Skip to main content

BLOG - Gunver Lillevang: Skrot nu den 4 års regel!

Gad vide hvornår de afgørende embedsmænd og ministeren bliver klar over, at 4 års reglen stort set kun har bivirkninger og meget ringe virkning?

14. mar. 2013
4 min.

Gad vide hvornår de afgørende embedsmænd og ministeren bliver klar over, at 4 års reglen stort set kun har bivirkninger og meget ringe virkning?

Hvis det stod til IRF (Institut for Rationel Farmakoterapi, red.) og en vurdering ud fra virkning i forhold til bivirkninger, ville den regel givetvis være afskaffet forlængst.

Den virkning, som man visse steder tilskriver 4 års reglen, skyldes formentlig andre faktorer, og kan efter min opfattelse slet ikke retfærdiggøre, at man opretholder reglen med alle de ulemper, som den oplagt har.

Vi har nu grundet de store universitetsårgange rigtig mange yngre læger, der i et særdeles kompetitivt miljø kæmper om at få hoveduddannelsesstillinger i deres ønskespecialer. Der er overhovedet ingen grund til at opretholde 4 års reglen for at få disse læger til at være målrettede og undgå at spilde tiden. Det sker helt naturligt, når de er mange, der skal kæmpe om ikke nær så mange uddannelsesstillinger.

Til gengæld medfører 4 års reglen alvorlige problemer på flere områder.

Både prægraduat og postgraduat påvirkes de studerendes og de yngre lægers hverdag og livskvalitet, og den giver stress og bekymringer helt ud over det rimelige.

Jævnligt kan man møde studerende på de allerførste semestre af studiet, som bekymrer sig om, hvad de skal gøre for at være sikre på at kunne få hoveduddannelse, når de skal søge den om 5-6 år!

Dette på et tidspunkt i lægestudiet, hvor de endnu slet ikke har kendskab til bredden i lægefaget og i hvert fald ikke har kendskab til alle 38 lægespecialer. Således foretages deres specialevalg, og de begynder at samle ”point” til at kunne blive børnelæger, ørelæger, gynækologer etc., længe før de har været på deres første kliniske ophold.

Chancen for at de får foretaget et relevant specialevalg så tidligt er ret lille – og der er en række specialer, der ikke har en jordisk chance for at blive valgt, fordi de endnu for disse 1., 2. og 3. semesterstuderende er helt usynlige.

Senere på studiet bekymrer en stor del af de studerende sig om, hvorvidt de får bredde nok i deres kliniske erfaring, når KBU er beskåret til 12 måneder med vilkårlig sammensætning, og de samtidig kun har 3 år efter endt KBU, hvis de vil uddannes som speciallæger i Danmark.

Derfor søger disse unge mennesker naturligt nok et eller flere prægraduate lægevikariater, eller de kaster sig ud i prægraduat forskning. Det betyder, at studietiden forlænges, i nogle tilfælde med flere år.

Samtidig betyder nogle specialers flaskehalse, at de, der gennemfører studiet på normeret tid, ved ansøgning til hoveduddannelse skal kæmpe mod denne population med øget erfaring, måske ligefrem en ph.d. Og derved er der ikke oplagt incitament til rent faktisk at gennemføre studiet på normeret tid. Snarere tværtimod.

Så kommer perioden under og efter KBU, hvor kampen for intro- og hoveduddannelsesstillinger for alvor går ind. Stor er mængden af yngre læger med stress og søvnløse nætter grundet dette.

Og endnu større er bekymringen om, hvordan det skal gå, hvis de slet ikke når at komme i gang inden for de 4 år. Dilemmaet er jo, at de er nødt til at være målrettede og gå efter det, de ønsker, for at gøre sig forhåbninger om at have den rette profil til at komme i betragtning til hoveduddannelsesstilling i ønskespecialet.

Men hvis det nu glipper, fordi køen i mange specialer er for lang, så har de jo lige netop IKKE den rette profil til at søge deres alternative speciale(r), og så kommer de bagest i en anden kø. Risikoen for ikke at nå det er helt reel.

Samfundet vil tabe et ikke ubetydeligt antal læger – enten til udlandet eller til en ikke-specialiseret karriere - hvad vi da slet ikke har brug for, når det er speciallæger vi mangler og vil mangle i fremtiden.

Så kære beslutningstagere. Kom ud af elfenbenstårnet og kig ud i virkelighedens verden. Vi har på ingen måde brug for den 4 års regel, den giver os kun problemer. Det I vil opnå med reglen får I alligevel. Jo før I afskaffer den jo bedre.