Blå blink i roeland

Når farten er 160 km i timen bliver den roetransport, der anes i horisonten som en prik på den grå landevej, lynhurtigt forvandlet til en mastodont, der fylder hele forruden.

Kører man med blå blink på Lolland under roekampagnen - fra oktober og tre måneder frem - så ved man, at vejene er fulde af kæmpestore dobbelte roetransporter. Man ved, at de kører langsomt og ofte er overfyldte og drysser roer, der smatter ud, når det regner. Så man må køre bagefter dem, til banen er klar, og vejen bred nok til overhaling.

Roer er bare et vilkår og ikke, hvad der optager manden bag rattet, paramedicineren Danni Flygenring lige nu. Han er kaldt ud til en kol-patient, der sidder i sin bil med vejrtrækningsbesvær i Horslunde uden for Nakskov. Allerede et minut efter at 112-opkaldet kom, var Danni på landevejen.

Otte minutter efter opkaldet er han ankommet, det samme er ambulancen, og et stille samarbejde begynder. Først får patienten ilt og derefter ventoline. 14 minutter efter kan patienten sige, at det går bedre. Danni lægger venflon i patientens arm, i tilfælde af at ventolinen ikke hjælper. 17 minutter efter kommer lægebilen, der i dag er bemandet med en sygeplejerske. 21 minutter efter kører ambulancen mod Nakskov Sygehus med patienten. 23 minutter efter opkaldet har Danni fyldt sit medicinskab op - det gør han altid med det samme - og er på vej tilbage til Falckstationen i Nakskov, hvor han har til huse.

Alt i alt tog det otte minutter at komme til skadestedet. Her tog det 13 minutter at få patienten i bedring og sendt af sted til sygehuset. Hurtigt og kompetent.

»Se, det fungerer godt. Det går hurtigt, vi samarbejder, og patienten bliver hjulpet. Bare befolkningen også kunne se det. Men folk er meget kritiske,« siger Danni Flygenring, som derved er inde på et emne, der optager ham og andet sundhedspersonale, Ugeskriftet taler med: Folk er ikke trygge ved sundhedsvæsenet.

Utryg stemning

»Vi er ikke trygge,« siger Kristina Klarskov, der bor i Nakskov, til Ugeskriftet. »Bliver du akut syg om aftenen eller natten, er der 60 kilometer til skadestuen. Får du en flænge i fingeren, der kræver mere end tre sting, skal du også derind, for dem må skadeklinikken ikke tage. Vi er heller ikke trygge ved Nykøbing Sygehus. Vi hører historier om fejlbehandling,« siger hun.

Det med de tre sting er nu ikke helt rigtigt. Kommer der en patient med en flænge på mere end 5-6, cm skal sygeplejersken overveje, hvorvidt patienten skal tage til Nykøbing for at blive behandlet. Men ellers kan behandlersygeplejerske på skadeklinikken Ann Brockdorff bekræfte stemningen blandt borgerne:

»Folk har været vant til en stor åben skadestue. Men den blev nedlagt for cirka fire år siden, og det er svært at vænne sig til ikke at have den.«

To døre fra hende sidder vagtlægen, der i aften hedder Tore Parbo. Han siger:

»Blandt lægerne går der en vits, der siger, at hvis du er så uheldig at blive syg på de her kanter, så er det frem med dankortet og ind i en taxa til Rigshospitalet.«

Nedtur

Det var borgerne, vanen og vitsen. Hvad siger realiteterne?

Faktum er, at der er sket store forandringer i Nakskov-borgernes sundhedsvæsen inden for de seneste år. På sygehuset var indtil for fire år siden en medicinsk og kirurgisk afdeling og en stor åben skadestue. Men så blev den kirurgiske afdeling blev nedlagt og flyttet til Nykøbing Falster Sygehus. Den åbne skadestue lukkede også, og i stedet åbnede en skadeklinik.

Tilbage er så en medicinsk afdeling, der fortsat har en akut modtagelse. Men den blev i foråret indskrænket fra kl. 22 til kl. 15, fordi der efter den nye lægeuddannelse blev indført, ikke er basislæger til Nakskov Sygehus. Ingen basislæger, ingen sen akutmodtagelse.

Patienter, der har brug for akuthjælp efter kl. 15 skal - på nær visse undtagelser - derfor ringe 112 og køres til Nykøbing. Den tur tager med blå blink minimum 40 minutter plus den tid, det tager for ambulancen at komme til patienten.

Så nu er virkeligheden blevet en anden for borgere, der har brug for akut hjælp. Har man en lettere skade, kan man tage til den sygeplejerskebetjente skadeklinik på Nakskov Sygehus, der er åben fra 8 til 22. Efter kl. 16 kan man også ringe til vagtlægen, der dels kører på sygebesøg, dels tager imod på Nakskov Sygehus. Hans vagt går til kl. 8.

Flere ændringer er på vej. Regionen har haft ambulancekørslen i udbud og forbigået Falck, som kører i dag. I stedet skal et svensk firma efter al sandsynlighed overtage regionens ambulancekørsel fra 2009. Undtaget er akutbiler og lægebiler, som ikke har været i udbud.

Planlægning og nød

Årsagen til udviklingen er en blanding af nød - bl.a. rekrutteringsproblemer - og planlægning. Det er i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at små skadestuer nedlægges, og at de akutte modtagelser samles på færre og større enheder, hvor patienten kan få speciallægehjælp døgnet rundt. Til gengæld skal de nære tilbud og den præhospitale indsats oprustes.

Sundhedspersonalet, der arbejder i Nakskov, mærker tydeligt konsekvenserne af sygehusets gradvise amputering. Vagtlægen, Tore Parbo, må på sine vagter tage konsekvensen af, at han ikke længere kan indlægge borgere akut efter kl. 15.

»Nogle få gange har jeg alligevel kontaktet forvagten her på medicinsk afdeling i Nakskov, som så har startet en ekg, taget blodprøver - kørt standardproceduren, indtil ambulancen er her. Det må de egentlig ikke. Men ud fra en lægeetisk holdning gør man det nødvendige. Vi må jo se i øjnene, at skal en patient indlægges på det tidspunkt, tager det 40 minutter med blå blink at komme til sygehuset, vel at mærke, når ambulancen først er her. Den kan jo være i den anden ende af Lolland.«

Hvordan synes du, at det fungerer?

»Det er ikke optimalt for patienten. Det er de forhåndenværende søms princip. Men jeg har dog aldrig tænkt, at nu går det galt. Jeg tror, at det er fordi vi yderkantslæger arbejder på en særlig måde. Vi tænker fremad og forudser mere. Jeg klarer en del herfra, får oplysninger af patienten og gør ham eller hende klar. Det er normalt er noget, man gør i akutmodtagelsen, og ikke en min opgave. Alt i alt har jeg ikke været bekymret på borgernes vegne. Bruger man nogle minutter på en god henvisning og lægger op til en diagnose, er patienten godt kørende.«

Bag en anden dør i en ellers meget stille del af sygehuset har skadeklinikken til huse. Den er åben fra 8 til 22. Her sidder i dag sygeplejerske Ann Brockdorff. Hun har en dobbeltvagt og har været her siden kl. 8 i morges. Nu er kl. 17, og hun har haft otte patienter.

»Det lyder måske ikke af så meget, men det kan godt holde mig beskæftiget, for vi skal gøre alt selv - hente patienterne, oprette dem på pc, undersøge, behandle, evt. sende videre til røntgen eller Nykøbing eller hjem,« siger hun.

Dagens patienter har blandt andet haft en brækket finger og et muligt benbrud. De blev begge sendt videre til Nykøbing, som de skal, når der er mis tanke om brud. En kom med svejserøjne - forbrændte øjne. Patienten fik smertebehandling og forebyggende medicin mod øjenbetændelse. En var faldet og havde hudafskrabning og hævet ankel.

Skadeklinikken på Nakskov Sygehus hører under skadestuen på Nykøbing Falster Sygehus, som har godt og vel 20 behandlersygeplejersker. Sygeplejerskerne tager herfra ud til Nakskov og Stege.

Er akutbetjeningen i Nakskov og omegn god nok?

»Generelt må folk køre mere på landevejene. For de ældre uden bil er det da bedst at kunne komme herhen. Ellers skal de først vente på en bil. Det tager tid, og så skal de vente måske 4-6 timer på skadestuen. For dem er det da en klar fordel, hvis de kan komme her,« siger Ann Brockdorff.

Bedre hjælp før sygehuset

Når transporten til sygehuset tager længere tid, skal den akutte patient have bedre hjælp på vejen.

Og så er vi tilbage ved Danni Flygenring, der foreløbig er den ene af to paramedicinere, der kører i regionens sydlige del. Yderligere tre reddere fra denne del af regionen er ved at blive uddannet. På længere sigt skal alle de tre akutbiler, der kører på Lolland, være bemandet med paramedicinere.

Filosofien er, som nævnt, at når man nedlægger en skadestue, skal det præhospitale beredskab styrkes. Patienten skal have kvalificeret hjælp på stedet - om det er hjemme eller på landevejen - af veluddannede reddere, paramedicinere og lægebiler.

Som paramediciner har Danni Flygenring flere kompetencer end en ambulanceredder. Han må bl.a. give medicin direkte i blodåren. Han siger:

»Vi skal sørge for, at patienterne lever, når vi afleverer dem. Vi har patienten i kort tid. Vi symptombehandler og har ikke brug for diagnoser. Kort sagt, så tager vi hurtigt ud og kommer hurtigt hjem.«

Som den første i landet fik paramedicinerbilen i Nakskov i foråret en autopulse. Det er en maskine, der kan give hjertemassage i op til en time i den rigtige rytme og styrke. En oplagt fordel, når man bor i et udkantsområde, hvor man risikerer at skulle vente længe på ambulancen. Eller, hvis det er nat, man skal ud på en lang tur i ambulancen.

Paramedicineren bliver sendt ud ved 112-opkald sammen med ambulancen. Lægebilen kommer ud på en specialmelding - men folkene i ambulancen eller akutbilen kan afmelde den. Ofte er paramedicineren den første på stedet, fordi akutbilen er den hurtigste.

Det er 12 år siden, at Danni startede hos Falck som ambulanceelev i Maribo. Han synes, at tingene har ændret sig i den tid:

»Generelt er der flere akutture. Jeg tror, at det er, fordi folk er blevet mere forvænte. De lægger ansvaret fra sig. Hvis de oplever et uheld, ringer de bare 112 uden først at gå hen for at se, om de kan gøre noget, eller se, hvor slemt, det er. Folk er ikke så gode til at tage hånd om sig selv og andre.«

3 spørgsmål til: Kristian Ebbensgaard (V) Regionsformand, Region Sjælland

Borgerne føler sig ikke trygge ved den akutte hjælp, der tilbydes i Nakskov. Hvad siger du til det?

At have et sygehus, der ikke kan behandle akutpatienter, kan kun give falsk tryghed. Borgerne skal til Nykøbing F. akutmodtagelse, hvis de har en alvorlig skade eller sygdom. Der er blevet længere til sygehuset, men til gengæld opruster vi det præhospitale beredskab, der kan stabilisere patienten, og kommer hurtigt frem til rette sted. Borgere med en lettere skade skal hjælpes i nærområdet. I dag i skadeklinikken. Fremover kan det være hos praktiserende læger, som vi samler i større velfungerende lægehuse. Om natten vil vagtlægen visitere.

Hvad er status i Nakskov/Vestlolland lige nu?

Det vil finde sin form med den planlægning, jeg skitserer. Vi har gjort meget ud af i debatten at sige, at vi ikke har som målsætning at nedlægge noget men at få det til at fungere. Men det skal ske i en ny virkelighed, som dels indebærer, at vi koncentrerer den specialiserede sygehusbehandling i Nykøbing, og dels at vi mangler læger. Af den grund må vi organisere primærsektoren anderledes, så vi sikrer basisfunktioner på primærområdet, især i Nakskov og Maribo.

Hvad er de største udfordringer?

For det første at omorganisere den primære sektor, så vi får større velfungerende lægehuse og samtidig får nogle faglige miljøer, hvor læger og sygeplejersker har lyst til at arbejde. Vi gør det i samarbejde med de praktiserende læger, der selvfølgelig står på deres individuelle rettigheder, men som også har et kollektivt ansvar.

For det andet at fastholde Nykøbing F. Sygehus som akutsygehus. Der bor 100.000 mennesker syd for strømmen. Det er jo ikke et stort nok befolkningsunderlag efter Sundhedsstyrelsens definitioner, men vi mener ikke, at enhederne skal være så store, at der ikke kan være en akutmodtagelse på Nykøbing F. Sygehus.