Behandling af kronisk obstruktiv lungesygdom - nye ikkefarmakologiske muligheder for forbedring

Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er en folkesygdom, som fylder mere og mere i det danske sundhedsvæsen [1]. I mange år har sygdommen været betragtet som relativ utilgængelig for effektiv behandling, men i løbet af de seneste år er der kommet en række nye farmakologiske og ikkefarmakologiske behandlingstilbud til patienter med KOL. Blandt interessante ikkefarmakologiske tilbud er noninvasiv ventilation, lungerehabilitering og forskellige hjemmeordninger. Noninvasiv ventilation vil blive gennemgået i en oversigtsartikel og ledsagende leder i et andet nummer af Ugeskrift for Læger. De to sidstnævnte behandlingstilbud beskrives nærmere i en oversigtsartikel af Hendriksen et al [1]. I artiklen omtales forskellige tiltag og ordninger, hvorunder patienter med KOL behandles og monitoreres. En interessant nyskabelse er hjemmehospitalisering af patienter med ukompliceret opblussen i KOL, der ellers ville være blevet behandlet under indlæggelse. På nuværende tidspunkt er erfaringerne med denne ordning yderst sparsomme i Danmark. Resultaterne af udenlandske studier tyder imidlertid på, at omkring 20% af alle indlæggelser med opblussen i KOL kan konverteres til hjemmehospitalisering uden risiko for patienten. Ordningen synes at være udgiftsneutralt og giver stor patienttilfredshed. Et andet aspekt er besøg i hjemmet i stabil fase af KOL. Hvert år foretages der i Danmark ca. 32.000 ambulante kontroller af patienter med KOL i stabil fase. Mange af disse patienter er så hæmmede af deres åndenød, at det er nødvendigt med patienttransport til ambulatoriet, hvilket kan være dyrt for hospitalet og besværligt for patienten. Derfor har det været nærliggende at afprøve, om nogle af kontrollerne kunne finde sted i patientens eget hjem. Kun i få randomiserede undersøgelser har man belyst effekten af hjemmebesøg til patienter i denne situation. Mens patienter i kronisk iltbehandling synes at have gavn af ordningen uden øgede udgifter, ser det mindre gunstigt ud for patienter, der ikke er i iltbehandling. Der er behov for mere forskning på dette område, herunder mulighed for optimal kontrol i samarbejde med primærsektoren (shared care).

Et andet stort område inden for ikkefarmakologisk behandling af KOL er rehabilitering. Det centrale i et rehabiliteringsprogram er aerob fysisk træning og sygdomslære. Supplerende elementer kan være styrketræning af ekstremiteter og den inspiratoriske vejrtrækningsmuskulatur, rygeafvænning og psykologisk og diætetisk støtte. Lange et al præsenterer i dette nummer af Ugeskriftet de første danske erfaringer med et rehabiliteringsprogram baseret på fysisk træning ved høj intensitet [2]. Programmet er rettet mod motiverede patienter med svær KOL, hvor åndenød er den limiterende faktor. Det centrale i det anviste rehabiliteringsprogram er konditionstræning, som omfatter daglig træning af underekstremiteterne med en intensitet, som ligger på omkring 80% af det maksimale. Mindst to af de ugentlige træningssessioner er superviserede og finder sted på sygehuset. I programmet er der indbygget feedback i form af en træningsdagbog. Monitorering af den fysiske form og af livskvaliteten før og efter et gennemført program anbefales som led i kvalitetssikring, først om fremmest for at sikre sig, at rehabiliteringsprogrammet har den ønskede effekt. I mange år har der været solid dokumentation for, at rehabilitering omfattende ovenstående eller lignende type konditionstræning har en gavnlig effekt på de vigtigste aspekter af KOL-sygdommen, herunder anstrengelsestolerans, åndenød og livskvalitet. Alligevel tilbydes reha-bilitering kun på et fåtal af danske sygehuse. Hvad er årsagen til det ringe udbud? Uden tvivl har man på mange sygehuse været usikre på de økonomiske og praktiske aspekter ved etablering af KOL-rehabilitering. Med etablering af klare retningslinjer for den praktiske håndtering og for implementering, synes de væsentligste barrierer nu at være ryddet af vejen [2]. Som anført i oversigtsartiklen vil etablering af rehabilitering stille krav til uddannelse af de personalegrupper, som indgår i programmet, men dette er ikke nogen uoverkommelig opgave. De økonomiske krav til etablering af rehabilitering er endog meget beskedne i forhold til mange andre behandlingstilbud, men da effekten af rehabilitering på risikoen for indlæggelse og antal sengedage formentlig kun er til stede hos en undergruppe af KOL-patienter med hyppige indlæggelser, skal det økonomiske incitament ikke være det primære. Rehabilitering bør primært indføres, da evidensen for dens effekt på patienters livskvalitet er veldokumenteret. Det bedste råd man i dag kan give til en afdeling, som ønsker at forbedre behandlingen af KOL, er implementering af et simpelt rehabiliteringsprogram - f.eks. Hvidovre-modellen [2]. Dernæst at undersøge, om tiltag som forskellige hjemmeordninger også er gavnlige og praktisk gennemførlige for danske KOL-patienter.

Korrespondance: Thomas J. Ringbæk , Hjerte- og Lungemedicinsk Afdeling, H:S Hvidovre hospital, DK-2650 Hvidovre. E-mail: ringbaek@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet

En fuldstændig litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatteren