Bedre samarbejde, tak

TARM

For tre år siden faldt Ugeskriftets vej forbi det gamle sygehus i Tarm, som efterhånden kun rummer laboratorium og røntgen.

Udviklingen - eller måske snarere afviklingen - var til at få øje på. Det var et sørgeligt syn. Lange, tomme, uoplyste gange uden mennesker, ting, pynt og anden aktivitet, der kunne minde om liv. En efterladt lampe hist og en afdød plante pist. Et stort ur på en af gangene var standset på 9.28, som for at signalere for selv de mest tungnemme, at her var tiden gået i stå.

I dag ser der helt anderledes ud. Kunst præger gangene, der godt nok stadig er lige lange men nu fremstår lyse og friske. Der er liv. I et stort lokale lige ved en af indgangene holder en velvoksen gruppe senhjerneskadede patienter f.eks. møde. Et andet rum er indrettet med funklende fitnessudstyr - her holder patienter med behov for træning til. Nede i underetagen findes misbrugsbehandlingen. Og så videre og så videre.

Som en anden Fugl Fønix er Sundhedscenter Vest opstået inden for det gamle hospitals rammer, ligesom et antal praktiserende læger har slået sig sammen i lokaler lige ved siden af sundhedscenteret.

Centret har tilbud til såvel borgere som patienter og er dermed typisk for de 18 sundhedscentre, der i efteråret 2005 fik i alt 100 mio. kroner fra daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.

Der er dog ikke tale om nogen fifty-fifty-ordning.

»Vi er nok mest patientrettede«, siger centrets leder, Ulla Svendsen.

For eksempel rummer centret genoptræning af de patienter, der bliver udskrevet fra sygehus. Der er programmer for kronisk syge, og der findes f.eks. også et kræftrehabiliteringsprogram.

Men der er også tilbud til borgere, som ikke er syge - eller har været det - og der kommer hele tiden nye ting til.

»Vi vil f.eks. prøve at tilbyde et forløb for unge med risiko for at udvikle livsstilssygdomme i bestemte områder i kommunen. Det vil blive sammen med skoler og institutioner«, siger Ulla Svendsen.

Ikke én model

»Lad tusind blomster blomstre«, sagde Lars Løkke Rasmussen dengang om, hvordan kommunerne skulle anvende de 100 mio. kroner, og det har de gjort.

Langt de fleste - nemlig 12 - af de 18 støttede centre har ganske vist gjort som Sundhedscenter Vest og henvender sig til både borgere og patienter, men nogen egentlig »model« er der langtfra tale om. Dertil er centrene for forskellige.

Det fremgår af den evaluering, som en række forskere på SIF (Statens Institut for Folkesundhed) har forestået [1].

»Der er stor forskel. Det har også været intentionen med puljen [fra ministeriet, red.]. Meningen var at få erfaringer«, siger Tina Drud Due, som har været hovedpennefører på evalueringen.

De fleste har dog initiativer inden for de store folkesygdomme KOL, diabetes og hjerte-kar-sygdomme, men der er også enkelte, som koncentrerer sig om alenestående sygdomme - kræftcenteret i København for eksempel (se separat artikel).

Samarbejdet halter

Rapporten kigger ikke bare på, hvordan centrene har organiseret sig men også på, hvordan de samarbejder med andre aktører. Har de hjulpet på den meget omtalte mangel på sammenhæng i det danske sundhedsvæsen? Svaret er nej.

»Man kan ikke sige, at de har øget sammenhængen. Man kan heller ikke sige, at de er kommet ind som et mellemled - de er et nyt led. De er et serviceløft - et tilbud, der ikke var der før«, siger Tina Drud Due.

Problemet for en del af centrene har dog været, at samarbejdet med især de praktiserende læger har været vanskeligt - netop fordi der var tale om en ny og dermed ukendt størrelse.

»Det er et ømt punkt«, siger Tina Drud Due om læge-centersamarbejdet.

»Det er klart et område, der kan forbedres. Der mangler kendskab om, hvad centrene laver. Der er også eksempler på overlap. Der mangler en arbejdsfordeling mellem sundhedscentre, praktiserende læger og sygehuse«, siger hun.

For eksempel er der nogle steder diabetesskoler på både sundhedscenteret og det lokale sygehus. Eller borgere kan få målt blodtryk både hos de praktiserende læger og på sundhedscentrene.

En sådan arbejdsfordeling kan evt. skrives ind i egentlige sundhedsaftaler. De findes enkelte steder, og generelt er der tegn på, at relationerne bliver bedre.

»Vi kan se, at samarbejdet bliver bedre. Det er ikke fordi, der har været modstand. Det er mere et spørgsmål om, at alle skal vænne sig til en ny aktør«, siger Tina Drud Due.

Evaluering, tak

Rapporten kommer med flere anbefalinger. For eksempel at centrene evaluerer indsatsen.

Nogle få gør det allerede. For eksempel har en ekstern evaluering af Sundhedscenter Vest i Tarm vist, at centret faktisk er i stand til at spare penge på de kronisk syge patienter.

En evaluering af de såkaldte mestringsforløb, hvor patienterne lærer at håndtere deres sygdom, viser, at forløbene kan hindre indlæggelser. Godt nok er der kun tale om i alt 18 forløb - men alligevel.

Ekstrapolerer man fra de to fuldt gennemførte forløb, vurderes centrets indsats således at have sparet kommunen for en medfinansiering af indlæggelser samt udgifter til lægebesøg på op til 217.679 kr. på et år, fremgår det [2].

En anden, mere generel evalueringsrapport giver centret et godt skudsmål med en enkelt udfordring: samarbejdet med sundhedsvæsenets andre parter.

»Den udarbejdede samarbejdsmodel anvendes ikke i praksis«, som der står [3].

It kan hjælpe

Kigger man på et andet af de jyske centre - Sundheds-Center Århus - kan man få øje på en mulig løsning - eller i det mindste et bidrag - til at forbedre samarbejdet. Nemlig it.

Centret har meldt sig ind i det øvrige sundheds-it-univers og kommunikerer via Edifact.

»Det er vældigt rart, at man kan sende en epikrise tilbage med en status - f.eks. målt gangdistance, taljemål etc. - efter tre måneder«, siger centrets leder, Karen Bjerre.

Centret måler de patienter, der gennemgår forløb, efter tre måneder, et halvt år og et helt år - derefter hvert år, men centret har ikke været i gang så længe, at de resultater er begyndt at trille ind.

Det er de til gengæld for det første stykke tid, og centret - som også hører til de få, der evaluerer - har fået lavet en halvvejsrapport, som viser noget om, hvordan det går [4].

Her kan man blandt andet se, at der i juni 2007 kun var 16 pct. af kommunens praktiserende læger, der henviste til centret. Men i november var tallet steget til 37 pct. for at slutte på 56 pct. i december.

Hvad angår patienternes resultater, er der fine tal for f.eks. rygestop, kondital og gangfunktion - selv om det er vanskeligt at vurdere langtidseffekten. Midtvejsrapporten indeholder kun tal for start samt tre måneders opfølgningen. Og et enkelt område halter.

»Det, der ikke altid rykker sig så meget, det er vægten«, siger Karen Bjerre.

Cyber-center

Langt de fleste af sundhedscentrene har et fysisk »hjem« i form af nogle mursten og et tag, men der er undtagelser. Lyngby-Taarbæk Sundhedscenter er et af de virtuelle, hvis eneste fysiske ramme er et kontor på kommunens sundhedsforvaltning.

Resten er virtuelle tiltag såsom en hjemmeside med oversigt over muligheder for motion og anden fysisk aktivitet i kommunen samt mobile indslag i borgernes hverdag såsom kommunens sundhedsbus.

»Med bussen kan vi køre hen, hvor borgerne bor, hvor de dyrker sport, eller hvor de handler«, siger sundhedscentrets leder, Mette Elsig.

I bussen kan man foruden en samtale med en såkaldt sundhedsguide f.eks. få målt blodtryk, BMI, og kondital samt få beregnet sin biologiske alder. Måske bemærkelsesværdigt i lyset af det ellers haltende samarbejde mellem sundhedscentrene og de lokale praktiserende læger, er der i Lyngby-Taarbæk en aftale om, hvornår bussens folk sender borgerne videre til deres praktiserende læge, og hvornår ikke.

Desuden blev der etableret en række projekter, som blev placeret ude i virkeligheden.

»Vi ønsker at være derude, hvor vi i forvejen har fagprofessionelle, der møder borgerne«, siger Mette Elsig.

For eksempel handler et projekt om at forebygge akut indlæggelse af ældre i hjemmepleje - her kan en hjemmesygeplejerske tilkalde en visitator fra kommunen og en speciallæge i geriatri inden for 48 timer ved optræk til sygdom, der ellers muligvis kunne udløse en akut indlæggelse.

Kommunen har foreløbig ingen ambitioner om at etablere et fysisk sundhedscenter og har flere tiltag i gang eller på vej, som stort set alle benytter sig af partnerskaber og netværk for at få budskaberne ud til borgerne.

Både fysiske og virtuelle centre benytter sig af sådanne taktikker - spørgsmålet er så, om det lykkes at få budskaberne ud til ikke bare borgerne men også til lægerne.

Kilder: