Boganmeldelse: Oktoberbarn

Bogen lægger sig ind i en efterhånden lang række af autofiktion om psykisk sygdom, indlæggelse, behandling og liv i øvrigt, som pibler frem i litteraturen i disse år, overvejende skrevet af kvindelige forfattere.

Linda Boström har siden ungdommen haft en bipolar sindslidelse med skiftende manier og depressioner samt to alvorlige selvmordsforsøg. Hun var opvokset med en far, der ligeledes havde en bipolar sindslidelse. I romanen beskriver hun på hjerteskærende vis livet med den på skift opstemte og uforudsigelige far, som skifter til en klagende bebrejdende og depressiv far.

Hun gik på forfatterskole, hvor hun mødte sin mand Karl Ove Knausgård. Med ham fik hun på 4 år tre børn. I deres første år havde hun en lang god periode, hvor hun skrev to romaner og kun havde beskedne stemningsudsving. Dog havde hun også i denne periode en uge hver måned, hvor hun mest lå i sengen og lod mørket overtage sig.

Bogen er først og fremmest en beretning om perioden fra 2013- 2016, hvor hun er svært deprimeret næsten hele tiden. Omdrejningspunktet er tvangsindlæggelser og ECT-behandling. Hun skildrer i mange detaljer ”Fabrikken” som hun kalder behandlingsrum og opvågningsstuer. Hun oplever det som en form for tortur. Men allermest frygter hun for den glemsel, som de kognitive bivirkninger medfører. Netop erindringen er motoren i hendes forfatterskab, og i forfatterskabet lever hun mest rigt. Hun oplever, at frygten bagatelliseres af de skiftende læger, som hun kun ser en gang ugentlig i 10 minutter. En af dem siger, at som forfatter kan hun vel bare opfinde et univers, når hendes egne erindringer er forsvundet. Man føler med hende, da hun går til fysisk angreb på den pågældende. Plejepersonalet sikrer menneskelighed og heling. Den der står stærkest, trodser systemet og laver selvopfundne træningsprogrammer for at hjælpe hende med at få erindringen tilbage.

Undervejs bliver hun skilt og beskriver smerteligt ægteskabets tiltagende afstand og sammenbrud. Endnu et alvorligt selvmordsforsøg, mens hun er gravid med det fjerde barn, skræmmer hende ikke mindst, fordi hun altid har fundet sin største styrke netop i at have små børn. De depressive perioder skildres resigneret, som et livsvilkår, hvor hun trækker sig ud af verdens tummel og ansvar i fuld tillid til at ægtefællen klarer både børn og husholdning. Og det gør han, godt hjulpet af både hendes og sin egen mor. Kampen for at genoptage sit liv er bevægende læsning. Den rummer en stor kærlighed til børnene og indsigt i, hvad hendes sygdom har betydet for deres relation.

Læs bogen for et enestående indblik i livet med en bipolar lidelse set indefra. Det handler om oplevelsen af indlæggelse, af sygdom af et system der ser på kroppen mere end på sindet og på de helende kræfter, der hjælper hende igennem. Og læs så også ægtefællens skildring af den pårørendes liv og synet på den, der er syg i dels ”Min kamp”, bind 6 og ”Om foråret”.