Boganmeldelse: Kaffe Kanin Vintergæk Væk

I samarbejde med forfatter og illustrator har Center for Reminiscens afstedkommet en meget fin lille bog. Den handler om bedstefar, der langsomt bliver mere og mere glemsom og forsvinder ind i demensen. Barnebarnet Stump er fortæller. Bogen rammer en fin tone i børns plastiske måde at opleve på. Bedstefar taber ord og bliver desorienteret og apatisk. Stump finder måder at gøre ham glad.

I den diskret surreelle tone forstår vi, hvordan Stump bare følger med det, der sker – hun gemmer f.eks. bedstefars tabte ord i en lille æske, som bare bliver mere og mere fuld. Hun får sine bedsteforældre til at danse som til deres bryllupsfest, giver sin bedstefar en kanin, og omsorgsfuldt lægger hun tæppet over ham, når han falder i søvn i sofaen.

Illustrationerne danner et poetisk univers for de tre: bedstefar, bedstemor og Stump. Vi drages ind i historien via tegningerne og forstår så meget, som ellers glimrer ved sit fravær i dagens lingo omkring demens. Der er ikke noget sødladent eller pædagogisk i at formidle et princip om nærvær.

Pårørende sørger ofte over tabet af den vante måde i relationen og tabet af den fælles hukommelse. Det kan være smertefuldt, og det kan være svært at få nye samværsformer op og stå. I et efterskrift fra Center for Reminiscens mindes vi om, at sansepåvirkninger fremkalder erindringer, og at genkendelse og glæde ikke i samme grad forsvinder som de kognitive færdigheder. På den måde er bogen alligevel pædagogisk. Mest for den voksne, der skal læse højt. Børn følges bedre med nuet. En fin og indsigtsfuld bog, anbefalelsesværdig til inspiration for de svære samtaler.