Når man bevæger sig rundt til møder, seminarer, workshops, fora, kongresser etc. om kvalitet i sundhedsvæsenet og patientsikkerhed — og dem holdes der mange af (tro mig) — er det påfaldende, så relativt få læger, der findes blandt deltagerne og i de bagvedliggende miljøer. Typisk under 10%
Når man bevæger sig rundt til møder, seminarer, workshops, fora, kongresser etc. om kvalitet i sundhedsvæsenet og patientsikkerhed — og dem holdes der mange af (tro mig) — er det påfaldende, så relativt få læger, der findes blandt deltagerne og i de bagvedliggende miljøer. Typisk under 10%
Der optræder også en del mennesker uden sundhedsfaglig baggrund i ”the busy quality and safety industry”
De fleste agerende er sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale med mellemlange uddannelser, heraf mange med en akademisk overbygning i form af en masteruddannelse af en eller anden art, og også flere med en ph.d. i baggagen.
Faktaboks
Der optræder også en del mennesker uden sundhedsfaglig baggrund, som enten har deres daglige virke i forskellige politiske og administrative strata og enklaver i sundhedsvæsenet, eller som arbejder sammen med sundhedsfaglige i ”the busy quality and safety industry” — en betegnelse Michael Buist og Sarah Middleton anvendte i et nyligt essay i British Medical Journal (BMJ) i en lidt syrlig karakteristik af den aktivitet, som i de seneste årtier er blomstret op i og omkring sundhedsvæsenet.
Men tilbage til de få læger, hvoraf en stor del i øvrigt ikke er folk fra den kliniske frontlinje i sundhedsvæsenet, dvs. fra den skarpe ende øverst i systemet, men folk som jeg selv: Læger der arbejder i den omtalte industri og/eller har mange år på bagen forskellige andre steder nede i den stumpe ende af sundhedsvæsenet.
Hvorfor er der så relativt få læger i kvalitets- og patientsikkerhedsmiljøerne?
Hvilke konsekvenser kan det have for udviklingen i miljøerne?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil forsøge at give svar på i mine blogs. Dels inspireret af diskussioner, der jævnligt udfolder sig i kaffe- og frokostpauserne blandt de deltagende læger til møder etc. om kvalitet og sikkerhed (hvor vi som regel alle kan stå eller sidde samlet omkring et lille bord), og dels inspireret af flittig læsning af faglitteraturen inden for området.
Et lille hint til det første spørgsmål: Havde Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen en vigtig pointe, da han i en leder i Ugeskrift for Læger i juni 2013 skrev:
»De utallige og ofte ukoordinerede kvalitetsinitiativer, som præger sundhedsvæsenet i dag, efterlader et flimret billede på nethinden, og manglen på sammenhæng betyder desværre også, at alt for få læger er engageret i kvalitetsudvikling«.
Måske…!
