Skip to main content

Bertel vil revolutionere tilskudssystemet

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

22. dec. 2010
2 min.

Sundhedsministeren vil i starten af det nye år fundamentalt ændre måden, som tilskud gives på.

Danskerne skal frit kunne vælge, hvilket præparat deres tilskud skal bruges på, men tilskuddets størrelse vil efter al sandsynlighed fortsat blive afgjort ud fra det billigste præparat:

»Det handler alene om borgerens frie valg. Har man ret til tilskud til billig medicin, men af en eller anden grund foretrækker et dyrere præparat, så skal man have lov at bruge tilskuddet som delvis betaling for dyrere piller«, siger Bertel Haarder til Ritzaus Bureau.

Ændringen vil ifølge ministeren ske hurtigt i det nye år, da det kun kræver en ændring i bekendtgørelsen, ikke lovgivning.

»Samlet vil det jo koste det offentlige meget lidt, men give mere frihed. Det er faktisk så enkelt, at jeg blev fuldstændigt forbløffet over, at denne mulighed ikke har været der hele tiden«, siger han.

Bertel Haarder opfordrer fortsat lægerne til at forsøge sig med det billigste præparat først.

Lægemiddelstyrelsen er i fuld gang med at gennemgå tilskudsstatus på en lang række lægemidler. I november blev omkring 300.000 patienter påvirket, da tilskudsreglerne til mavesårs- og blodtrykmedicin blev ændret.

Formand for Medicintilskudsnævnet Mogens Laue Friis mener, at forslaget vil forvirre læger og ikke gavne patienterne:

»Læger skal være omkostningsbevidste, når de ordinerer lægemidler, og tilskudssystemet skal støtte rationel lægemiddelbehandling. Det er ikke rationelt for patienterne, hvis lægen ordinerer et lægemiddel, hvor tilskuddets størrelse er 35 kr., og patienten får en egenbetaling på fx 734 kr. for 98 tabletter, når patienten kan nøjes med at betale 35 kr. for 98 tabletter og få en lige så god behandling,« siger han.

Enkelttilskud vil fortsat være en mulighed.