Skip to main content

Behandlingsgarantien er skurken

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

28. jan. 2011
2 min.

Flere fagfolk mener, at årsagen til den voldsomme aktivitetsvækst på nogle behandlingsområder - herunder ryg- og fedmeoperationer - skal hentes i regeringens ideologiske skatkammer: behandlingsgarantien på en måned. Hvordan skal man på en og samme tid garantere patienter behandling inden for en måned og bremse aktivitetsvæksten? Det kan man ikke. En måde er at lempe garantien og forlænge tidsfristen, men så giver man køb på en politisk vigtig patientrettighed. I stedet er man gået ind i de faglige retningslinjer og har rykket på selve indikationen for behandling, så kravene er blevet strammere.

»Man løser et politisk problem ved at dreje på en faglig knap«, mener endokrinolog Bjørn Richelsen.

»Når der sker tæt på en fordobling af fedmeoperationer årlig, er der naturligvis problemer med styringen af området. For man ved ikke, hvor mange der bliver henvist næste år. Men det er et politisk skabt problem, der skyldes ventetidsgarantien på en måned. På et ret nyt område som fedmekirurgien, hvor antallet af behandlinger endnu ikke er kommet i balance, kan det næsten kun give problemer. Og når nu talen er på faglighed, så ser jeg ingen faglige argumenter for en måneds behandlingsgaranti på fedmeoperationer«, siger Bjørn Richelsen.

Mads Koch Hansen mener, man bør overveje at differentiere behandlingsgarantien:

»Man sælger retningslinjerne som fagligt funderede regler. Men i bund og grund er det en omgåelse af det det udvidede frie sygehusvalg. Som nævnt kan der være gode grunde til at prioritere med den stramme økonomi. Men jeg ville foretrække en ærlig udmelding om, at det er en prioritering. Så kunne man åbne op for en diskussion, om det på nogle områder ville være en ide at dispensere for månedsgarantien«, siger han.

Men Bertel Haarder vil hellere stramme kravene til, hvem der skal opereres, og så gøre det hurtigt.

»Når folk skal opereres, så sparer vi ikke noget ved at lade dem vente i længere tid«, lød det på samrådet.

Men er de nye retningslinjer til fordel for patienterne, sådan som regionerne i en pressemeddelelse har sagt? Bjørn Richelsen siger:

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg er ret sikker på, at mange patienter foretrækker, at der er en mulighed for at blive opereret. Men først efter en grundig information. Hvis en operation kan hjælpe på nogle af patientens problemer, så spiller det helt sikkert en mindre rolle, om de skal vente mere end en måned. Navnlig hvis alternativet er, at de slet ikke har muligheden«.