Bedre kliniske ophold for de medicinstuderende

Det går i den rigtige retning for de medicinstuderende på klinisk ophold på 9. semester. De lærer mere. De møder oftere og oftere åbne arme hos deres fremtidige kolleger. Sådan ser det i hvert fald ud for de medicinstuderende ved Københavns Universitet.

»Der skal dog mere end åbne arme til«, udtaler reservelæge Karin Graeser Rosen.

Hun er projektleder på fire afdelinger på Amtssygehusene i Herlev og Gentofte, hvor formålet er sætte mere skik på de 9. semesterstuderendes obligatoriske syv uger lange kliniske ophold, en opgave, som visse afdelinger ifølge de studerendes evalueringer af klinikopholdene tager løst på. Ifølge projektbeskrivelsen er der »et betydeligt potentiale for forbedring.«

Pointen med projektet i Herlev og Gentofte er at få opfyldt målsætningen for 9. semesters klinikophold, bl.a. at de studerende bliver i stand til at have ansvar for et lille antal patienter og således fungerer som en reservelæge for dem.

Dertil kommer et behov for, at de studerende ikke kun oplæres i at blive medicinsk ekspert, den ene af de i alt syv lægeroller, som Speciallægekommissionen udstikker, men indføres i alle syv roller - som kommunikator, sundhedsfremmer, samarbejder, leder/administrator, akademiker og professionel. Derudover vil projektet gøre de studerende bevidste om at varetage patientsikkerhed.

Karin Graeser Rosen beklager, at de medicinstuderende nærmest udelukkende undervises og klinisk oplæres i at blive medicinsk ekspert, for, som hun siger, »når de studerende spyttes ud fra fabrikken, kan de en masse faglige ting men har oftest ikke prøvet at svede i rollen som læge, at samarbejde med de andre faggrupper eller prioritere mellem flere opgaver«.

De studerende modtages i projektet med et intensivt introduktionsprogram, og løbende vil der være kurser med casebaseret undervisning og simulationsbaserede træning i f.eks. stuegangsfunktionen og prioritering af opgaver i vagten.

I klinikken kan de kommunikative færdigheder eksempelvis trænes ved at fremlægge en klinisk problematik ved konference og, selvfølgelig, ved direkte patientkontakt. Rollen som samarbejder skærpes i projektet ved at introducere de studerende for de forskellige faggrupper og deres ansvarsområder. De studerende får lejlighed til at snuse til rollen som professionel ved at få kompetente rollemodeller, lære lægens ansvar og få praktisk kendskab til patientsikkerhed.

Karin Graeser Rosen fortæller, at hun under forberedelserne til projektet har oplevet stor variation mellem afdelingerne med hensyn til prioriteringen af de studerendes uddannelse. Tilfældig planlægning og fraværende tutorer er ikke et særsyn, nævner hun. På en afdeling blev det klart formuleret som: »at her prioriterer vi først og fremmest vores 1. reservelæger, dernæst introduktionslægerne«, hermed sagt mellem linjerne, at prioriteringen af studenterundervisningen kommer nederst på prioriteringslisten.

Ud fra de studerendes skriftlige evalueringer af klinikopholdene fremgår, at der findes afdelinger, som kort og godt ikke er forberedt på, at der dukker en eller flere studerende op og forventer undervisning. Karin Graeser Rosen tilføjer, at der findes afdelinger, hvor lægerne enten ikke aner, at de studerende medbringer en logbog - et dagligt kompetencemålingsredskab, som skal sikre, at de studerende opnår en række kompetencer (gå stuegang, lægge venflon og diverse katetre, udføre hudsutur, etc.), eller anvender den som en tjekliste snarere end en kvalitetssikring.

På afdelingerne er der i projektet investeret en del energi i at gennemtænke hvilke opgaver, der indeholder mest uudnyttet læringspotentiale og planlægge et oplæringsforløb som startes under introduktionen til afdelingen. Der er en verden til forskel på at møde uforberedt på en klinisk afdeling og dagligt selv at skulle stå for at finde en læge at hægte sig på og så på at få tilsendt et varmt velkomstbrev vedhæftet en arbejdsplan og dagligt at udfylde en funktion, hvor man som student oplever at gøre en forskel. Denne proces tager tid og kræver at det prægraduate ophold prioriteres i afdelingen.

Overlæge, dr.med. Merete Vaage-Nilsen, klinisk lektor, kardiologisk afdeling, Amtssygehuset i Herlev, som er medinitiativtager til projektet, mener, at indsatsen over for de studerende bl.a. betaler sig tilbage i form af et godt ry og kompetente yngre læger.

»De yngre læger søger afdelinger med et godt ry. Hvis ikke vi giver de studerende et godt ophold, kan det betyde, at de ikke søger et givent speciale, og det speciale kan i givet fald få rekrutteringsproblemer«, udtaler Merete Vaage-Nilsen.

Mellemleder savnes til de studerende

Professor Berit Eika, Enhed for Medicinsk Uddannelse, Aarhus Universitet, mener, at det kliniske ophold i høj grad er lagt ud til ildsjælene. Hun nævner, at det ikke er den gode vilje, der mangler på afdelingerne, men at der er brug for mere organisering og systematik for at kvalitetsforbedre de studerendes tid i klinikken.

Berit Eika pointerer, at alle, inklusive de studerende, har et stort ansvar for at løfte opgaven. Hun synes, at der kan være for meget »zapperkultur« over de studerende. De er meget optaget af de spektakulære episoder på en afdeling, f.eks. akutte komplicerede patienter, og tror, at når man som studerende har set en patient, må man hurtigt videre til den næste type patient. Men Berit Eika opfordrer til at se samme slags patient flere gange. Det lærer de studerende mest ved.

Hun kunne ønske sig en mellemleder på afdelingen, som sørger for at tilrettelægge og kvalitetsudvikle de studerendes kliniske ophold.

Mellemlederen kunne ifølge Berit Eika være den uddannelsesansvarlige overlæge, som ellers kun har ansvar for det postgraduate forløb, men hun understreger, at mellemlederen delvist skal frikøbes til opgaven - ellers er der risiko for, at uddannelsesopgaven underprioriteres i den almindelige kliniske travlhed. Hun foreslår, at mellemlederen, f.eks. den uddannelsesansvarlige overlæge, med fordel kunne uddelegere undervisningsopgaver til de yngste yngre læger, for det er en gruppe læger, de studerende fremhæver som gode hjælpere under klinikopholdet.

Merete Vaage-Nilsen er meget enig i Berit Eika's betragtninger, men anfører, at de kliniske afdelinger på Sjælland har den nødvendige kapacitet til at løse opgaven i form af den kliniske lektor, ansat af Københavns Universitet. »Det beløb, Københavns Universitet betaler pr. student, går ud til de kliniske afdelinger til frikøb af den kliniske lektor, og de kliniske lærere og legitimerer således tidsforbruget.« Hun tilføjer, at »det forekommer naturligt at den præ- og postgrauate uddannende læge har et tæt samarbejde, hvilket er tilfældet på vores afdeling.«

Småting afgør specialevalg

Ninna Nielsen, 10. semesterstuderende ved Københavns Universitet, »vil vove at påstå, at det er de studerendes egen skyld, hvis man ikke kan tingene efter det kliniske ophold.«

Hun er dog også typen, som på eg et initiativ opsøgte andre afdelinger under sit kliniske ophold for at udbygge sine færdigheder, og hun blev venligt modtaget.

Ninna Nielsen havde også gjort sit forarbejde. For hun søgte om at komme til et sted med et godt ry, Amtssygehuset i Roskilde. Hendes interesse for anæstesi blev yderligere styrket i løbet af opholdet, fordi det var så succesfuldt, men hun er overbevist om, at hun ville vige bort fra en specialeretning, hvis det kliniske ophold ikke var godt.

»Det kan være småting, der afgør et specialvalg. Afdelinger med studerende bør satse på dem, for det er kommende kolleger«, nævner hun.

Fra de medstuderende hører Ninna Nielsen, at der kan være store variationer i kvaliteten af det kliniske ophold. Som tommelfingerregel vil hun ikke opfordre nogen til at søge ind på de hypede afdelinger og hospitaler, hvor der »kan være 100 folk over dig som først skal se patienten«.

Ninna Nielsen fortæller, at der blandt de studerende er delte meninger om logbogen, hvor forskellige færdigheder skal prøves fem gange og afkrydses. På den ene side er det en fordel, fordi man er sikker på at nå igennem de krævede discipliner. På den anden sider er der risiko for at de studerende går så meget op i afkrydsningsøvelsen, at de helt glemmer at følge med i og tager del i de udfordringer som dagen byder, mener hun.

Læs også artiklen »Tidsregistrering: Hvordan bruger de studerende tiden i klinikken?« (Ugeskr Læger 2006;168:46. www.ugeskriftet.dk/portal/page/portal/1DF2090241E14DE5AADF19ED57D6380F"Georgia" SIZE=2 COLOR="#008080">