Tretten procent af alle voksne danskere bærer rundt på en eller flere tatoveringer. Ser man udelukkende på de 18-29-årige, er andelen 23 procent. Tatovering er kort sagt mainstream. Men sådan har det ikke været altid. I slutningen af 1800-tallet undersøgte den italienske læge og kriminolog Cesare Lombroso (1835-1909) over 5.300 kriminelle og konstaterede, at over 12 procent af dem var tatoverede – langt flere end nogen anden befolkningsgruppe. Lombroso konkluderede, at kriminelle havde en forkærlighed for at udtrykke sig gennem tatoveringer, og at tatoveringer i øvrigt var indikator på kriminalitet.
Ifølge Lombroso afslørede tatoveringen ejerens »længsel efter det primitive« og var desuden bevis på, at den tatoverede var ufølsom over for smerte. Det var hans overbevisning, at kriminalitet var medfødt, og at man ved systematiske studier kunne etablere en slags »ordbog« over kropsudsmykningens symbolsprog og derved kategorisere de forskellige typer af kriminelle.
»Offentlige fruentimmer«
Den danske læge Rudolph Bergh (1824-1909) var specialist i hud- og kønssygdomme og arbejdede fra 1886 på det nye Vestre Hospital, der senere blev opkaldt efter ham. Her kunne alle gratis og anonymt blive undersøgt for veneriske sygdomme og få rådgivning. Københavns mange prostituerede udgjorde en væsentlig del af Berghs patienter, og i 1891 skrev han i det lægefaglige tidsskrift Hospitalstidende om sin undersøgelse af tatoveringer hos prostituerede.
I 1874 var det ved lov bestemt, at en kvinde, som tre gange var blevet grebet i at bedrive »utugt« mod betaling, efter afsoning af otte dages fængsel skulle indskrives hos politiet som »offentligt fruentimmer«. Hensigten var at føre kontrol med prostitutionen og mindske smitten med kønssygdomme.
Politiet satte strenge begrænsninger op for disse kvinder: De måtte ikke færdes på Strøget, visse steder i Tivoli eller på Amalienborg Slotsplads. De måtte ikke trække åbenlyst på gaden eller udstille sig i vinduer og gadedøre. De måtte ikke have børn over fire år boende hos sig. De skulle melde flytning hos politiet. Og to gange ugentligt skulle de møde hos politilægen og lade sig undersøge for kønssygdomme..
Berghs artikel handler om undersøgelser, han med inspiration fra Lombroso foretog på 804 københavnske prostituerede. Han nærede ikke større sympati for sine patienter og fandt »visse Overensstemmelser mellem Forbryder- og Prostitutions-Naturellet«. Han henviser til undersøgelser, som ifølge ham viser, at prostitution ikke skyldes samfundsforhold, men at prostituerede rekrutteres blandt »fra tidlig Tid lastefulde Individer, som saa at sige vare selvskrevne til Prostitution«.
Bærme og forbrydere
Det, som frister forbrydere og prostituerede til at føre deres lastefulde liv, er ifølge Rudolph Bergh udsigten til »Frihed for Arbeide« og et »utvungent og hasarderet Liv«, en trang til at tilfredsstille »visse Arter af lav Forfængelighed« samt, for nogle, tillokkelsen ved »en ubunden kjønslig Tilfredsstillelse«. Til støtte for at ligestille kriminelle og »offentlige Fruentimmer« henviser Bergh til Lombrosos observationer, som har vist, at andelen af forbrydere, som er tatoverede, er omtrent den samme som blandt de prostituerede. Bergh har foretaget sine egne undersøgelser, som nøje bekræfter Lombrosos: »Af de 804 Individer, som i de sidste 5 Aar virkeligt have practiseret som Skjøger i Kjøbenhavn og have været indlagte paa Vestre Hospital, have de 80 eller omtrent 10 pCt. viist sig tatoverede«, skriver han.
Bergh gennemgår tatoveringens historie som udsmykning i visse erhverv og i »kastelignende«, lukkede samfund som f.eks. hos soldater og søfolk og endda kongelige. Men i disse kredse er det ved at gå af mode, så tatoveringer snart kun findes »i den Bærme af Befolkningen, som afgiver de fleste Forbrydere«. Og her bliver det interessant, mener Rudolph Bergh, for kendskab til individuelle tatoveringer kan være et uvurderligt redskab i »den medico-legale Undersøgelse«.
Omhyggeligt studium
Rudolph Bergh har bemærket, at moden med at tatovere sig først »i de senere Aar« har vundet indpas hos danske prostituerede. Og det skyldes – bemærker han – at en forhenværende sømand med talent for tatoveringens »specielle Kunst« er dukket op i miljøet og har udnyttet disse kvindes »Letsindighed«. Og Bergh har skam undersøgt sagen indgående:
Blandt de 80 »Skjøger«, hos hvem han har fundet denne kropsudsmykning, er det den fhv. sømand, som har ført nålen på de 49. De øvrige er enten tatoveret af veninder, i tugthuset eller politiarresten eller »ere ogsaa mærkede af deres private Elsker« (alfons). Hos 73 optræder der initialer og navne på nuværende og tidligere elskere, men de fleste har også figurer udført med sort, blåt og rødt blæk. Nogle har navne på 5-6 tidligere kærester. En enkelt kvinde har sin brors navn tatoveret, og en enkelt navnet på sit barn.
Hvad figurerne angår, er Bergh ikke imponeret – hverken over den kunstneriske udførelse eller over variationen. Det er som regel de samme symbolske figurer: En rose, et hjerte, ofte over et par sammenknyttede hænder, et anker eller »det banale Emblem for Tro, Haab og Kjærlighed«. Man ser også tværbånd med navne, et skib for fulde sejl, »en patriotisk Flagdecoration med Kanoner« osv.
De fleste af udsmykningerne findes på armene, flest på indersiden af venstre arm, men ellers overalt fra håndled til skulder. Sjældnere sås de på lårene eller på brystet (men i et tilfælde dog mellem brysterne). Men aldrig på underlivet, og i øvrigt ser man aldrig – dette understreger Bergh - obskøne figurer eller antydningen af uanstændigheder.
Smerte og smittefare
I dag er der opstået en hel industri omkring fjernelse af tatoveringer. Sådan var det ikke i (atten)halvfemserne. Nogle farver holder sig uforandrede livet igennem, mens andre falmer eller ændrer sig. Blev man træt af tatoveringerne, var der flere muligheder – ingen af dem gode. Bergh nævner ætsende stoffer, der fremkalder smertefulde kemiske forbrændinger, uden helt at fjerne tatoveringen. Eller man kan dække en uønsket tatovering med en større og mørkere, men det er heller ikke tilfredsstillende.
Nogle sværger til at hælde koncentreret garvesyre på tatoveringen og derpå »tatovere« syren ned i de områder, hvor tatoveringen ønskes fjernet og straks derefter gnide huden med en stift af »Helvedessten« – dvs. en pind af lapis/sølvnitrat, som dels desinficerer, dels dræber det væv, den kommer i kontakt med, og som derfor også kan bruges til at fjerne fodvorter.
Og så var der den nærliggende risiko for at blive inficeret af tatovørens nussede udstyr. Bergh kan fortælle om tatoveringsværktøj, som består af sammenbundtede nåle og dyppes i tusch eller cinnober. I fængslet bruges blæk, eller farver »som lade sig skrabe af forskjellige Brugsgjenstande«.
Endelig nævner Rudolph Bergh de komplikationer, som tatoveringer også kan føre med sig, og som kan være dødelige: »Phlegmoner, Gangræner, Lymphangiter, Blødninger, Erysipelas o.s.v. Syphilis er desforuden temmelig hyppigt overført ad denne Vei, ligesom Lupus saavelsom local og generel Tuberculose«.
Rudolph Berghs Hospital
Trods Berghs kuriøse interesse for tatoveringer hos prostituerede bør han især huskes som pioner inden for venerologien i Danmark. Bergh blev i 1860 dr.med. på disputatsen »Bidrag til Kundskab om Gonorrhoe hos Mandfolk«, men med loven om politimæssig regulering af prostitution fra 1875 skiftede han sin interesse til veneriske sygdomme hos kvinder. I en tid, hvor syfilis og gonorré antog epidemisk omfang, tog han initiativet til at skabe et prostitutionshospital, og var ved ibrugtagningen i 1885 Europas førende på sit område. Det fik navnet Vestre Hospital og behandlede prostituerede med kønssygdomme gratis.
Frem til 1903 ledede Bergh hospitalet, som lå i det nuværende Tietgensgade. I 1910 – et år efter hans død – blev hospitalet omdøbt til Rudolph Berghs Hospital. Da var loven om den regulerede prostitution blevet ophævet, og hospitalet modtog nu både mænd og kvinder med hud- og kønssygdomme. Fra 1939 behandledes også brandsår. I 1974 åbnede Hvidovre Hospital, der overtog hovedparten af hospitalets aktiviteter, men frem til lukningen i 2000 fandtes her stadig et ambulatorium for patienter med veneriske sygdomme.
Kunstneren P.S. Krøyers bronzebuste af Rudolph Bergh står fortsat foran hovedbygningen til det gamle hospital.
