»Behov for faglighed midt i de store armbevægelser omkring nærhospitaler«

»Som noget nyt vil vi etablere nærhospitaler. Hvor kommuner, regioner og alment praktiserende læger kan arbejde tættere sammen om patienten. Det bliver mere trygt«.

Det var ordene fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun tirsdag holdt åbningstale i Folketinget.

Dermed bringer hun et begreb op, som allerede før valgkampen florerede i Socialdemokratiet, men som ikke siden er blevet nærmere defineret.

Sundhedsstyrelsen udkom i september med en skitse til fagligt oplæg, bestilt af Sundhedsministeriet, som skulle indplacere nærhospitaler i sundhedsvæsenet. Her står, at der skal oprettes 10-20 nærhospitaler. Uden sengepladser.

Mette Frederiksen deltog tirsdag aften i et interview på DR, hvor hun uddybede tankerne om nærhospitaler, men ikke ville komme ind på, hvilke behandlinger der er tale om.

Jacob Jensen, som både sidder Folketinget og i regionsrådet i Region Sjælland for Venstre, sagde efter talen til TV 2 Øst, at tanken om nærhospitaler ikke er ny.

»Hvis det er sådan, at det er de mindre komplicerede ting som skanninger, blodprøver og røntgen, så er det fint. Men det er jo noget, vi i forvejen allerede arbejder med – også i Region Sjælland. I dag er der allerede sundhedscentre – det hedder godt nok ikke nærhospitaler, men navnet skal ikke skille os ad – hvor man netop kan de her ting. Her har man den blanding under samme tag, så den tanke er allerede opfundet«.

Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister, sagde efter talen til TV 2 Øst, at nærhospitalerne skal ligge i nogle af de byer, som ikke har akutmodtagelser.

»Det kunne være, man har et avanceret, stort lægehus, men at man måske tænker, at man har brug for flere af de funktioner, man har på hospitaler, som ikke er specialiserede. Det kunne være røntgen eller nogle psykiatriske behandlinger. Det kunne være let, ukompliceret kirurgi. Altså nogle ting, som er forbeholdt hospitaler, og som ikke foregår i lægehusene, men hvor vi kan rykke det tættere på, så folk ikke skal rejse så langt for at få lavet ting, der er relativt ukomplicerede«, siger Kaare Dybvad Bek.

Ifølge formand for Lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke, siger det meget, at det er indenrigsministeren og ikke sundhedsministeren, der udtaler sig om sundhedsområdet og de kommende nærhospitaler.

»Regeringen gør nærhospitaler til en land/by-problemstilling i sit projekt om »et Danmark i balance«, mere end at den har fokus på, hvordan vi får løst de samlede opgaver på sundhedsområdet på en måde, så vi fastholder kvalitet og sikrer, at borgerne ikke på det kommunale område oplever et postnummerlotteri om, hvilken kommune der kan og gør hvad, og at kvaliteten er meget forskellig«.

Fokus i regeringens meldinger om nærhospitaler handler ikke om at sikre patienterne høj kvalitet og på at løse sundhedsopgaven bedst muligt, fokus er derimod på decentralisering og følelser, mener Camilla Noelle Rathcke.

Politisk løfte

Diskussionen om nærhospitaler handler ifølge Camilla Noelle Rathcke også om, at regeringen vil leve op til et løfte, som de har givet borgerne om at levere nærhospitaler.

»Politikere har lov til at have ambitioner om, hvad man gerne vil tilbyde. Men løftet om såkaldte nærhospitaler er ikke en indfrielse af noget, befolkningen har råbt på. Der er ikke nogen i befolkningen, der har efterspurgt et nærhospital. Det er regeringens idé om, hvordan de vil sikre, at der kan foregå behandlinger tættere på borgeren. Fair nok. Men det foregår jo allerede i dag og også i borgerens eget hjem. Det behøver man ikke opfinde nærhospitaler til«.

Hvordan ved du, at befolkningen ikke har efterspurgt det?

»Når man oplever debatten i samfundet, både op til valget i 2019 og nu, og hører efterspørgslen fra patientforeningerne, er det jo ikke nærhospitaler, de efterspørger. Derimod er der flere både patientforeninger og faglige organisationer på sundhedsområdet, der anfægter ideen og er bekymret for kvaliteten. Desuden talte få eller ingen om nærhospitaler, før Socialdemokratiet bragte det op før seneste Folketingsvalg«.

Har Mette Frederiksen ikke en pointe i, at der er et problem med centralisering, der skal løses?

»Der kan være en pointe, men er nærhospitaler da en løsning? Udfordringen er, at hun prøver at adressere flere ting på én gang. Vores ene udfordring er et fragmenteret sundhedsvæsen. Noget kommer af specialisering og centralisering med fokus på at skabe øget kvalitet i behandlingen og sænke sygeligheden og dødeligheden af ikke mindst alvorlige sygdomme. Ulempen er, at det også har skabt et sygehusvæsen, der kan opleves meget opdelt, og hvor man ikke altid formår at binde de enkelte dele i patientens forløb og mange sygdomme sammen til et sammenhængende forløb. Det er vi alle klar over, og det arbejdes der allerede med på mange måder bl.a. i form af patientansvarlig læge og fællesambulatorier med meget logistisk koordinering af patienternes forløb«.

En anden ting, som forsøges italesat, er et logistisk nærhedsproblem.

»Patienterne skal til mange forskellige aftaler. Det handler om borgere med kroniske sygdomme, som fejler mange ting og er i flere forløb. Det er en udfordring, at man skal køre langt, og det ville være en fordel at kunne håndtere mere nært, evt. hos den praktiserende læge eller i speciallægepraksis og med mulig understøttelse af sygehusenes specialfunktioner. Men regeringens forslag er, at noget skal fastholdes i sygehusregi, men foregå på et nærhospital. Det løser ikke udfordringen med, at sygehusene ikke kan håndtere alle patienterne med kroniske sygdomme i de kommende år. Vi kan godt kalde det et nærhospital, og vi har muligvis placeret opgaven nært, men vi har ikke løst sundhedsvæsenets udfordring med, at sygehusene sander til i patienter – nærhospital eller ej«.

Løsning: Opgaven skal skifte hænder

Det, der bør ske for at løfte opgaven med den voksende aldrende befolkning og de mange flere opgaver afledt af dette, er, at nogle opgaver skal skifte hænder fra sygehusregi til »det nære sundhedsvæsen«, dvs. almen praksis i samarbejde med speciallægepraksis og kommunerne. Sidegevinsten er, at det også bliver nært, hvilket betyder meget for patienter med meget kontakt til sundhedsvæsenet. Men en opgaveflytning lader sig kun gøre, hvis der er en plan for, hvordan kvaliteten i behandlingen kan fastholdes, mener Camilla Noelle Rathcke.

Kvaliteten skal fastholdes, sygehusene skal understøtte, rådgive og være inddraget i konsultationer, men behandlingen skal ikke være forankret i sygehusregi.

»Det kræver, at kommunerne landet over kan levere ensartet i kvalitet, tilbud og opfølgning. Høj kvalitet vel at mærke. Og det er det, vi alle sammen råber på, når vi taler om kvalitetsplaner for det nære sundhedsvæsen. Hvordan skal opgaveflytningen foregå, hvis vi ikke har en plan for, hvordan vi griber det an kvalitets- og kapacitetsmæssigt?«.

Nærhospitalerne dumper ned midt i det hele og leverer måske på nærhed, men de leverer ikke på, at behandlingen stadig er forankret i en sygehusstruktur.

»Nærhospitaler flytter bare behandlingen geografisk væk fra sygehuset. Men de leverer ikke på at skære opgaverne til, så der er sygehuskapacitet til, at den voksende aldrende befolkning også alle skal kunne få den meget specialiserede behandling, når det kræves«.

Camilla Noelle Rathcke deler statsministerens blik for patienternes behov for, at vi kan gøre mere nært, så patienternes hverdag med kronisk sygdom bliver logistisk nemmere.

»Det skal gøres planlægningsmæssigt nemmere end i dag, og jeg deler blikket for behovet for, at vi kan levere behandling tættere på. Men jeg deler ikke præmissen om, at det er, fordi vi skal gøre det nært. Vi skal gøre det, fordi det er godt for patienten og for at lave en fremadrettet løsning de næste mange årtier på, at der kommer mange flere ældre med kroniske sygdomme. Høj kvalitet i behandlingen vægter højere end nærhed«.

Ekspertudvalg

Lægeforeningen foreslår at nedsætte et ekspertudvalg, inden der eventuelt bliver oprettet nærhospitaler.

Ekspertudvalget skal som det tidligere »Erik Juhl-udvalg«, der rådgav om de nye sygehusbyggerier, bestå af bl.a. læger med bred faglig erfaring og viden fra den kliniske virkelighed, andre sundhedspersoner og personer med indsigt i sundhedsvæsenets strukturer og administration, mener Camilla Rathcke.

»Vi skal skabe klarhed over, om der er behov for nærhospitaler. Hvor skal vi i så fald placere nærhospitaler i forhold til behandlingssammensætningen og sygehusstrukturen i de forskellige regioner? Skal sundhedshuse udbygges og gøres mere avancerede i deres tilbud? Skal de alle kunne levere det samme, eller er der også her regionale forskelle, man skal tilgodese? Hvordan vil de spille sammen med den nye struktur omkring sundhedsklynger? Og hvilke kommunale funktioner skal de rumme?«.

Alt det er der ikke svar på endnu, mener Lægeforeningens formand.

»Danske Regioner har med sikkerhed gjort sig en masse overvejelser omkring dette, men der er også meget, der handler om, hvordan vi får det her til at spille sammen med almen praksis og kvaliteten i de kommunale tilbud«.

Ekspertudvalget bygger altså på en præmis om, at nærhospitalerne skal oprettes?

»Vi må se, hvor langt regeringens politiske ambitioner kan bære. Men inden der slås det store brød op om nærhospitaler af et vist antal, er det relevant at få en faglig vurdering af, hvad der er meningsfuldt«.

Så ekspertudvalget kan godt ende med at konkludere, at nærhospitaler ikke giver mening?

»Ja, men det kommer an på, hvordan den politiske aftale omkring dette bliver. Hvis regeringen ønsker et bredt flertal, kunne ekspertudvalget jo blive en præmis for, at man overhovedet kan realisere nærhospitalerne. Men vi skal have en tilbundsgående vurdering af, hvor behovet er, og hvordan vi leverer kvalitet i opgaven på en faglig og forsvarlig måde«.

Camilla Noelle Rathcke oplever, at det er svært at overbevise regeringen om, at noget i et forslag har behov for at blive justeret for også at give en faglig mening og sikre kvalitet.

Hvorfor tror du så, at de vil lytte til et ekspertudvalg?

»Politikerne kan på baggrund af udvalg og kommissioner plukke i det, de har lyst til. Men hvis præmissen for et politisk flertal er, at der også nedsættes et udvalg, som får set på det og kigget på de enkelte regioner, er jeg sikker på, at det kan ligge som fundament for, at det overhovedet er realiserbart. Der er behov for faglighed midt i de store armbevægelser omkring nærhospitaler. Vi ser ikke, at regeringen leverer løsninger på de udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor«.

Kan du på nogen måder se et nærhospital for dig?

»Jeg kan godt se for mig, hvad et specialiseret sundhedshus er, og jeg kan godt se for mig, at man på en matrikel, der ligger langt fra et stort akuthospital, kan foretage nogle billeddiagnostiske undersøgelser, kan tage blodprøver, give svar, lave kontroller, have læger med på video. Meget af det kender vi allerede i dag. Men udspillet om nærhospitaler læner sig op ad det udspil, som Sundhedsstyrelsen har lavet, hvor de understreger, at der ikke kommer til at foregå mere på nærhospitalerne, end der i dag foregår i en speciallægepraksis. Der bliver ikke flyttet operationer ud, der kommer ikke til at være sengepladser, man kan ikke være indlagt. Det bifalder jeg, men begrebet hospital er jo noget helt andet«.

»Det at levere en sundhedsopgave for et sygehus, bare et andet sted mere nært, kan jeg godt se for mig, men det er bare at smøre leverpostejen tyndere ud. I sidste ende er det ikke en løsning på de store problemer, sundhedsvæsenet står med. Og der er altså et tvingende behov for en gennemtænkt og robust finansieret sundhedsreform. Så må vi se, om nærhospitaler kan blive en del af løsningen«.

I Sundhedsstyrelsens oplæg står, at der skal være et samarbejde på tværs af sygehuse, almen praksis og kommuner. Et nærhospital er et sundhedstilbud, hvor læger, sygeplejersker og andre faggrupper varetager indsatser enten ved fysisk tilstedeværelse i nærhospitalet eller via digitale eller udgående løsninger.