Skip to main content

Bent uden bremser

Formand for lægeforeningen, Mads Koch Hansen

18. jun. 2010
3 min.

Hvis Bent Hansen er lidt træt i disse dage, er der ikke noget at sige til det. Regionernes formand kom ud med en lodret ordre om at få styr på væksten efter forhandlingerne med regeringen om en aftale for de næste års økonomi i sundhedsvæsenet. Ikke så overraskende i lyset af finanskrisen og de nedskæringer, man ser inden for andre sektorer.

Problemet er, at regeringen ikke vil give regionerne ordentlige redskaber at gøre det med. Der er mange ord i aftalen, men de er desværre i høj grad brugt på hensigtserklæringer og formaninger til især sygehusene. De konkrete bud på løsninger er få.

Som forholdsvis nyvalgt formand for Lægeforeningen kender jeg ikke Bent Hansen så godt endnu, men det er bestemt mit indtryk, at han kan bide til bolle under forhandlinger. Pilen peger i stedet på, at der i regeringen er en stædig vilje til ikke at ville til bunds i de problemer, der plager styringen af sundhedsvæsenets økonomi.

Regeringen er ikke klar til at tage livtag med den modsætning, der ligger i både at kræve stram økonomistyring i sundhedsvæsenet og samtidig holde fast i, at patienter har ret til behandling i det private efter en måned. Det gik galt, da der var flere penge at gøre godt med. Nu skal der bremses op, og det skal ske hårdt og kontant. For regionerne tegner der sig en opgave tæt på det umulige. Billedligt talt svarer det til at bede Bent Hansen manøvrere sig frem i myldretiden i en bil uden bremser og kun med hornet til rådighed. Det er ikke rimeligt.

Et punkt i aftalen er der grund til at hæfte sig særligt ved. Der skal spares penge ved at gennemgå og revidere i første omgang de kliniske retningslinjer for fedme- og rygoperationer. Senere skal det samme ske for de andre væsentlige sygdomsområder.

Det er i sig selv positivt, at der i økonomiaftalen er fokus på fagligheden. Men i den konkrete aftale er det problematisk, at der - hvis man nærlæser teksten - ikke er tale om kliniske retningslinjer i den forstand, som læger forstår dem. Vi mener, at de skal omfatte et helt behandlingsforløb, ikke kun visitation. Og udgangspunktet skal naturligvis ikke være at begrænse adgangen til bestemte behandlinger. Hvad vil regeringen gøre, hvis en gennemgang af f.eks. fedmekirurgien viser, at flere vil have gavn af en operation?

Det er kun få uger siden, at regeringen og Dansk Folkeparti besluttede, at det for fremtiden skal koste at blive behandlet for barnløshed på offentlige sygehuse. Sammen med økonomiaftalen bidrager den slags beslutninger til at tegne et billede af, at tilfældige nedslag på enkelte sygdomme skal redde økonomien.

Hvorfor ikke gøre tingene ordentligt? Begynd med at justere en-måneds-garantien. Og tag derefter fat på de kliniske retningslinjer, så man baserer de politiske beslutninger på et fagligt og langtidsholdbart fundament. Lægeforeningen stiller sig gerne til rådighed i den proces. Et vigtigt første skridt er at få udarbejdet landsdækkende kliniske retningslinjer - af den rigtige slags. Hermed mener jeg en systematisk gennemgang af alle sygdomsområder, udarbejdet af danske eksperter i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og med resurser i ryggen. Så får vi et kvalificeret grundlag for at diskutere, hvordan vi får mest sundhed for pengene.