Boganmeldelse: Fucker hele tiden op

Forsiden består af et åbent hjerte, i hvilket man ser en klassisk tegning af en grædende kvinde, i stærke farver. Titlen står med rystet skrift.

Således er man, før bogen åbnes, langt inde i det univers, Moa Romananova beskriver i denne autobiografiske »Graphic Novel«, om et år i sit liv, da hun er i begyndelsen af 20'erne, hvor alt skrider for hende, og hun udvikler en svær depression og panikangsttilstand. Moa vil gerne være kunstner, hun kommer ikke ind på kunstskolen, og hendes kæreste forlader hende. Vi møder hende, da hun efter at have spist Ecstacy har udviklet en alvorlig angstlidelse. Hun er på sygedagpenge, bor i et forfaldent industrikompleks med en række illegale invandrere. Ofte er der ikke vand i vandhanerne. Alt roder for hende. Når hun ikke ligger deprimeret i sin seng, søger hun ud blandt veninder eller til rave parties for at glemme sig selv. På Tinder har hun match med en ældre mand, der er kendt fra tv. I starten bliver han en slags mentor for hende støtter hende, booster hendes selvtillid og roser hendes kunst. De har kun et enkelt fysisk møde, og deres kontakt udspiller sig herefter på sms. Mod bogens slutning opdager hun, at han har nogle mindre altruistiske forventninger til deres relation end hun har, og det afbryder kontakten.

En graphic novel er en avanceret tegneserie, hvor tegningerne er udgangspunktet, som formidler den følelsesmæssige og psykologiske dybde. Tomheden, indespærring i egen krop, afmagten, søvnløsheden, angsten, der truer med at tilintetgøre hende, vennerne, psykologen og til sidst overlevelsen. Billederne fortæller, hvordan hun og hendes omgivelser har det. Den »kendte mand« fra tv er f.eks. altid afbilledet med en papirpose over hovedet, og dermed opretholdes anonymiteten. Selv er hun tegnet med et meget lille hoved og en forvokset krop, når hun har det dårligt. Andre gange er proportionerne mere naturlige. En meget humoristisk sekvens foregår hos psykologen, hvis øjne er skjult bag et par minimalistiske briller, der kendetegner den følelsesmæssige afstand, men alligevel bringer Moa videre. I en ordløs drømmesekvens mod bogens slutning, tegnet så den minder om de japanske mangategninger, konfronterer hun monstre i skoven og overvinder dem – og dermed sig selv. Farvevalget er markant. Ofte sort/ hvid med enkelte strøg af nærmest gammelrosa. Sjældent stærke farver, som i et raveparty, hvor hun er på stoffer.

Ordene i bogen er i starten overvejende det særlige sms-sprog. Beregnet for hurtige beskeder med emojis til at udtrykke følelser. Til sidst i bogen, hvor Moa er ved at genvinde magten over sit eget liv, får ordene pladsen. Her fortæller hun et eventyr til en lille pige om sin nedtur og overlevelse. Og her i den direkte relation skaber hun en fremtid, hvor hun erkender, at angsten er der, men at den altid går over, og derfor mister den sin magt over hendes liv.

Det er en flot bog om angstens verden, om kampen og om overlevelsen. Når man er vant til at læse ord, er det udfordrende og spændende at skulle forsøge at følge de mange koder i billederne. Bogen er meget læseværdig for Ugeskrift for Lægers læsere.