Skip to main content

Bispebjerg kan få ny fødeafdeling

En ny fødeafdeling overvejes på Bispebjerg som følge af stigende fødselstal. Dårlig ide, siger ledende overlæge fra fødeafdeling på Herlev.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

16. mar. 2017
3 min.

På grund af et stigende antal fødsler i Region Hovedstaden overvejer politikerne nu at etablere en helt ny fødeafdeling på Bispebjerg Hospital.

Som det eneste af de større akuthospitaler i Region Hovedstaden har Bispebjerg Hospital ikke en fødeafdeling, men det kan blive en realitet, siger Leila Lindén (S), gruppeformand Socialdemokratiet i Regionsrådet.

”Vi får flere fødsler og vi ved, at vores nuværende fødeafdelinger er pressede og derfor er vi som politikere nødt til at se på hele organiseringen og kapaciteten og hvordan, vi kan ændre det. Derfor er Bispebjerg i spil til en ny fødeafdeling, fordi det er regionens eneste akuthospital uden en fødeafdeling,” siger Leila Lindén, der understreger, at det er et forslag helt i sin vorden.

”Jeg forestiller mig, at en ny fødeafdeling skal have tilknyttet fødselslæger og altså ikke være jordemoderledet. Og det kunne være en mulighed at lade Bispebjerg og Rigshospitalet arbejde sammen om de for tidligt fødte børn lige som de to hospitaler arbejder sammen om andre patienter. Men nu skal vi have et overblik over fødselsområdet, og så må vi se på, hvordan vi organiserer det,” siger Leila Lindén.

Flere fødsler

Antallet af fødsler i Region Hovedstaden er steget fra 20.035 i 2013 til 21.087 i 2015, og de foreløbige tal for 2016 viser en stigning på knap 1200 flere fødsler end året før, ligesom tallet ventes at fortsætte med at stige i årene fremover. På landsplan skønnes fødselstallet at ville stige med 20-25 pct. frem mod 2025.

Men de politiske vinde bliver ikke taget vel imod af Helle Ejdrup Bredkjær, ledende overlæge på gynækologisk- obstetrisk afdeling på Herlev Hospital.

”En helt ny fødeafdeling er en rigtig dårlig ide. Inden for de seneste 15 år har regionen reduceret antallet af fødeafdelinger, så afdelingerne i Frederikssund, Helsingør, Gentofte, Frederiksberg og Glostrup er blevet nedlagt. Og hver gang er der sparet penge. Da Glostrup blev lagt under Herlev blev der sparet 50 mio. kr. Nu er logikken fra politikerne, at siden vi ikke kan få det til at hænge sammen – efter at være blevet reduceret – tilføjer vi en ny fødeafdeling. Det er fagligt set en dårlig løsning,” siger Helle Ejdrup Bredkjær og peger straks på en anden løsning:

”Jeg ser gerne, at de fire fødeafdelinger i regionen - Hillerød, Herlev, Rigshospitalet og Hvidovre – får etableret et fødeafsnit, som er dedikeret til normalt fødende. Vi planlægger selv her på Herlev, at vi i det nye mor-barn-center laver fire fødestuer, hvor de normalt fødende bliver visiteret og kan få en lidt mere rolig fødsel end på den store fødeafdeling, hvor der flere kopforløsninger og kejsersnit,” siger Helle Ejdrup Bredkjær.

Et vikarkorps af jordemødre

Desuden vil en ny fødeafdeling på Bispebjerg forværre den nuværende mangel på jordemødre og fødselslæger. En ny afdeling vil trække flere ansatte væk fra de eksisterende afdelinger, der også er pressede af hjemmefødsler, som trækker en jordemoder helt ud af vagtplanen.

”Og når vi tilmed over et døgn og en uge har en meget stor variation i antallet af fødsler og hvor normale de er, har vi svært ved at planlægge. Derfor kunne man lave et centralt og regionalt korps af jordemødre, der kan sendes ud til de spidsbelastede afdelinger eller sendes ud til hjemmefødsler,” siger Helle Ejdrup Bredkjær.

Også Thomas Larsen, formand for DSOG, er ikke vild med ideerne fra politikerne fra Region Hovedstaden. Han vil i morgen fredag på et bestyrelsesmøde i DSOG tage skridt til at skrive et ”bekymringsbrev” til regionen og appellere om at de faglige miljøer bliver inddraget.

Referencer

LITTERATUR

  1. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  2. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  3. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  4. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  5. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  6. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.