Fakta og vurdering
»Turen til Zürich er en ny, ikke helt normal version af noget, Brian og jeg elsker, nemlig at rejse. Med bil, tog, færge eller fly – ligegyldigt hvorhen. Vi elsker alle rejseformer og de fleste former for shopping, og denne tur til Zürich har de samme elementer som alle vores andre rejser, men samtidig er den helt anderledes end alt, hvad vi nogensinde har foretaget os«.
Således starter Amy Bloom bogen, som er tilegnet hendes mand, Brian. De skal til Zürich for at fuldføre Brians ønske om assisteret selvmord via Dignitas, som er en schweizisk nonprofitorganisation, som »hjælper« udenlandske statsborgere med at dø (mod betaling på ca. 10.000 US dollars).
Brian fik konstateret Alzheimers demens midt i 60-årsalderen. Han besluttede sig tidligt for, at han ikke ønskede at leve med sygdommen. Dette er en nøgleinformation, da de schweiziske myndigheder kræver, at det er hans beslutning, og at han forstår konsekvensen af sit valg. På tidspunktet for beskrivelsen scorer han 23 af 30 på MMSE-testen, svarende til en mild til moderat kognitiv svækkelse.
Historien udspiller sig i 2020. Bogens første del beskriver beslutningen om assisteret selvmord og den efterfølgende proces, som Brian med hjælp af hustruen Amy gennemgår for at blive godkendt af Dignitas. Ifølge lovgivningen er det forbudt at assistere til selvmord, hvis man har påviselig økonomisk eller egennyttig interesse i det, hvilket trods alt er betryggende. Det er en større bureaukratisk proces at få bekræftet identitet samt fremmøde, personligt interview m.m. Denne del af bogen er interessant, da den giver et godt indblik i de retningslinjer, som gælder i Schweiz.
»Det manglende dyk ned i den store kompleksitet omkring assisteret selvmord er en stor mangel for en bog, der har emnet som omdrejningspunkt«Thomas Gorlén, praktiserende læge, diplom palliation NSCPM
Forfatteren går ikke på noget tidspunkt i dybden om kompleksiteten i beslutningen om livsafslutningen, og hun vælger at støtte sin mand hele vejen. Hun nærmer sig mest i forhold til børnebørnene på 11, seks og to år: »De kommer alle til at savne ham forfærdeligt og meget, og jeg er ret sikker på, at ingen af dem har lagt mærke til nogen funktionsnedsættelse hos ham. Men jeg ved også, at hvis vi ikke havde taget turen til Dignitas nu, ville de blive ked af at se ham sådan og lettede over, at hans liv kom til afslutning …«
Anden del af bogen beskriver de sidste år med Brian og beskriver ham som menneske og deres relation som ægtefolk. Denne del er mindre interessant ud fra et lægeligt synspunkt og ej heller stor litteratur. Selve processen omkring Brians lægeassisterede selvmord og begravelsen fylder kun få sider. Personligt finder jeg første del af bogen interessant, mens anden del, som fylder to tredjedele, er tung at læse og fagligt uinteressant.
Det er svært at se, at bogen retter sig mod en specifik læserskare. Set med lægefaglige briller er beskrivelsen af de schweiziske retningslinjer nyttig; dog kan denne information let findes andre steder.
Det manglende dyk ned i den store kompleksitet omkring assisteret selvmord er en stor mangel for en bog, der har emnet som omdrejningspunkt. Størstedelen af bogen opfatter jeg som et forsvar af Brians beslutning og ægtefællens støtte, uden at hun forholder sig kritisk til mulighederne. Jeg tænker, at de af os, som er interesseret i dødshjælpsproblematikken, kan finde bedre kilder til at få belyst flere sider af kompleksiteten.
