Blyforgiftning i forebyggelse og forskning

De gamle romere risikerede at blive forgiftet med bly på grund af skødesløs anvendelse af metallet. Særlig uheldig var sædvanen at opløse lidt bly i vin, som var blevet sur. Det sødt smagende blyacetat skulle så korrigere smagen. Nogle forskere mener, at Romerriget gik under som delvis konsekvens af forgiftningens neurotoksiske effekter. Historiens mest markante indsats for forebyggelse skyldes Eberhard Ludwig, hertug af Württemberg. Han udstedte et dekret i 1695 og påbød dødsstraf for tilsætning af bly til sur vin. En senere hertug udlovede også dødsstraf, hvis bly blev brugt til vandrør. Man skulle tro, at disse initiativrige regenter havde etableret en vis præcedens.

Men så let gik det ikke. I 1920'erne fandt man ud af, at tilsætning af blyforbindelser kunne øge benzinens oktantal. Opfindelsen blev hurtigt en kæmpesucces - så stor, at man kaldte den »en gave fra Vorherre«. Myndighederne modtog gaven og gjorde ikke mere ved sagen i de følgende 50 år. På det tidspunkt var den globale luftforurening med bly nået op i nærheden af 1.000 ton. Om dagen.

Det nyttige metal blev også brugt til at lodde konservesdåser, til at glasere keramik, til farvepigmenter og meget andet. Hver især øgede de vores daglige blydosis. Blyindustrien havde godt nok udtrykt villighed til at begrænse forureningen, men den slags beslutninger skulle træffes på basis af facts, ikke ud fra holdninger, sagde man. Dermed var grunden lagt til nutidens naive tro på, at forurening må være uskadelig, medmindre det modsatte er bevist. Samtidig banede man vejen for, at industrien bare skulle rejse tvivl om validiteten af en undersøgelse, så var der jo ikke noget bevis [1]. Dermed var der lagt gift ud for forebyggelsen.

Efterhånden som bedre dokumentation blev tilgængelig, blev grænseværdien for bly sænket gentagne gange. En eksponering, som i 1970 blev anset for at være uskadelig, ville nu føre til behandling for blyforgiftning. I dag må man konkludere, at selv vores nuværende eksponering ikke er risikofri, så både det europæiske fødevareagentur og verdenssundhedsorganisationen har måttet afstå fra overhovedet at foreslå en grænseværdi [2].

Alle regler om bly må derfor revurderes og strammes. De mest forurenende anvendelser er heldigvis forbudt. I den seneste snes år er vores indhold af bly i blodet faldet kraftigt, omtrent parallelt med udfasningen af blytilsætning til motorbenzin. Men forebyggelsen af blyeksponering har stadig nogle huller.

Sidste år fik husejerne i Tønder den dårlige nyhed, at der var alt for meget bly i drikkevandet. Mange vandrør i den gamle bydel var nemlig lavet af bly. Mange rør blev allerede lagt i slutningen af 1800-tallet, da man begyndte at etablere offentlig vandforsyning i byerne. I det nordlige Tyskland (langt fra Württembergs ordensmagt) var de bøjelige blyrør populære. Det gjaldt også i Tønder, der dengang var under tysk herredømme. I dag er denne anvendelse helt forbudt, men mange steder i EU døjer man med at udskifte de mange kilometer af gamle blyrør.

Artiklen i dette nummer af Ugeskrift for Læger om de frivillige skytters udsættelse for farlige mængder bly [3] viser igen, at en kendt kilde til eksponering alligevel udgør en aktuel risiko. Ugeskrift for Læger bragte allerede for 80 år siden en artikel om blyforgiftning af selv samme årsag [4], så risikoen turde være kendt. Men skydning i fritiden omfattes ikke af nutidens regler fra Arbejdstilsynet, og da det sker indendørs, gælder Miljøstyrelsens forbud mod blyhagl heller ikke.

Forebyggelsen halter altså urimeligt bagefter, og de resterende huller må stoppes nu. Denne efterladenhed har samtidig den konsekvens, at vi fortsat investerer i at dokumentere ellers velkendte risici, simpelthen fordi de stadig ikke er udryddet. Selv om bly er et af de bedst dokumenterede giftstoffer, udkommer der årligt omkring 1.000 biomedicinske publikationer om dette giftstof [5]. Letargi i forebyggelsen medfører dermed inerti i forskningen. Vi har fortjent at blive mindet om, at vi allerede har de nødvendige facts til at handle.

KORRESPONDANCE: Philippe Grandjean , IST-miljømedicin, Syddansk Universitet, J.B. Winsløwsvej 17, 5000 Odense C. E-mail: pgrand@sdu.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk.