»Machines like me – and people like you« står der på titelbladet til den engelske udgave af denne glimrende og velskrevne roman. Robot eller menneske? Takket være tekniske fremskridt kan det efterhånden blive svært at se forskel, men måske er det i virkeligheden den manglende stringens i den menneskelige natur, som er sværest at kopiere. McEwan har som sædvanlig sat sig ind i sit stof og færdes hjemmevant i komplekse problemer inden for computerteknologi, men uden at gå på kompromis med en elementært spændende handling.
Femogtyve fuldkommen menneskelignende robotter, Adam og Eva, er kommet på markedet i et fiktivt firserlandskab i Storbritannien, hvor kunstig intelligens allerede er integreret i samfundet. Hovedpersonen Charles Friend er en ung, velbegavet computernørd, som lever af børsspekulationer. Han kommer for sent til at anskaffe sig en Eva, som kun findes i 12 eksemplarer og må derfor nøjes med Adam, som han køber for sin arvede formue. I et skæbnesvangert øjeblik beslutter han sig for at inddrage sin nye flamme, overboen Miranda, i projektet. Hun medvirker således til 50% af kodningen af Adams personlighedsmæssige egenskaber, så han på den måde bliver produktet af begges præferencer. Så ud over at være et resultat af det ypperste, som elektronik og antropologi kan frembringe, bliver Adam parrets fælles »barn«.
Det kommer der mange udfordrende situationer ud af. Både skræmmende, tankevækkende og finurlige øjeblikke, som ikke skal røbes her, skildret med vanlig McEwansk virtuositet. Adam er et teknisk mirakel med sin adgang til alle mulige konstant opdaterede informationer, som han tilgår med lynets hast. Men han er mere end det – han har stærke følelser, skriver haikudigte og kan konversere om filosofiske og etiske emner. Også i sin adfærd og sit kropssprog ligner han et menneske fuldstændigt og smelter let ind i gadebilledet. Men på et afgørende område adskiller Adam sig fra det alment menneskelige: Han holder en helt stabil kurs i moralske spørgsmål.
McEwan bevæger sig som en fisk i vandet i en handling, der blander fiktion og virkelighed, så man undervejs mister fornemmelsen af, hvor præcis det ene begynder og det andet holder op. Alan Turing, der er kendt for sin rolle i dekryptering af tyskernes Enigmakode under anden verdenskrig, blev alligevel ikke på skandaløs vis drevet til selvmord i efterkrigstiden, men fik en central rolle i udviklingen af AI.
Og Falklandskrigen, som danner politisk baggrundstæppe for fortællingen, er gendigtet til et andet resultat, der tydeligt refererer til en nutidig Brexit-problematik. Man fornemmer, at virkeligheden kan være mere absurd end fiktionen.
Efter endt læsning kan man gå tilbage til titelbladet og genlæse citatet af Rudyard Kipling fra digtet »The Secret of Machines«: »But remember, please, the law by which we live, we are not built to comprehend a lie«. Måske en af de mest afgørende forskelle mellem menneske og maskine?
Fakta