Behov for nye incitamentsstrukturer

Der er sket store fremskridt i kræftbehandlingen i Danmark de senere år. Behandlerne og behandlingerne er blevet bedre, og der er kommet ny teknologi. Det er synligt på overlevelsen, og det slår også klart igennem i den hidtil største danske empiriske undersøgelse af kræftpatienter, »Kræftpatientens verden«, der blev offentliggjort for nylig. Det står godt til med den sundhedsfaglige kerneydelse. Men prisen for effektiviseringen har været tab af medmenneskelighed. Medierne, der omtalte undersøgelsen, brugte næsten samstemmende udtrykket: kræftpatienter mangler omsorg.

Som læger skal vi være de første til at beklage, at vi tilsyneladende i så stort et omfang ikke er i stand til at levere den medmenneskelighed, som især patienter med så alvorlig en diagnose har krav på. Det burde være en central del af lægegerningen at vise omsorg for patienterne, og i det lægeløfte, som vi alle aflægger, lover vi faktisk at bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som den rige. Men et af de aspekter i debatten om lægeløftet, som vi har i Lægeforeningen, drejer sig også om, hvorvidt den virkelighed, som omgiver os anno 2006, overhovedet gør det muligt for os at leve op til lægeløftets smukke idealer.

Dagens sundhedsvæsen har et stadig stærkere fokus på produktion. De incitamenter, som fx DRG-baseret afregning giver lægerne, drejer sig næsten udelukkende om produktivitet, ikke om kvalitet og sammenhæng. Et større jysk sygehus har således oplevet, at det kostede sygehuset mange penge at foretage flere forskellige undersøgelser på en patient samme dag, fordi tilskudssystemet kun tog højde for én undersøgelse pr. patient pr. dag. Det er ikke rationelt, og for patienten giver det en oplevelse af en fuldstændig mangel på sammenhæng. Der er brug for nye incitamentsstrukturer.

Den stærke fokusering på ventelister er en anden faktor bag de manglende muligheder for at levere kvalitet og sammenhæng i behandlingerne. Der er ingen, der takker lægen for en rask patient, der er glad. Det afgørende er, at ventelistegarantien bliver overholdt og afdelingen opretholder en produktion, der muliggør dette. Det trækker også i retning af, at der ikke bliver afsat tid til at vise omsorg for patienten, tage en ordentlig samtale, sikre at patienten er tryg ved det, som foregår, og i øvrigt at det foregår i anstændige fysiske rammer. Den manglende sammenhæng, utrygheden og følelsen af fortabthed, det træder alt sammen tydeligt frem i den store kræftundersøgelse.

Beretningen til årets Lægemøde handlede om kontrakten i sundhedsvæsenet, kontrakten mellem patienten, lægen og samfundet, og behovet for, at der er en rimelig balance mellem disse tre parter. Når det drejer sig om at give lægen mulighed for at udøve den del af lægegerningen, der handler om at prioritere kvaliteten og skabe sammenhæng og samtidig vise omsorg for sin patient, så er der ikke balance i forholdet. Det klare signal kommer fra patienterne. Vi vil som læger gøre vores til at gøre noget ved ubalancen, men det kræver, at det offentlige også yder deres del, så der bliver tid og der bliver rammer til, at vi også kan opfylde den del af lægeløftet.