Skip to main content

Barfred-Pedersen pris til Søren Brix Christensen

Torben Kitaj, tki@dadl.dk

6. maj 2011
1 min.

Lægeforeningens fornemste pris, Barfred-Pedersen æresgaven, er på Lægeforeningens årsmøde i dag tildelt læge Søren Brix Christensen.

Han har modtaget prisen for sit dedikerede og engagerede arbejde i Læger Uden Grænser - blandt andet som formand for den danske afdeling i næsten ti år.

»Årets prismodtager er et fantastisk forbillede for alle læger. Han står for noget, som er helt centralt for lægegerningen - nemlig at gøre en forskel for mennesker, som har det sværest. Mennesker, som er ramt af krig eller naturkatastrofer, og som ikke har adgang til selv den mest elementære lægehjælp. Derfor fortjener han om nogen årets ærespris«, sagde Mads Koch Hansen, Lægeforeningens formand.

I sin takketale sagde Brix Christensen, at han var meget ydmyg og beæret over at modtage prisen: »Det er et fagligt skulderklap, jeg gerne vil sige tak for«.

Brix Christensen takkede også sin familie, som var med, da prisen blev overrakt.

Han kvitterede også ved at rose Lægeforeningen for dens vilje til at åbne sig over for verden ved at give prisen til ham.