Skip to main content

Beskeden afdæmpning af goodwillprocenten i 2004

Direktør Bente Hyldahl Fogh, Praktiserende Lægers Organisation, plo@dadl.dk

31. okt. 2005
6 min.

Hvorfor betales der goodwill?

Det er børnelærdom for mange i almen praksis, at goodwillprocenten er 136. Sådan har reglen været siden den 1. januar 1996, hvor de praktiserende læger kollegialt i form af vedtægtsbestemmelser fastsatte dette loft over goodwill. Det betyder, at praktiserende læger maksimalt kan handle deres klinik til en pris beregnet som gennemsnittet af de tre sidste års omsætning tillagt 36%. Beløbet betales, fordi man overtager en klinik, der giver adgang til en potentiel og forudsigelig indtjening. En værdi, som man først efter en årrække kan oparbejde ved at starte en lægepraksis op fra grunden.

For tiden er der - pga. et faldende antal yngre læger - et pres på den maksimale goodwill, således at goodwillprocenten varierer nedad i langt de fleste amter. Den enkelte praksis' pris bliver nøje vurderet, hvilket den forholdsvist store spredning i priserne indikerer. Især ældre læger betaler prisen for, at systemet er med til at regulere på rekrutteringen og fastholdelsen i almen praksis. Det liberale element er ikke til at tage fejl af på dette punkt.

Der er derfor af naturlige grunde stor opmærksomhed omkring goodwillprocenterne, fordi oplysningerne herom kan anvendes på »markedet«. PLO har adgang til tallene, fordi alle handler skal gennemgås i PLO, således at handlerne overholder de vedtagne kollegiale regler. PLO's bestyrelse har besluttet, at der en gang om året - gennem en artikel i Ugeskriftet - kan offentliggøres tal på landsniveau og amtsniveau. Herudover vil der ikke blive lavet opgørelser.

I denne artikel offentliggøres derfor resultatet af opgørelsen for 2004.

Den samlede rentebetaling er halveret i de sidste fem år.

Ud over det faktiske goodwillbeløb, der skal betales, har renteniveauet betydning for især købers overvejelser. Jo lavere rente desto billigere bliver det at låne penge, og den samlede tilbagebetaling mindskes med renteniveauet. De fleste vil skulle låne penge i banken for at kunne købe en praksis. Det indebærer, at man i en periode har udgifter til afdrag og renter. Modsat kan goodwillbeløbet afskrives, hvilket reducerer udgifterne til renter og afdrag. Afskrivningsprincippet viser, at der er tale om en investering.

Renteniveauet har i en årrække været faldende, også selvom det ikke har skortet på forudsigelser om, at nu stiger renten snart igen. Det betyder en meget gunstig situation for køber. Handles der f.eks. hus, ser man ofte, at det afspejles i højere huspriser, hvis renteniveauet falder. I almen praksis handles der ikke på renteniveauet, og der har ikke været gennemført ændringer i den maksimale goodwillprocent ved renteændringer. Konkret har rentefaldet betydet, at har man behov for at låne 1,8 mio. kr., vil renteudgiften over de syv år, det tager at betale lånet tilbage, være blevet reduceret med ca. 235.000 kr. svarende til en halvering af renteudgiften inden for de sidste fem år Tabel 1 .

Antallet af handler stort set uændret fra 2003

I 2004 er der gennemført 131 handler. Det fremgår af Tabel 2 , at der handles mellem 125 og 150 praksis hvert år, og i hele perioden 1997-2004 er der registreret 1.113 handler. I den videre analyse er ikke medtaget handler med anpartsselskaber, da disse handler prissættes på en helt særlig måde. Det samme gælder handler, hvor der er tale om nul goodwill pga. familiehandler. Disse handler udgør mellem 1 og 5 hvert år. Andre egentlige handler til nul er medtaget - se herom senere.

Det fremgår af Fig. 1 og Tabel 2, at der i 2004 er handlet 23 delepraksis. Det svarer til, at 20-30% af handlerne finder sted i forbindelse med etablering af eller handel med delepraksis. Antallet af delepraksishandler er det laveste i fem år - siden delepraksisreglerne blev lempet.

Antallet af handler med solopraksis er på 25-30% af det samlede antal handler. Antallet er svagt stigende i de seneste par år. Alle praksisformer handles således.

Goodwillprocenten falder - men faldet synes afdæmpet

Det fremgår af Tabel 3 , at den gennemsnitlige goodwillprocent i 2004 er på 82 mod 89 i 2003, 101 i 2002, 113 i 2001 og 120 i 2000.

Der er således tale om et fortsat fald, men faldet synes afdæmpet noget - særligt taget i betragtning, at der er tale om det højeste antal nulhandler nogen sinde.

Antallet af lukninger er steget

Det fremgår, at der i alt er handlet 34 praksis til 0 i goodwill (familiehandler undtaget). I 2004 er registreret det største antal nulhandler i opgørelsesperioden, nemlig i alt 12. Nulhandler kan opstå i forskellige situationer, men af de 12 handler er seks ensbetydende med egentlig lukning af praksis. I de seks øvrige tilfælde er der tale om sammenlægningen med en anden læges praksis.

I 2003 var der to egentlige lukninger, tre sammenlægninger og en overtagelse til nul goodwill.

Den geografiske variation stor

Der er fortsat praksis, der handles til fuld pris men færre end i starten af perioden.

De fleste maks.-handler har fundet sted i Frederiksborg Amt, Århus Amt og Fyns Amt.

Disse amter har nogle af de fleste handler og også det højeste goodwill-niveau. Sværest ser det fortsat ud i Nordjyllands, Storstrøms, Viborg og Ribe Amter (Tabel 4 ).

I 11 amter er der oplevet et fald fra 2003 til 2004. Vejle Amt, Sønderjyllands Amt og Vestsjællands Amt har oplevet en stigning, og en svag stigning ses i Bornholms Amt, Københavns Amt og på Frederiksberg (Fig. 2 og Fig. 3 ).

Stor variation i praksistyper fra område til område

Det tegner i de kommende år fortsat til, at der vil mangle det nødvendige antal praktiserende læger til at sikre et roligt generationsskifte i almen praksis i visse dele af landet. PLO har for nylig revideret prognoserne for fremtidens udbud af praktiserende læger. Tallene vil snart blive offentliggjort.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for at forstærke indsatsen for at fremme lysten til at blive i praksis i så mange år som muligt i en rum tid endnu. Samtidig må der arbejdes på at rekruttere flest mulige yngre læger til praksis.

Der er etableret delepraksis i hele landet, men koncentrationen af solo-praksis er størst i hovedstadsområdet. Det er således i Københavns Kommune, Københavns Amt og Frederiksberg Kommune, at der handles flest solo-praksis. Det fremgår af Fig. 4 .

Kvinderne er de hyppigste købere

Det er ikke muligt entydigt at fastlå kønnet hos køber/sælger ved alle praksishandler, da flere købere/sælgere kan indgå i den samme handel. I 303 ud af 475 handler i perioden 2001-2004, hvor kønnet hos køber og sælger kan fastslås entydigt, har 61 kvinder og 242 mænd handlet til 159 kvinder og 144 mænd. Blandt køberskaren udgjorde kvinderne således lidt mere end halvdelen, svarende til 52%.

Ser man på hvilke praksisformer, der er handlet, er det tydeligt, at kvinder i højere grad end deres mandlige kollegaer søger delepraksis og kompagniskabspraksis. Det fremgår af Fig. 5 , at 2/3 af delepraksis er overtaget af kvindelige læger.

Den opgjorte goodwillstatistik viser ikke det reelle billede af, hvor mange praktiserende læger, der ønsker at gå på pension. En kortlægning af dette er gennemført i nogle amter, og der er alt mulig grund til at følge på op den viden, der er tilvejebragt.