Tusinder af kvinder døde af barselsfeber i 1700- og 1800-tallet. Og desværre må den kollektive skyld for en stor del af miseren placeres hos den tids lægestand.
Også før 1700-tallet var der en høj risiko forbundet med fødslen. Men fra midten af 1700-tallet medførte oprettelsen af sygehuse med lægebemandede fødeafdelinger en mangedoblet risiko. Tidligere forekom barselsfeber som enkeltstående hændelser. Nu kom den i dødelige epidemier.
En vigtig funktion for de store hospitaler var uddannelse. På fødeafdelingerne skulle kandidaterne og de studerende oplæres i fødselshjælp – et fagområde, der hidtil havde været et anliggende for kvindelige fødselshjælpere – jordemødre.
Man må forestille sig hospitalet som et sted, hvor flere indlagte, ofte med forskellige smitsomme sygdomme, deltes om én seng, hvor sengetøjet sjældent blev vasket. Bakterier var ukendte og hygiejnen ikkeeksisterende. Læger og studerende gik direkte fra dissektionssal til fødeafdeling for at håndtere fødsler med uvaskede, bakterieindsmurte hænder. De fødende blev inficeret og døde i stort antal af, hvad der blev kendt og frygtet som puerperalfeber. Fødeafdelingernes hyppige og dødelige epidemier var et uforklarligt mysterium.
Historien om den østrigske læge Ignaz Semmelweis er velkendt og skal ikke gentages – ud over at resumere, at han allerede i 1848 beskrev sammenhængen mellem lægernes uvaskede hænder og den høje barselsdødelighed. Han viste, at simpel håndhygiejne kunne nedbringe smitte og dødelighed dramatisk. Som alle ved, blev han udskammet og ignoreret. Lederen af Fødselsstiftelsen i København, Carl Levy, havde selv problemer med epidemier af barselsfeber. Men i stedet for at efterprøve østrigerens enkle metode brugte han tid og kræfter på en »videnskabelig« nedgøring af Ignaz Semmelweis i Ugeskrift for Læger. Ikke dette tidsskrifts finest hour.
Barselsfeber skyldes bakterielle infektioner. Det kunne ingen vide i 1848. Alligevel kunne man allerede i 1843 læse en artikel i Bibliotek for Læger (s. 379 ff.) med titlen: »En Epidemi af Puerperalfeber, afhængende af Erysipelas-Smitte«. Artiklen citerede den engelske Provincial Medical and Surgical Journal, hvor dr. Robert Storr beskrev »en Mængde Tilfælde af Puerperalfeber i Doncaster i hans egen Praxis« i 1841.
På det tidspunkt forekom et foruroligende højt antal tilfælde af rosen (erysipelas) i byen. Robert Storr bemærkede, at han aldrig havde set en så udbredt eller heftig rosen og tilføjede, at »Puerperalfeber havde endnu aldrig hersket epidemisk«. Men den 7. januar havde han set det første tilfælde. Herefter, og frem til den 26. februar, fik han med få dages mellemrum endnu 23 tilfælde under behandling – »alle hos Koner, som han havde accoucheret, af hvilke 8 døde«.
Robert Storr prøvede alt det sædvanlige: at skifte tøj inden næste barselsbesøg og at tage på landet nogle dage for at komme væk fra byens usunde luft. Det hjalp ikke, og da han var tilbage, havde han endnu et dødsfald af barselsfeber.
»Han blev nu af et Par Kolleger gjort opmærksom paa en mulig Kilde til Feberen i hans Praxis, og tilbagekaldte da i sin Erindring, at han Aftenen før han forløste den første Kone, der blev anfalden af Feberen, havde været hos en Patientinde, der led af gangrænøs Rosen i Foden og Benet, og at en Person, som havde været behjælpelig ved den førstes Fødsel, ligeledes som en Veninde af den Syge med Rosen havde været tilstede hos hende samme Aften« og hjulpet med at tømme bylder for »meget stinkende« pus.
Og netop en af de dage havde han forløst en kone, som fik barselsfeber. Forløbet gentog sig hos flere fødende, og hver gang, han havde håndteret patienter med rosen og derefter hjalp fødende, gik det galt. Robert Storr indså, at der måtte være »en Sammenhæng«, og »at alle samtlige Tilfælde staae i en nær Forbindelse med hinanden, og at, om end ikke Puerperalfeberen med Bestemthed kan ansees for en ondartet erysipelatøs Betændelse, dog Smitten af en saadan er istand til at frembringe Feberen hos Barselskoner baade ved umiddelbar og middelbar Berørelse«.
Som en eftertanke havde Robert Storr bemærket, at også ikkegravide kvinder, som havde været i kontakt med patienter med rosen, i flere tilfælde selv fik sygdommen. Alt sammen bemærkelsesværdigt i en tid, hvor den altovervejende holdning hos lægerne var, at sygdomme som f.eks. barselsfeber og rosen skyldtes dårlig luft – såkaldte miasmer.
Den anden, mindre udbredte, teori var tættere på sandheden. Ifølge denne teori skyldtes smitsomme sygdomme et såkaldt contagion – et ukendt smitstof eller en slags gift, der smittede ved berøring.
Rosen er en hudinfektion, der som regel skyldes streptokokker. Robert Storr kendte intet til bakterier. Han nåede dog til konklusionen, at barselsfeber ikke skyldtes miasmer: Smitten måtte have en helt konkret årsag – nemlig lægens forudgående kontakt med betændte eller gangrænøse læsioner.
I øvrigt blev Robert Storrs observation bekræftet i et efterfølgende nummer af Provincial Medical and Surgical Journal. Under pseudonymet Amicus Candoris henviste en læser til en artikel i Medical Gazette i 1839, hvor en dr. Paley fortalte, at han en dag var på sygebesøg hos en musikprofessor, hvor en kirurg skulle forbinde »en gangrænøs Inflammation i Penis og Scrotum«. Han var netop blevet færdig, da der var bud efter ham om at komme til en fødsel. Kirurgen skyndte sig af sted.
»Da vi mødtes igen fire-fem Dage senere, sagde han: ,Husker du, at jeg blev hentet til en fødende Kvinde den anden Dag?’ Jeg svarede: ,Ja, og hvad så?’ – ,Hun er død. Alt var tilsyneladende fint indtil i går, da hun blev angrebet af en voldsom Smerte i Uterus og døde, før jeg kunne nå at gøre noget for at hjælpe’«.
Et par dage senere løb de to mænd igen ind i hinanden, og »Kirurgen siger, at ,det er meget mærkeligt, dr. Paley. Jeg har mistet endnu en Patient på samme uforklarlige Måde som før’, og næste Morgen, da vi mødes, erklærer han, at han igen havde haft en Patient, omkring to Miles derfra, som blev angrebet på samme Vis, og han bad mig ledsage ham på et Besøg«.
Dr. Paley konstaterede, at kvinden led af puerperalfeber, og mens de endnu befandt sig hos patienten, var der igen bud efter kirurgen om at besøge endnu en barselskvinde. Dr. Paley gik med og kunne igen konstatere et tilfælde af barselsfeber. »Jeg tror, at han i alt havde seks Tilfælde af Sygdommen«, fortalte Paley og tilføjede: »Der er ikke den mindste Tvivl i mit Sind om, at Kirurgen, der tilså dem, var den, som viderebragte noget (kald det, hvad De vil) fra Patienten med Sygdom i Scrotum til Barselskvinderne, og som i dem fremkaldte Puerperalfeberen«.
Dr. Paley rådede kirurgen til at få alt sit tøj vasket og gasset. Han fulgte Paleys råd, men skrev nogle dage senere, at han efterfølgende havde haft endnu flere tilfælde af puerperalfeber.
Dr. Paley havde altså gjort sin iagttagelse omtrent ti år før Ignaz Semmelweis, men nåede dog ikke til erkendelsen af, at smitten ikke hang ved tøjet, men at den blev overført via lægens snavsede hænder.
Men Amicus Candoris afsluttede dog – 35-40 år før bakteriologiens gennembrud – med at skrive, at Robert Storrs nylige artikel »klart og tydeligt er af stor Vigtighed for den lægelige Profession og Menneskeheden i Almindelighed«, og at »hans Observationer er en af de mest værdifulde Belæringer i Omhyggelighed, som vi måske nogen sinde har fået«.
Desværre var det også en belæring, som lægeverdenen valgte at sidde overhørig, indtil Pasteur og Koch omsider gjorde det umuligt at ignorere advarslerne.
