Skip to main content

»Blev forventningen indfriet? Vi kan lige så godt røbe med det samme, at det gjorde den ikke helt«

»Tid til glæde« handler om forbundethed, kærlighed og familieproblematikker og er beskrevet som et norsk successtykke. Men stykket formår kun at berøre overfladen og efterlader et overfladisk indtryk.

Foto: Büro Jantzen. Grafisk designer: Mia Selin

Lene Agersnap, læge og redaktør på Bibliotek for Læger & Berit Enggaard Kaae, praktiserende læge og redaktør på Ugeskrift for Læger. Interessekonflikter: ingen.

2. okt. 2024
2 min.

Fakta og vurdering

Tid til glæde

Menneskelig forbundethed, kærlighed og familieproblematikker. What´s not to like? Særligt når stykket er beskrevet som et norsk successtykke. Det måtte da blive godt.

Med denne forventning gik vi to anmeldere en regnfuld aften i Nørrebro Teater. Og blev forventningen indfriet? Vi kan lige så godt røbe med det samme, at det gjorde den ikke helt.

Stykket er monologtungt og langt. For langt. Meget kunne med held enten være kortet ned eller behandlet mere i dybden.

For desværre får vigtige emner som døden, skilsmisse, barnløshed, ensomhed, identitetskrise og kønsproblematikker aldrig rigtigt fylde. De berøres overfladisk, parodisk og lidt hektisk i evigt skiftende menneskelige konstellationer: en mor og hendes datter, det fraskilte par, der (måske) stadig elsker hinanden, en stedmor, der er nybleven enke, og hendes stedsønner.

»Selve skuespillet er i høj klasse, scenografien smuk, men stykket vil for meget i forhold til det, der leveres, og virker derfor langtrukkent«Lene Agersnap, læge og redaktør på Bibliotek for Læger & Berit Enggaard Kaae, praktiserende læge og redaktør på Ugeskrift for Læger

De møder i første akt alle op på en strand for at sidde på en bænk, lyset er rødt og alle skuespillere klædt i blågrønne farver. I næste akt tumler de ind i et blåligt værelse, og alle er klædt i rødt. Til tider løfter stykket sig i absurd humoristisk ageren, som f.eks. anden akts stive og kejtede dans, hvor karaktererne samtidig står og fremsiger deres ønsker om menneskeligt nærvær.

Selve skuespillet er i høj klasse, scenografien smuk, men stykket vil for meget i forhold til det, der leveres, og virker derfor langtrukkent. Kun sjældent føler man sig berørt i hjertet.

Moderrollen, i moden version, spillet af Tina Gylling Mortensen, gør dog et særligt indtryk, ikke mindst pga. skuespillerens overbevisende indsats og ægte komiske talent.

Som tilskuer i samme aldersklasse er det befriende at grine af sig selv som den overentusiastiske, samlende moderfigur, som Tina Gylling Mortensen gestalter.

Alt i alt et interessant stykke, som dog aldrig rigtigt formår at løfte sig og dermed gøre et blivende indtryk.

Skuespillerne Peter Christoffersen og Sarah Boberg. Foto: Amanda Bødker.
Foto: Amanda Bødker