Rygsækken blev dårligt nok pakket ud hjemme i København, efter første udsendelse til Filippinerne, inden turen gik til Sydsudan 12 dage senere. Efter en pause på godt en måned kalder arbejdet i Den Centralafrikanske Republik. Mød Mads Geisler, der arbejder for Læger uden Grænser.
Et par måneder efter tyfonen Haiyan ramte Fillippinerne, fik 31-årige Mads Geisler en længe ventet opringning. Han blev tilbudt sin første udsendelse, og kort tid efter sad han i et fly på vej mod byen Guiuan.
»Jeg har længe villet af sted. Man skal have været færdiguddannet i to år, før man kan blive udsendt. Jeg havde taget et turnusophold i Grønland – blandt andet for at købe mig tid. Der er en regel om, at man skal i gang med sin speciallægeuddannelse efter fire år. Og så var det nu. Jeg var spændt, for jeg havde hørt en del. Man har begrænsede muligheder, og står tit alene med tingene«, fortæller Mads Geisler.
I to måneder arbejdede han omkring øen Samar – og i hovedbyen Guiuan på Fillippinerne. Sammen med en dansk sygeplejerske satte han mobile klinikker op i de små fiskersamfund, hvor tyfonen havde ødelagt alt.
»Vi boede på et kystvagtskib og sejlede fra by til by, hvor vi ydede basale sundhedsydelser og småkirurgi. Der var mange børn med feber og lungebetændelse. Men selvom alt var total kaos, oplevede jeg en utrolig ukuelighed – og det smitter af. Folk var optimistiske og arbejdede hårdt for at hjælpe sig selv og andre«, siger Mads Geisler.
De fordrevne 14 dage efter sin hjemkomst til København blev Mads Geisler udsendt til Sydsudan. Her er konflikten mellem landets etniske grupper eskaleret siden december – og mange tusinder mennesker bliver fordrevet på grund af etnicitet. Stridighederne udspiller sig primært mellem klanerne Nuerne og Dinkaerne, der bekriger – og dræber – hinanden.
»Vi drev klinikker, hvor vi behandlede Nuer-folket. Det var børn med blodforgiftning, meningitis og en del, der var svært underernærede. Tit kom mødrene med børnene for sent, fordi de havde vandret i flere dage – så det var langtfra alle man kunne hjælpe. Bevægede Nuer-kvinderne sig uden for flygtningelejrene, blev de ofte overfaldet. Voldtægter er også et brugt våben«, forklarer Mads Geisler, der også nåede at hente ti skudofre i helikopter, kort inden han rejste hjem.
Nu er der bud efter ham igen. Denne gang skal Mads Geisler til Den Centralafrikanske Republik, hvor han skal arbejde på et hospital i junglen på grænsen til Congo.
»Arbejdet er meningsfuldt og spændende. Man arbejder på en anden måde, og det er et taknemmeligt fag at rejse med, fordi det er det samme overalt. Jeg synes, de yngre læger skal tage af sted. Der er mange, der leger med tanken – men så passer det dårligt ind i planerne. Hvis nu det vejede tungere ved ansættelser, at man har været udsendt, tror jeg, flere ville tage ud«, siger Mads Geisler.
