Skip to main content

Bekymringer fylder hos KBU-lægerne

Halvdelen af de nyuddannede har forud for KBU-forløbet været bekymret for, om de var klædt godt nok på, og under forløbet oplever de at få bedre supervision i almen praksis end på sygehusene, viser ny undersøgelse. Det kalder på ekstra opmærksomhed på uddannelse og læring, lyder det fra såvel Yngre Læger, Gruppen af Yngste Læger og Overlægeforeningen.
Hospitalsledelserne skal prioriterer, at der er tid til at tage sig ordentligt af de nyuddannede læger, siger YL-formand Helga Schultz.
Hospitalsledelserne skal prioriterer, at der er tid til at tage sig ordentligt af de nyuddannede læger, siger YL-formand Helga Schultz.

Jens Nielsen, jen@dadl.dk

30. sep. 2022
9 min.

Er jeg god nok fagligt? Kan jeg klare at stå med ansvaret? Og hvordan vil jeg blive modtaget på den afdeling, jeg kommer til? De tanker – og bekymringer – har halvdelen af de nyudklækkede medicinske kandidater, inden de starter i deres KBU-forløb. Og undervejs i forløbet oplever rigtig mange meget stor travlhed på især akutafdelingerne og en stor forskel på den supervision, de modtager i deres forløb henholdsvis i almen praksis og på afdelingerne.

Det er tre af hovedkonklusionerne i en ny undersøgelse, som Yngre Læger har foretaget blandt unge læger, der lige er blevet færdige med deres to KBU-forløb.

Bekymringen forud for KBU’en, som 49 procent i undersøgelsen siger, de har haft, har især handlet om usikkerhed på egen faglighed og om det at skulle stå med ­ansvaret i klinikken. Det har været en af årsagerne hos henholdsvis 57 og 53 procent af de forhåndsbekymrede.

Den gode nyhed er så, at KBU-lægerne på den anden side af deres forløb for de allerflestes vedkommende ­giver udtryk for, at de faktisk var fagligt godt klædt på. 63 procent siger, at de i høj grad var rustet, 30 procent, at de i nogen grad var, mens 7 procent angiver, at de ikke følte sig fagligt rustet til at varetage positionen som KBU-læge.

Yderligere er det også tydeligt i undersøgelsen, at ­erfaringer fra klinisk arbejde forud for KBU’en får forhåndsbekymringerne til at falde drastisk. Mens 57 ­procent af KBU-lægerne uden forudgående erfaring i ­undersøgelsen giver udtryk for, at de var bekymrede på forhånd, gælder det kun for halvt så mange af de unge læger, der for eksempel har haft et vikariat under studiet eller et præ-KBU-vikariat efter studiet.

Tag det alvorligt

En af dem, der selv har mærket spørgsmålene myldre frem før KBU-start, er Torsten Vinding Merinder, der er talsperson for Gruppen af Yngste Læger i YL, og han maner til, at bekymringerne tages alvorligt.

»Vi kan se i den nye undersøgelse, men også på kickoff-kurserne og på tværs af undersøgelser hen over årene, at det fylder rigtig meget, når man starter som yngre læge, og det skal selvfølgelig håndteres på en relevant måde. Skridtet fra at være studerende til at være læge er stort, for selvom du har nogen, der superviserer dig, står du pludselig med et stort ansvar. På den måde er forhåndsbekymringerne faktisk udtryk for en ansvarlig tilgang til en meget udfordrende situation«, siger han.

»Det er en stejl læringskurve, lige meget hvor man kommer hen. Det er supervigtigt, hvordan introduktionen forløber, og hvis der ikke er en kultur på afdelingen for at bede om hjælp, så kan der ske ting, der er uhensigtsmæssige, og det kan også være meget belastende i ens videre lægeliv. Man er fortsat under uddannelse og har ikke selvstændigt virke, og man skal have ordentlig supervision og optræning på den her meget vigtige del af ens uddannelse, hvis overgangen fra universitet til ­klinisk virkelighed skal fungere«, konstaterer Torsten Vinding Merinder.

Grafik: CreativeZoo

Han så derfor gerne, at der på uddannelsens 11. og 12. semester var mere fokus både på det forventningspres, man som ung læge lægger på sig selv, og de forventninger, man vil møde ude på afdelingen:

»Når vi kommer ud på afdelingerne, er det ikke det faglige, der er problemet. Det, der er svært, er overgangen og tilvænningen til rollen, og dén psykiske omstilling og det at håndtere ansvarsfølelsen kan man godt arbejde mere med, særligt i forbindelse med de kliniske forløb på sidste semester«, siger Torsten Vinding Merinder.

I Yngre Læger er formand Helga Schultz enig i, at de bekymringer, de unge læger gør sig, kan læses som udtryk for en sund realisme:

»Det er meget naturligt, at man er bekymret, når man går fra at være studerende til at være den, der står med ansvaret som læge. Det tror jeg altid, at alle nyuddannede læger har oplevet. Men det er vigtigt at være opmærksom på, om KBU-lægerne oplever, om de er fagligt klædt på til opgaven, og det synes langt de fleste af dem, at de er. Men undersøgelsen og de mange udsagn i den understreger, at det er vigtigt, at vi, der tager imod dem, når de kommer ud som nye læger, er klar over, at de er bekymrede, og får givet dem en god fornemmelse, og får talt med dem om det, der bekymrer dem. Vi skal tage deres bekymring og nervøsitet alvorlig og imødekomme dem, og få dem til at opleve, at de faktisk er klædt godt nok på til opgaven. Alle læger har en vigtig opgave med det«, siger Helga Schultz

En opgave for sygehusledelserne

At KBU-lægerne i undersøgelsen giver udtryk for, at der er en markant forskel på supervisionen i hospitalsregi og i almen praksis, skyldes ifølge Torsten Vinding Merinder først og fremmest kombinationen af travlhed og omskiftelighed på sygehusene.

»Det, tror jeg, er noget af det, KBU-lægerne oplever i for eksempel akutmodtagelserne, hvor tingene indlysende nok skal gå hurtigt, og der en forventning om, at man løfter i flok uanset uddannelsesniveau. Men netop derfor er det vigtigt at sætte ind i forhold til de yngre ­læger på de her spidsbelastede afdelinger. Her er man nødt til at være endnu skarpere på at prioritere super­visionen og på at sikre de yngre lægers vilkår på afdelingen. Ellers bliver det det muliges kunst i højere grad, end det bliver en dedikeret strategi for, hvordan man træner de yngre læger bedst«, siger han.

»Der er nogle ledelser, der skal kigge på, hvordan man kan gøre det bedre at arbejde i akutmodtagelserne«Helga Schultz, formand, Yngre Læger

Helga Schultz peger på, at forskellen på oplevelsen af supervisionen også skyldes, at man i KBU’ens anden del i almen praksis »allerede har mere overblik og hviler mere i sin lægerolle«.

»Men derudover synes jeg også, man skal give kæmpe credit til lægerne i almen praksis for, at så mange af dem lykkes med at lave nogle gode ophold for KBU-lægerne. På den ene side er der nogle strukturer i almen praksis, som måske kan opleves som mere trygge for en nyuddannet læge, og det kan give en anden ro, at patienterne ikke er nær så akutte, som de er på hospitalerne. På den anden side kan vi se i undersøgelsen, at de relativt få, der ikke trives i almen praksis, er tegn på, at det også er et skrøbeligt system, hvis man f.eks. er hos en solo­læge, og det ikke kører. På sygehusene kan man ­næsten altid finde sig en anden ven, hvis man ikke lige trives med den første, man mødte«, siger Helga Schultz.

Hun mener, at sygehusledelserne har et ansvar for at se på, hvordan de nyuddannede læger kan beskyttes bedre på de mest belastede afdelinger – ikke mindst i akutmodtagelserne, som hun kalder »et sårbart sted på vores sygehuse«.

»De bliver ratet med et dårligt arbejdsmiljø, og når der er dårligt arbejdsmiljø for andre læger, så gælder det også for KBU-lægerne. Så der er nogle ledelser, der skal kigge på, hvordan man kan gøre det bedre at arbejde i akutmodtagelserne. De KBU-læger, der er ansat på en medicinsk eller kirurgisk afdeling, er også nede i akutmodtagelsen, og med det store flow og den høje intensitet, der er der, bliver man nødt til at finde ud af, hvordan man kan få tilrettelagt arbejdet for de nyuddannede læger, så de ikke mærker det hårde arbejdsmiljø helt så voldsomt«, siger YL-formanden.

»De nyuddannede læger skal vide sig sikre på opbakningen og på, at de hellere må ringe en gang for meget end en gang for lidt til bagvagten. Det skal vi som seniore læger melde klart ud. Og vi må tage det alvorligt, at det tit er en dårlig oplevelse, hvis en KBU-læge står alene i front, og backuppen ikke er god nok. Backuppen skal som minimum være i orden, men man kunne godt overveje, om det overhovedet skal være sådan, at de nyuddannede læger står alene i front«, ­siger Helga Schultz.

Rollemodeller for specialet

I Overlægeforeningen siger formand Susanne Wammen, at den manglende tid til at tage ordentligt hånd om de unge læger og deres uddannelse er »en af de ting, som generer os rigtig meget«.

»Det er en af de ting, vi vil ændre på med vores nye ­ledelsesstruktur, for den betyder, at vi får flere uddannelsesansvarlige overlæger, som skal sørge for, at super­visionen bliver indarbejdet i hverdagen. At forholdene er, som de er nu, er udtryk for, at speciallægerne har travlt med alle mulige andre opgaver end at kunne tage sig af KBU-lægerne. Kan man aflaste dem for nogle af de ­opgaver, der ikke direkte har med uddannelse og patient­håndtering at gøre, og lade andre personalegrupper ­overtage de opgaver, vil det frigøre tid til supervision og uddannelse af de unge læger«, siger Susanne Wammen.

Ligesom Helga Schultz peger Susanne Wammen på, at der påhviler de ældre læger et stort ansvar:

»Som overlæger har vi en kæmpe opgave i forhold til at tage godt imod vores nye unge kolleger. Det er deres allerførste reelle oplevelse af at være i lægerollen, og stort set alle, jeg har talt med gennem tiden, har fortalt, at de er havnet i det speciale, de nu er havnet i, fordi der har været en senior læge, der har taget sig godt af dem, givet dem feedback og været en god rollemodel. Det er en af de opgaver, som ligger benhårdt på os overlæger. Det kræver god ledelse, men også at de unge læger føler, de er med i det faglige fællesskab, og at de kan være trygge i vores miljø, så de får lyst til at blive der og måske kan finde på at vælge det speciale, man nu repræsenterer«, siger Susanne Wammen.

»Vi har understreget over for regionerne, at den uddannelsesansvarlige overlæges position som ledelsesfigur er rigtig, rigtig vigtig i vores system. Det er en del af den balance, der skal være i vores sundhedsvæsen – vi kan ikke opretholde en god kvalitet, hvis der ikke er god uddannelse, og det kræver, at man kan planlægge, og at man har indflydelse på vagtplanerne og på arbejdstilrettelæggelsen i løbet af en dag, så der bliver skabt plads til uddannelsen af de unge læger. Det er virkelig en kerneopgave for overlæger – det er afgørende for, om vi får uddannet tilstrækkeligt med speciallæger i de kommende år«.

Den risiko ser Torsten Vinding Merinder også: Er de ting ikke på plads, kan det få konsekvenser ikke bare for den enkelte læge, men også for specialerne.

»Det vil demotivere i forhold til fremtidige specialevalg. Arbejdsmiljøet og de udviklingsmuligheder, det ­giver, er en vigtig del af ens motivation i forhold til specialet. Så hvis de unge læger skal vælge at blive akutmedicinere, er det vigtigt, at vi har nogle velkørende og effektive akutmodtagelser med et ordentligt læringsmiljø – ellers står vi med et problem«, siger Torsten Vinding Merinder.

Formanden for Yngre Læger er enig:

»Vi bliver alle sammen nødt til at blive ved med at minde hinanden om, at sundhedsvæsenet nok er en arbejdsplads, men samtidig også en stor uddannelsesinstitution. KBU-lægerne kommer ud uden selvstændigt virke, og indtil man har arbejdet i sundhedssystemet i et år, er man under en andens ansvar. Det har vi i forbindelse med revisionen af den lægelige videreuddannelse gjort meget for at holde fast i – at det er KBU-lægernes rolle at lære at være læger – og så bliver vi nødt til at insistere på at finde den tid, der skal til, for at de lykkes. Der er fortsat mange, der søger ind på medicinstudiet, men der er også mange læger, der taler om, hvor der er et alternativt arbejdsmarked til det offentlige sundhedsvæsen, så derfor har vi virkelig en interesse i at skabe et arbejdsmiljø, hvor man har lyst til at være – også om mange år. Det er en helt nødvendig langsigtet ­investering, at hospitalsledelserne prioriterer, at der er tid til at tage sig ordentligt af de nyuddannede læger – det bliver vi bare bekræftet i af den her undersøgelse«, siger Helga Schultz.