Skip to main content

Behandling af kroniske smerter - en underprioriteret samfundsopgave

Overlæge Niels-Henrik Jensen & sundhedspsykolog, cand.psych. Søren Frølich

15. maj 2006
4 min.

Som det fremgår af dette nummer af Ugeskriftet [1] lider hver femte voksne dansker af kroniske smerter. De menneskelige omkostninger omfatter nedsat funktionsduelighed og markant reduceret livskvalitet med varierende grad af angst, depression, katastrofetanker og ofte uhensigtsmæssige forsøg på at tilpasse sig tilstanden. Træthed og lav belastningstærskel præger patienterne.

Mennesker med kroniske smerter benytter sundhedssystemet dobbelt så meget som dem uden smerter [2]. Det medfører betydelige udgifter til gentagne undersøgelser, ineffektive behandlinger, medicin og alternativ terapi. Rygsmerter alene skønnes at koste samfundet 10 mia. kr. årligt [3], men kroniske smerter omfatter mange tilstande, herunder kronisk hovedpine, neuropatiske smerter og flere af de såkaldte »nye sygdomme« som fibromyalgi og følger efter piskesmæld, der er karakteriseret ved få objektive fund og usikker kausalitet. Ud over udgifterne til behandling er kroniske smerter medvirkende årsag til et ukendt stort antal tabte arbejdsår med udbetaling af erstatning, kontanthjælp og pension fra det offentlige eller fra forsikringer.

Et særligt problem hos mange er den manglende synlighed af handicappet, hvilket nemt leder til en mistolkning af tilstanden hos både behandlere, sociale myndigheder og private kontakter. Kronisk smerte er på flere måder en usynlig lidelse. Ofte viser patienterne ikke de adfærdsmæssige tegn på smertepåvirkning, som kendes fra patienter med akutte smerter. Objektive somatiske forandringer mangler ofte eller står tilsyneladende ikke i rimeligt forhold til patientens klager. Smerte er et rent subjektivt symptom, som ikke umiddelbart lader sig måle og derfor ikke er dokumenterbart. Der er i offentligheden generelt en ringe forståelse for, at smerter overhovedet kan være kroniske. De fleste lægmænds sygdomsforståelse er i høj grad knyttet til konkrete diagnoser med forventning om, at sundhedssystemet kan bibringe helbredelse eller smertefrihed - dette vil sjældent være tilfældet, når det gælder patienter med kroniske smerter.

Patienterne behandles ofte flere steder samtidigt med fokus på enkelte organer og enkelte mulige ætiologier. Imidlertid er problemet i virkeligheden præget af en stor grad af kompleksitet og forudsætter optimalt set derfor en multidisciplinær tilgang.

De eksisterende smertecentre og -klinikker, der er etableret i offentligt regi, har lange ventelister og vil selv med store udvidelser aldrig kunne dække det store behov. Private initiativer begynder at skyde frem og hilses velkomne, men kun under forudsætning af, at man på disse enheder kan dokumentere sine kompetencer for at sikre kvaliteten af arbejdet. Ligesom nye enheder i det offentlige bør private smertebehandlingsenheder opbygges på samme måde som de centre og klinikker, der allerede eksisterer, og som er baseret på internationale rekommandationer [4] tilpasset danske forhold. En certificering af kompetencerne kunne tage udgangspunkt i den af The International Association for the Study of Pain netop udsendte bog om uddannelse på smerteområdet [5]. Selve dokumentationen kunne man forestille sig blev gjort over for et af de videnskabelige selskaber, der har smerte som en af hovedinteresserne og i et samarbejde med et af de etablerede smertecentre på universitetssygehusene.

Patienter med kroniske smerter kan sjældent »helbredes«. I et langstrakt og eventuelt uheldigt sagsbehandlingsforløb mellem det sundhedsmæssige og det sociale system risikerer patienten yderligere psykologisk disintegrering. Man må erkende, at nogle mennesker som følge af deres lidelse og funktionsindskrænkninger ikke passer ind i det traditionelle arbejdsmarked og nødvendigvis må stå mere eller mindre uden for dette. Et direkte tværfagligt og multidisciplinært samarbejde mellem behandlerne og de sociale myndigheder omkring patienten bør optimeres. Her bør den praktiserende læge fungere som den primære behandler og koordinator af forløbet.

Nøgleordet i denne sammenhæng er uddannelse. At behandle patienter med kroniske smerter er en samfundsopgave, hvor vidensformidling og uddannelse af alle, som har med disse patienter at gøre, spiller en væsentlig rolle. Formelle postgraduate uddannelsesprogrammer eksisterer i dag i nordisk anæstesiologisk regi og synes så småt at blive inkorporeret i andre specialer og på et tidspunkt forhåbentligt også prægraduat. Ved at man prioriterer undervisning og vidensformidling til alle niveauer i sundheds- og socialvæsenet, vil mange flere patienter kunne hjælpes - og samfundet vil spare penge.

Der ligger i de kommende år en stor opgave i at etablere en national eller i det mindste regionale strategier for den fremtidige behandling af kroniske smertepatienter.



Korrespondance: Niels-Henrik Jensen , Tværfagligt Smertecenter, Amtssygehuset i Herlev, DK-2730 Herlev. E-mail: nije@herlevhosp.kbhamt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet

Litteraturliste fås ved henvendelse til forfatterne.