligheden ved at drikke af kop med hvem som helst«.
2020 bød på en genopførelse af alterkalk-balladen fra 1899. Ansatte i folkekirken udtrykte bekymring over smittefare ved julegudstjenester, efter at der i flere tilfælde var konstateret såkaldte »superspreder«-begivenheder i forbindelse med kirkelige handlinger.
Bryllupper, konfirmationer og gudstjenester blev aflyst, der blev indført drive in-gudstjenester, indendørs gudstjenester måtte afkortes til 40-50 minutter, og alle måtte bære mundbind. Hver anden bænkerække skulle stå tom (hvad der næppe var et problem), og der skulle luftes ud efter hver gudstjeneste eller aktivitet. Fællessang blev stærkt frarådet, og antallet af deltagere ved bl.a. begravelser blev stærkt begrænset. Landsforeningen af Menighedsråd udsendte en vejledning, hvor der bl.a. var retningslinjer for, hvordan nadveren skulle foregå. F.eks. »må der ikke anvendes fælles drikkebæger. Man kan f.eks. overveje, om man kan anvende engangsservice … om brødet, der udleveres til nadvergæsterne, bør være pakket ind stykvist«, osv.
