Barokken og lægekunsten

KUNST  Kan barokken få os til at reflektere på en ny måde over læge-patient-forholdet i dag? Umiddelbart kan dette spørgsmål måske virke helt – ja – barokt, men under mit studie i kunsthistorie, som jeg i de seneste tre år har fulgt på åbent universitet ved siden af mit daglige virke som overlæge, er jeg blevet opmærksom på nogle overraskende fællestræk, som måske kan kaste lys over netop dette spørgsmål. Men først lidt kunsthistorie:

Renæssancen var præget af et harmonisk syn på verden, hvor tingene hang sammen og var forklaret ud fra en sammensmeltning af kristne og antikke idéer. I 1517 kom reformationen, og i 1543 udgav Kopernicus sin afhandling om det heliocentriske system, hvoraf det fremgik, at jorden ikke var verdens centrum. Dette tab af sammenhæng og helhedssyn gav afsættet for barokken; en stilart, der prægede hele 1600-tallet.

Barokken var en åndelig strid, et frembrud af en eksistentiel uvished, en viden om tab og fravær. Barokkens kunst er præget af bevidstheden om døden og en bevidsthed om, at der ikke er noget bag overfladen og de mange iscenesættelser. Barokkens grundtema er forvandlingens, bevægelsens og foranderlighedens væsen. Barokkens livsholdning er beskrevet som åbne mangfoldige rum, der er uden faste grænser og uden centrum. Barokken er i sin grundform en periode, hvor den hidtidige verdensopfattelse er blevet opløst. Forandringerne afstedkommer uendelige rækker af refleksioner og usikkerheder, som gennemsyrer hele samfundet og selvfølgelig også kunsten. Der var dog underliggende også en enhedsbestræbelse i perioden, som havde rod i den trods alt tilstedeværende opfattelse af det guddommelige.

Barokken er blevet beskrevet som et fjernt signalement af vor tid, men den enhedsbestræbelse omkring det guddommelige, som man trods alt havde i barokken, er stort set væk i vore dages sekulariserede samfund. I filosoffen Jean François Lyotards bog om det postmoderne samfund beskriver han, hvordan dette samfund opstår ved tabet af de store sammenhængende fortællinger om vores liv, og vi står således, som i barokken, med et stort tab af sammenhængskraft. Og helt i tråd med den postmoderne fragmenterede opfattelse af verden fremtræder kunsten i dag fragmenteret som et uendeligt åbent rum uden centrum eller kerne og med en mangfoldighed af udtryksformer.

Så kan man overveje, om det er tabet af sammenhængskraft og den deraf følgende fragmentering, der i dag blandt andet afspejler sig i patienters søgen efter behandling både inden for og uden for det etablerede behandlingssystem. Man kan overveje, om den manglende sammenhængskraft påvirker læge-patient-forholdet, fordi lægen ikke længere er den alvidende. Og om det afspejler sig i den manglende tillid til systemet.

Jeg kan varmt anbefale at gå på Statens Museum for Kunst og se barokværker af Karel Dujardin og Cornelius Norbertus Gijsbrecht. Der er også frem til den 20. oktober den seværdige udstilling »Blomster og verdenssyn«, hvor en stor del af det udstillede er barokkunst.