Prioriteringspresset fortsætter de næste mange år. Regionernes formand udsteder det 'løfte', at der kommer flere sparekataloger og "mindre mælk og honning". Samtidig skal almen praksis have et løft. Og forebyggelsen skal vel også prioriteres...?
Prioritering ses i mange afskygninger: Den lille, den store, den grimme, den usynlige, den umulige. En gang imellem bliver den særligt påtrængende og tvinger os til højt at sige 'ja' eller det noget sværere 'nej'.
Der blev ikke leveret mange kategoriske svar, da Lægeforeningen Midtjylland tirsdag aften satte prioritering i sundhedsvæsenet til debat på Vejlsøhus i Silkeborg. Til gengæld kom debatten vidt omkring.
Kan sparekataloger undgås i fremtiden? Kan kvaliteten opretholdes under de øgede effektivitets- og sparekrav? Og hvad med almen praksis - skal der investeres her og nu for at løse de nye og mange flere opgaver i det nære sundhedsvæsen?
Prioriteringsdebatten fandt sted efter en lang periode, hvor sygehusmedicinens himmelflugt har presset regionerne. Og i en region, hvor der stadig er åbne sår, efter det tidligere på året blev meldt ud, at der skal skæres 700 mio. kr. af budgetterne for 2015-2019 og 620 stillinger forsvinder.
Regionsformand og formand for Danske Regioner, Bent Hansen - en af paneldeltagerne - slog fast, at "det vil være naivt at tro, at vi kan undgå yderligere besparelser i fremtiden."
"Der vil komme flere omprioriteringskataloger. Det er mit helt klare løfte - det bliver ikke 'mælk og honning' de næste mange år. Vi prioriterer hver dag - det gør vi som politikere og det gør I i jeres dagligdag", sagde Bent Hansen.
Aftenens anden paneldeltager, sundhedsøkonom og afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse, Jes Søgaard, var enig:
"Det er absurd at spørge, om vi skal prioritere - det gør vi allerede" fastslog Jes Søgaard og benyttede lejligheden til - med henvisning til de seneste tal fra OECD - at gennembore forestillingen om, at vi i Danmark har høje sundhedsudgifter.
"Det har vi faktisk ikke. Vi ligger på en 19. plads. Fra begyndelsen af 0'erne og frem til 09 fik udgifterne lov til at stige med 2-3 procent. Siden har vi oplevet det prioriteringspres, vi ser i dag."
Aftenens største bifald tilfaldt den overlæge, der cirka midtvejs i debatten tog bladet fra munden.
"Jeg oplever en grad af topstyring, der er uden sidestykke - en form for planøkonomi. Vi er blevet udraderet som eksperter. Ekspertrollen blev taget fra os, da Anders Fogh tog værdikampen. Vi bliver ikke hørt. Beslutninger bliver truffet alt efter, hvad der giver stemmer i morgen."
Vi prioriterer hver dag - det gør vi som politikere og det gør I i jeres dagligdag Bent Hansen.
Og en anden fulgte trop: "En centerchef vil hellere have flået neglene af, end at skulle stå til regnskab for, at udredningsgarantien er overskredet."
"Jo, vi lytter til eksperterne," replicerede Bent Hansen og fortsatte:
"Jeg er blevet udråbt som 'sygehusslagter'. Jeg forstår, besparelser kan være frustrerende, men for størstedelen er der faglig evidens for de ting, vi gør. Mange af de ting, vi har med i sparekataloget, burde vi have gjort alligevel - fordi det er fagligt fornuftigt."
Jes Søgaard: "Jeg kan heller ikke genkende, at I ikke bliver lyttet til. Men for det politiske system er der ikke noget værre, end når de bliver mødt med faglig uenighed."
Aftenens tredje paneldeltager, bestyrelsesmedlem i Yngre Læger, Jakob Lager, forsøgte at se på den aktuelle midtjyske sparemanøvre med befolkningens øjne:
"Prioritering er en grundpræmis i sundhedsvæsenet, ja. Men folk forstår ikke, hvordan man kan mangle 700 mio. kr., sagde Jakob Lager, der efterlyste, at forebyggelsen får plads i prioriteringsdebatten.
"Det, der gør den her debat fattig, er, at vi ikke diskuterer, hvordan vi undgår, at folk bliver syge. Tiltag på det område vil kunne rykke - her er der et kæmpe potentiale.
Tyve procent af befolkningen ryger fortsat - ti procent af dem er storrygere. Halvdelen af dem dør, inden de fylder 70. Og halvdelen af danskerne har et BMI over 25. Men de folkevalgte synes at være fløjtende ligeglade. Til gengæld kan vi have en barnagtig debat om grænsehandel - det er næsten ikke til at rumme", sagde Jakob Lager.
Både Jes Søgaard og Bent Hansen nikkede ivrigt:
"Strukturelle tiltag er svære at italesætte i det her land," lød det fra Jes Søgaard.
Bent Hansen medgav, at "vi sjældent tager den debat":
"Vi vil ikke have et 'big brother' samfund - og vi skal jo helst heller ikke ligne svenskerne... Men ja, forebyggelse af rygning og alkohol er det største skridt vi kan tage for at komme ulighed i sundhed til livs."
Jes Søgaard nævnte, at hvis vi skal kunne løfte kræftbyrden, skal almen praksis langt mere på banen.
Tidligere PLO-formand Bruno Melgaard Jensen, der var at finde blandt mødedeltagerne, savnede at se, hvad "man vil med praksissektoren":
"Da man besluttede de gigantiske sygehusbyggerier glemte man at matche disse med et lige så ambitiøst projekt i det nære sundhedsvæsen."
Men Bent Hansen bed ikke til bolle:
"Vi skal ikke lave en plan for almen praksis, der svarer til det, vi får for de 40 mia. kr.(investeringerne i de nye supersygehuse, red.). Vi skal holde os på den faglige bane. I Kræftpakke 4 vil et af elementerne formentlig være, at efteruddannelsesniveauet i almen praksis højnes. Vi skal diskutere, hvor mange praksislæger og hvor meget personale, der skal til for at løfte opgaven. Det politiske fnidder skal væk og vi skal satse på faglighed. Det her skal heller ikke være en hanekamp mellem kommuner og regioner", sagde Bent Hansen.
Jes Søgaard slog fast, at "man ikke kommer videre uden penge":
"Ligesom man ikke kan bygge 20 sygehuse uden penge, kan praksissektoren ikke styrkes med faglighed alene."
Jakob Lager luftede den tanke, at der forskydes penge fra sekundær- til primærsektoren:
"Hvis der ikke er balance mellem byrder og ressourcer, må vi drøfte, hvilke opgaver almen praksis ikke skal løse."
Det fik hænderne til at ryge i vejret og én afkrævede Bent Hansen bud på, hvad det er, de praktiserende læger ikke længere skal tage sig af. Det fik han vist ikke svar på.
En praktiserende læge gjorde opmærksom på, at der er 0,7 praktiserende læge per 1000 indbyggere: "Det er langt under OECDs gennemsnit. Der skal derfor økonomi og vilje til."
En anden praktiserende læge fortsatte ad samme spor: "Vi søger også faglighed.
Men når I taler om økonomi, tænker I på vores gennemsnitsindtægt - lad være med det. Vi står i bakgear, så I bliver nødt til at investere i os, Bent."
Bent Hansen blev næsten rørstrømsk: "Jeg vil almen praksis. Ellers havde jeg ikke brugt tre år på at få forhandlet en aftale på plads i Midt om, at almen praksis skal være indgangen til det akutte sundhedsvæsen. Jeg kan ikke undvære en fungerende almen praksis."
Alle paneldeltagere advarede mod at anskue de indimellem besværlige sektorovergange som en kamp mellem 'dem og os'.
Jakob Eger: "Patienterne er ligeglade med, om det er den ene eller anden sektor, der gør hvad - de vil bare gerne have, at vi samarbejder."
I de sidste minutter blev spørgsmålet om, hvorvidt Danmark - som fx England - skal have et nationalt prioriteringsinstitut, vendt. Bent Hansen kunne oplyse, at Danske Regioner gerne vil bruge KRIS (Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin) til at undersøge pris og kvalitet.
"Men ikke kun medicin - jeg ser gerne, at de ser på den samlede sundhedsmæssige kvalitet. Vi må erkende, at når det kommer til medicin, har vi været elendige købmænd. Vi skal betale det, som er prisen i de tre lande, der indkøber billigst. Vi er nødt til at være hard core", sagde Bent Hansen.
Jes Søgaard erklærede sig som ikke-tilhænger af det engelske prioriteringsinstitut NICE, fordi de "blander myndighed og politik sammen." Og med adresse til de fremmødte, sagde han:
"Jeg har svært ved at forstå, at så mange af jer går ind for økonomisk prioritering - I er klinikere."
