Bekymringer i Aalborg: »Brug for en plan for, hvornår man forventer problemerne udbedret«

Det er altså medarbejderne, herunder lægerne, som er eksperter i den patientnære hverdag. Derfor bør de inddrages langt mere og langt mere gennemsigtigt, lyder det fra Vibe Lyng Lindgren, der er regional forperson for Yngre Læger i Nordjylland.

»Det vigtigste for mig er, at det bliver en saltvandsindsprøjtning til MED-samarbejdet, hvor man fra ledelsens side har tilliden til at give medarbejderne mere indflydelse på de patientnære beslutninger. Vi må simpelthen ikke underkende, at de, der kender den patientnære virkelighed allerbedst, er dem, der arbejder i den. Så det er min forhåbning, at det er med til at sætte i søen, at vi får styrket samarbejdet, og vi formår at få inddraget medarbejderne i processen så tidligt som muligt«, siger Vibe Lyng Lindgren.

Hun taler om de bekymringsskrivelser, otte nordjyske fagforeninger – herunder Yngre Læger Region Nordjylland – onsdag i sidste uge sendte til både Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Bekymringer, der går på såvel de ansattes arbejdsmiljø som patientsikkerheden på Aalborg Universitetshospitals nye bygninger i Hospitalsbyen, som Hendes Majestæt Dronning Mary klippede snoren over til og dermed officielt indviede dagen forinden.

»Forholdene kan være i direkte strid med arbejdsgiverens pligt til at sikre et fuldt forsvarligt arbejdsmiljø efter arbejdsmiljølovens grundlæggende bestemmelser om sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige arbejdsforhold«, som det bl.a. hedder i skrivelsen til Arbejdstilsynet.

Blandt kritikpunkterne er bekymring for bestråling af kontorområder, for højt støjniveau, for høje temperaturer, manglende skabe og afskærmning i forbindelse med omklædning, manglende adgang til drikkevand, fejl og mangler ved patientkald og klokkesnore og generelt ufærdige rammer (se mere i faktaboks nederst).

Brug for langsigtet plan

For Yngre Læger Region Nordjylland handler det ikke om, at alt er løst og fikst og færdigt i morgen. Eller i overmorgen. Det, der ifølge Vibe Lyng Lindgren er brug for, er tidshorisonter, planer og ansvarsfordeling af, hvornår og hvordan bekymringerne bliver håndteret.

»Hvornår er det f.eks., at medarbejderne kan forvente, at de ikke længere skal klæde om i en IKEA-pose på toilettet? Hvem er tovholder på det? Der er et støjniveau, som kan påvirke stressresponsen, så du ikke får ro i hovedet og energien til at tanke op; der er nogle lysforhold, som kan påvirke kvaliteten af undersøgelserne og en bekymring for GDPR-patienthåndtering. Og derfor har medarbejderne hængt poser, madrasser, tæpper, papir og så videre op på vinduerne som egne løsninger for at kompensere for uhensigtsmæssighederne«, fortæller Vibe Lyng Lindgren.

»Så det, der er brug for, er en plan for, hvornår man forventer problemerne udbedret – og hvad planen er indtil da. Hele uvisheden og det at få nye meldinger hver 14. dag presser det psykiske arbejdsmiljø. Vi kan godt arbejde 150% for en periode og kompensere på, at alt er nyt, og arbejdsgangene tager længere tid – og det gør vi. Men det er en stakket frist, og det er jo ikke til at spå om, hvornår energien til 150% ikke længere er der, og hvornår det så ender med at gå ud over kvaliteten af patientbehandlingen«, siger Vibe Lyng Lindgren, der igen understreger, at inddragelse af medarbejderne i beslutninger relateret til det patientnære er helt afgørende.

Om det så gælder ,små ting’ som manglende iltudtag på patienttoiletterne. Eller større arbejdsprocesser, som påvirker både medarbejdere og patienter.

»F.eks. i forhold til nedskæringen af antallet af akutpladser i akutmodtagelsen, som betyder, at patienterne flyttes meget hurtigt op i huset og nogle gange tager plads, som man egentlig godt ved, kun er ledige nogle timer, fordi den skal bruges til noget specialespecifikt akut. Hele det flow er uhensigtsmæssigt, og det tænker jeg, at man havde fanget på papiret, hvis man havde sørget for medarbejderinddragelse fra dem med kendskab til hverdagen tids nok«, siger Vibe Lyng Lindgren.

Manglende anerkendelse af svær situation

Blandt overlægerne på Aalborg Universitetshospital kan de godt genkende kritikpunkterne formuleret i de to bekymringsskrivelser.

»Ja, det kan jeg. Dem alle sammen«, siger Helle Laugesen, der er overlæge på Anæstesi- og Intensivafdelingen på Aalborg Universitetshospital, og her taler på vegne af overlægerne som formand for Regionalt Overlægeråd i Region Nordjylland.

»Alle de ting, som bliver anført, kan vi bakke op om, i forhold til at der har været problemer, og at der endnu er steder, hvor der fortsat er problemer. Det er vores oplevelse, at man gør, hvad man kan for at løse det. Vi har lokalt råbt vagt i gevær og prøvet at hjælpe med at prioritere, så det mest patientkritiske tages først. For vi kan ikke helt forstå, hvordan de prioriterer. Jeg kan godt se, at de er nødt til at tage tingene lidt ad gangen, men det virker lidt kaotisk og bliver brandslukning og her og nu-midlertidige løsninger«.

Helle Laugesen ser tilbage på en mangeårig proces, hvor der ikke rigtig er »nogen, der helt kan gøre rede for, hvem der har besluttet, hvordan tingene skulle være«, og hvor der »ikke er mange af os, som er her i dag, som synes, at vi er blevet inddraget«. Hvor medarbejdere måske er blevet hørt for år tilbage – men man har valgt at beslutte noget andet alligevel. Hvor f.eks. it-arbejdspladser og konferencefaciliteter var »elendige«, da de flyttede ud i Hospitalsbyen og kun gradvist er blevet bedre.

»Vi har på vores afdeling f.eks. ikke haft mulighed for at øve os på de ting, vi skulle. Normalt ville man i hele teamet, alle faggrupper, på en operationsstue sige: Hvordan skal vi arbejde sammen om det her? Men det har vi ikke kunnet, fordi vi skulle flytte ud på en byggeplads, hvor der stadigvæk var håndværkere, da vi havde planlagte øveture«, siger Helle Laugesen.

»Så der har manglet en organisering af, hvordan vi arbejdeder sammen herude, og at nogle havde et overblik. Vi har kæmpet med at få anerkendt fra ledelsen, at vi som medarbejdere står i en svær situation, når vi f.eks. er blevet mødt med sådan en tilgang, at vi stillede tossede og dumme krav – hvorefter de har rettet sig ind lidt senere«.

Hvilke konsekvenser har det for arbejdsprocesserne og trivslen for lægerne?

»Vi er langt mindre effektive, end vi plejer at være. Jeg kan ikke sige dig, hvornår vi kommer op i kadence igen. Vi har oveni fået nye it- og telefonsystemer, og det er alt sammen en kæmpe udfordring i hverdagen. Alle har været massivt trætte, når de går hjem fra arbejde. Det gælder overlæger, sygeplejersker og yngre læger. Så det har påvirket os rigtig meget. Men vi prøver virkelig at holde fast i, at det ikke må koste på patientsikkerheden, og at det ikke må koste på vores samarbejde på gulvet. Det synes jeg, vi er lykkedes med langt hen ad vejen«.

Overlægerne – i regi af Overlægeforeningen eller FAS – er ikke medunderskriver af bekymringsskrivelserne. At de ikke er inviteret med, skyldes formentlig ifølge Helle Laugesen, at man officielt er en del af ledelsen i MED-sammenhæng. Hvilken forskel myndighedshenvendelserne får, har hun svært ved at forudsige. For hende er det vigtigste, at man tager ved lære af fortidens manglende organisering og medarbejderinddragelse.

»Jeg tænker, at det allervigtigste er, at medarbejdere og patienter – for patienterne er også nogle gange frustrerede – skal anerkendes for, at det her er en svær proces. At man ikke mødes med, at nu stiller man nogle urimelige krav. Og at man bliver inddraget mest muligt. Kommunikation, kommunikation, kommunikation – og lyt, lyt, lyt«, siger Helle Laugesen.

Ledelsen: Vi er i løbende dialog

Fra ledelsen på Aalborg Universitetshospital er det »meget overraskende for os, at der på denne måde – uden forudgående dialog – er rettet henvendelse til styrelser og medier«. Sådan lyder det i en skriftlig kommentar fra lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjortshøj.

»I forbindelse med indflytningen til Hospitalsbyen er der en række kendte udfordringer, der påvirker arbejdsmiljøet, og som kræver handlinger. Det har vi fuldt fokus på, og vi arbejder målrettet med relevante parter for at finde løsninger på både den korte og lange bane. Løsningerne er vi i løbende dialog med vores medarbejdere om via vores medarbejderudvalg og tillidsmandssystemet, som aftalt med de faglige organisationer«, skriver Søren Pihlkjær Hjortshøj og slår samtidig fast, at man står inde for patientsikkerheden – også i Hospitalsbyen – og at sikkerheden for både patienter og personale har deres højeste prioritet.

Hidtil har dialogen imidlertid ifølge Vibe Lyng Lindgren ikke været tilfredsstillende, og derfor er hun medunderskriver på bekymringsskrivelserne. De bekymrende forhold rammer vidt forskelligt, nogle til meget specifikke faggrupper, nogle mere bredt. Nogle steder er der lavet konkrete planer. Men:

»Min oplevelse er dog, at der primært er blevet arbejdet hen imod midlertidige løsninger, efter at man har følt sig nødsaget til at gå i medierne med bekymringerne. Fordi det, som mange er blevet mødt med internt, er, at ,vi arbejder på sagen’, men uden nogen gennemsigtighed for medarbejderne på gulvet i, hvor længe man som medarbejder skal finde sig i de nuværende forhold; hvad der er målet, og hvad planen er, indtil målet er nået«, siger Vibe Lyng Lindgren.