Boganmeldelse: Deep medicine

Jeg blev fanget af to ting, som fik mig til at læse denne bog. For det første titlen, for også jeg føler et stort behov for, at vi (igen) får humanismen frem i vores fag. Og for det andet at Abraham Verghese havde skrevet forord til bogen, han har skrevet en række artikler både i faglige tidsskrifter og som klummeskribent i New York Times om, hvordan den medicinske praksis i tiltagende grad foregår i samvær med computere i stedet for i samvær med patienter. Hypen om kunstig intelligens sættes i perspektiv. For det første: Der er ikke noget kunstigt ved kunstig intelligens! Da en computer i 1997 vandt over verdensmesteren Kasparov i skak, var der tale om brug af en regelbaseret heuristisk algoritme. Og da IBM i 2011 vandt over jeopardymestre var det, fordi computeren hurtigere kunne finde og opsummere – men på ingen måde forstå – svar fra Wikipedia.

Computeren kan lære at genkende mønstre, men kan ikke se, for det at kunne se indebærer en forståelse og en tolkning. Her refereres til Fei-Fei Lis TED Talk fra 2015, hvor hun med en række eksempler viser, hvilket ekstremt lavt niveau computeren har i forhold til et treårigt barn, når det handler om at forstå almindelige sammenhænge. Derfor er der også lang vej igen, inden en computer kan give de blinde synet tilbage.

Topol gennemgår med angivelse af videnskabelige referencer nogle af de vigtigste opgaver, som en computer nu kan løse bedre end medicinske eksperter. Det er primært inden for forskellige former for billeddiagnostik, herunder fotos af retina og af forskellige hudlæsioner. Afsnittet om psykiatri var overraskende for mig. Men måske er det alligevel ikke så overraskende, at et menneske i nogle situationer kan have lettere ved at betro sig til en computer end til et andet menneske. Og hvis computeren er blevet tilstrækkeligt trænet i at genkende synlige tegn på sorg, frustration, vrede osv., kan computeren måske med tiden overtage en del af psykiaterens arbejde. Bogen beskriver nødvendigheden af kunstig intelligens, for at vi igen kan få tid til at være menneskelige, empatiske læger, og den formulerer en opfordring til læger om at være aktivistiske for at sikre, at det sker. Det betyder f.eks. at vi ikke fortsat skal acceptere dårlige elektroniske journalsystemer, som stjæler tiden i stedet for at frigive den.