Content area

|

Behandlingsgarantien er noget af en slagmark

Lægeorganisationer ville fortsætte suspensionen af behandlingsgarantien under epidemien lidt endnu. Men et folketingsflertal genindførte den i januar. Og det på et tidspunkt, hvor ventelisterne er lange, og garantien alligevel ikke fungerer. Men det handler også om rettigheder. Diskussion om rettighed og faglighed findes også blandt læger.
Indsættelse af kunstigt knæled er sammen med hoftealloplastik blandt de ydelser, som privathospitaler tilbyder i stor stil. Patienter i den sygdomskategori kan derfor ofte få et tilbud i det private, når ventelisten i det offentlige er lang. Arkivfoto fra Center for Planlagt Kirurgi, Silkeborg: Martin Dam Kristensen
Forfatter(e)
Anne Steenberger, as@dadl.dk

Ortopædkirurgisk Afdeling i ­Holstebro – snart Gødstrup – har en pukkel på 300 patienter på ventelisten til kunstig hofte eller knæled.

»Vores ventelister er så lange, at om behandlingsgarantien er genindført eller ej er helt lige meget«.

Det siger ledende overlæge Torben Bæk Hansen. Hans vurdering er, at der vil gå minimum seks måneder, før ventelisten er bragt ned – der kommer jo hele tiden nye ­patienter.

Han er formand for Dansk Ortopæd­kirurgisk Selskab, og visse af de ortopæd­kirurgiske behandlinger er blandt dem, som de private hospitaler i stor stil udbyder. For eksempel indsættelse af kunstige knæ og hofter. Men privathospitalerne er også fyldt til randen, siger han og opsummerer:

»Privathospitalerne er overbebyrdede, og alle somatiske sygehuse, som skal dække den behandlingsgaranti, er overbebyrdede. Så det har ikke den helt store betydning lige nu, at der er en behandlingsgaranti«.

Men principielt skal afdelingerne med en gældende behandlingsgaranti sørge for, at henviste patienter får en behandling inden for 30 dage, og hvis det ikke er muligt, skal de tilbydes behandling på et andet sygehus eller privatsygehus. Uanset hvad patienten fejler, så længe det ikke er kræft eller akut – de er omfattet af andre ventetidsregler. Behandlingsgarantien har været suspenderet i to omgange under coronaepidemien. Senest omkring tre uger i januar, men et politisk flertal i Folketinget ønskede den ­tilbage trods protester fra flere lægelige organisationer.

Torben Bæk Hansen mener, at behandlingsgarantien er »fantastisk«, hvis bare ressourcerne var der til det. Men det er de så langtfra, og derfor er der brug for en lægelig prioritering af, hvem der trænger til at blive behandlet først, og hvem der kan vente.

Et eksempel er patienten, der gennem mange år har udviklet slidgigt i en storetå. Denne patient haster ikke så meget og kan godt vente tre måneder. Hvorimod patienten, der har nedgroede tånegle eller sår­dannelse på en tå og derfor ikke kan have en sko på, har brug for hurtigere behandling. En lægefaglig prioritering vil derfor sætte sidstnævnte patient først, også selvom vedkommende en henvist senere end den første.

»Men behandlingsgarantien er ikke et ­udtryk for en lægelig prioritering, men et servicemål. Og det er set med lægeøjne det, der er problemet«, siger han.

Garantien bliver ikke overholdt

Det paradoksale er så, at lige nu er det den lægelige prioritering, der styrer, på trods af behandlingsgarantien.

»I dag er puklen så stor, at vi foretager den lægelige prioritering, som vi under normale forhold efterlyser. Vi har mulighed for at tage de sygeste først. Vi har en lang venteliste med patienter, der venter på at få en kunstig hofte eller knæ, og der prioriterer vi dem, der er bundet til en kørestol eller ikke kan komme ud af deres hjem, først.

  • »Situationen lige nu giver os mulighed for at øve os i at ­prioritere, og det ­giver anledning til at tænke, at det er det rigtige at gøre«

Torben Bæk Hansen, ledende overlæge

Det er en daglig prioritering, fordi vente­listerne er blevet så lange. Vi oplever, at patienternes egen læge begynder at rykke for behandlinger, fordi patienten må ligge i sin seng eller sidde i en stol hele dagen, og lægen synes derfor ikke, patienten kan vente længere«, siger Torben Bæk Hansen.

Så selvom der er en behandlingsgaranti, så vurderer I hver enkelt patient, og garantien bliver ikke nødvendigvis overholdt?

»Garantien bliver helt sikkert ikke overholdt, men giver jo alle patienter mulighed for at blive omvisiteret til privathospital. Vælger patienten at blive hos os, er vi nødt til at graduere patienterne efter alvorlighed. Vi har så dårlige muligheder for at overholde de 30 dage, så reelt flytter vi rundt på ­patienterne ud fra, hvad der haster mest; det er vi ganske enkelt nødt til«.

Torben Bæk Hansen tilføjer:

»Det er lidt bagvendt. Men situationen lige nu giver os mulighed for at øve os i at prioritere, og det giver anledning til at tænke, at det er det rigtige at gøre«.

Nulsumsspil om personale

Afdelingen henviser de patienter videre til privat behandling, som de kan.

»Men den private sektor er ikke særlig stor, og deres kapacitet er ret hurtigt oversvømmet«.

Ville det være en god løsning med et større privat udbud?

»Nej. Hvis man siger, at privathospitalerne bare skal skrue op, så skal man huske, at det eneste sted, de kan få læger og sygeplejersker fra, er det offentlige. Og hvis ­lægerne bare opererer på privatsygehusene i stedet for, bliver der dybest set ikke opereret flere patienter«.

At behandlingsgarantien er genindført er i praksis lige meget. Det er et politisk spil, ­siger Torben Bæk Hansen.

Hvad mener du med det?

»Det ligner ren symbolpolitik. Politisk ved man godt, at ventelisterne er så lange, at ­kapaciteten allerede udnyttes maksimalt på privathospitalerne. Så dybest set koster det dem ikke noget at love behandling inden for 30 dage, når man ikke kan holde, hvad man lover«.

En vigtig rettighed

Jacob Rosenberg er overlæge på Mave-­­Tarm-Afdelingen på Herlev Hospital og sidder i ­regionsrådet i Region Hovedstaden for De Konservative. Han skiftede til det parti et par år før valget i efteråret, indtil da havde han siddet i en periode for Liberal ­Alliance.

Han begrunder sit skifte med, at Liberal Alliance var for forhippet på det frie valg.

»De vil have, at patienten kan vælge det private fra dag et. Det ville dræne det offentlige sygehusvæsen, og det kan jeg ikke stå inde for«.

Men behandlingsgarantien og retten til at vælge behandling i det private, hvis det ­offentlige ikke har et tilbud inden for 30 dage, er han tilhænger af.

»Vi skal holde fast i den. Lige nu er det selvfølgelig svært rigtig mange steder at overholde garantien, men det skal ikke ­medføre, at den fjernes. For vi har et system, der ­samler op, nemlig det private. Det ­kræver selvfølgelig, at der er kapacitet i det private, og den er nu også ved at være presset. Det er så den anden side af historien«.

På hans afdeling, bliver der henvist ­»masser« af patienter til privat behandling.

»Det gør vi jo bare. På et tidspunkt kan de private ikke følge med, og hvis der ikke er kapacitet hverken i det offentlige eller det private, så må patienten vente. Længere er den ikke. Det er ikke noget, der presser ­afdelingerne, højest en enkelt visitator«.

Er der noget symbolpolitik i, at behandlingsgarantien er blevet genindført, når den nu ikke kan overholdes?

»Nej, for patienterne får noget ud af det. De bliver behandlet på privathospital, hvis der er plads. Det fik de ikke lov til uden ­garantien, og så skulle de vente på, at der var plads i det offentlige«.

Jacob Rosenberg synes ikke, at argumentet, om at lægelig prioritering tilsidesættes ved behandlingsgarantien, holder.

»Vi prioriterer patienterne inden for den måned, så hvis der kommer en patient ind, som har behov for hurtig behandling, putter vi ham eller hende foran i køen«.

Differentiering ønskes

Søren Valgreen Knudsen er ph.d. og reserve­læge og nyvalgt politiker for Socialdemokratiet i Region Nordjylland. Han ser ikke en ­diskrepans i, at behandlings­garantien er genindført, til trods for at den ikke kan overholdes.

»Den er en rettighed og som sådan ­central. Den er en garanti for den enkelte borger, og det er godt at vide, at der er en maksimumsgrænse for, hvor længe man skal vente«.

Søren Valgreen Knudsen synes, at vente­tiden på 30 dage til udredning er rimelig. Men til gengæld ville det være godt at vende tilbage til en differentieret garanti i forhold til behandling.

»Der bliver talt meget om tillid og mindre bureaukrati. Behandlingsgarantien på 30 dage bliver kritiseret af fagfolk, fordi den ikke giver plads til faglig prioritering; der kan tværtimod komme nogle uhensigtsmæssigheder på grund af den politisk satte enmånedsgrænse«.

Der skal stadig være en maksimal grænse, gerne tre måneder, foreslår han.

»Sundhedsstyrelsen kunne udvikle nogle overordnede retningslinjerne for de forskellige sygdomsgrupper med anbefalinger til, hvilke der fagligt set kan få behandlingsretten inden for hhv. tre måneder og en måned. Det skal så i sidste ende bero på et lægefagligt skøn i afdelingen«.

Behandlingsgarantien skaber ulighed

Han mener, at der er nogle uhensigtsmæssigheder ved behandlingsgarantien i dag – også i situationer uden pukler. Han peger bl.a. på, at det kun er visse grupper af ­patienter, der har glæde af den. Nemlig de patienter, der skal behandles for noget, som privathospitalerne rent faktisk tilbyder at behandle for. Gør de ikke det, må patienten vente, til det offentlige har plads.

»Privathospitalerne har især specialiseret sig i kunstige knæ og hofter. Men har patienten brug for en anden behandling – inden for medicin, psykiatri og børnekirurgi – vil der langt sjældnere være et tilbud i det private. Dermed er behandlingsgarantien med til at skabe ulighed«.

Han fortsætter:

»Dermed er patientrettighederne i virkeligheden kun for dem, der har bestemte sygdomme. De fleste politikere både i Folketinget og i regionerne er tilbageholdende med at kritisere behandlingsgarantien, for det skal ikke hedde sig, at man er imod patientrettigheder. Men politikere bør være mere opmærksomme på ulighedsaspektet i behandlingsgarantien«.

Pukkelpakke

Søren Valgreen Knudsen kan godt være ­bekymret for, at det nuværende pres på sundhedsvæsenet sammen med behandlingsgarantien, der giver masser af arbejde i det private, som mange læger og sygeplejersker søger over i, kan medføre en ubalance mellem det private og det offentlige sygehusvæsen,.

»Når en væsentlig del af budgetterne ­havner uden for de offentlige sygehuse, så lægger det et negativt pres på det offentlige, og det er især sket i forbindelse med covid og sygeplejerskestrejken. De private er vigtige og skal være der, men de skal ikke konkurrere med og udtømme det offentlige. Der skal være en balance, og lige nu synes jeg, at der bliver suget for meget over i det private«, siger han.

Men det private muliggør jo netop, at ­patienterne ikke skal vente alt for længe, og er vel nødvendigt for, at behandlingsgarantien en dag vil blive overholdt?

»Ja, men det offentlige skal med. Og det kan det kun komme, hvis personalet i det ­offentlige bliver belønnet og motiveret til at tage en ekstra tørn, og der bliver skabt rammer, så de har lyst til at blive i det offentlige«.

Der skal penge til, mener Søren Valgreen Knudsen fra Folketinget.

»Vi har haft vinterpakken til at tage ­presset under corona. Nu synes jeg, vi skal have en pukkelpakke, så vi kan motivere personalet til at tage en ekstra tørn med at få vente­listerne nedbragt«.

Udrednings- og behandlingsretten og frit sygehusvalg

Frit sygehusvalg: En henvist patient kan selv vælge offentligt sygehus.

Udrednings- og behandlingsret:

En patient skal ikke vente mere end 30 dage på udredning og evt. behandling på et offentligt sygehus. Hvis det ikke kan overholdes, har patienten ret til at blive udredt eller behandlet på et privat sygehus –

udvidet frit sygehusvalg.

Ifølge Danske Regioner udgør udredningspatienter en fjerdedel af de patienter, der daglig ses på sygehusene.

Suspension af udrednings- og behandlingsret under covid-19-epidemien:

19. marts 2020-28. februar 2021

5.-20. januar 2022.

Blad nummer: 

Right side