Boganmeldelse: Rosenreglen

I de senere år der er udkommet flere selvbiografiske skildringer af unge kvinder, der skader sig selv. Disse skildringer giver læseren mulighed for at få indblik i selvskadens fænomenologi og dynamik. Forekomsten af selvskade f.eks. cutting er antageligt stigende blandt unge af begge køn, og fænomenet indgår i diskussionen om unges trivsel og mentale tilstand. For de fleste er det svært at forstå, at nogen bruger selvskade for at få det bedre, når livet er svært, og følelserne koger over.

Liv Nimand Duvå har med stor indsigt leveret en beskrivelse af Kathrine, eller blot Kat, som hun kalder sig, der sammen med studiekammeraten Peter flytter ind i et nystartet kollektiv i et gammelt hus uden for byen. Kat skal have arbejdsro til at lave en performance i Kunsthal Aarhus, men har svært ved at samle sig om arbejdet. Hun bliver kritiseret for ikke at honorere kollektivets krav om fællesskab og reagerer på sin egen måde, der ikke er helt ufarlig, men en nok så vigtig grund til hendes uro er, at hendes arbejde reaktiverer nogle traumatiske oplevelser, som er kernen i hendes projekt Teenage Homicide. Inspireret af den serbiske performancekunstner Marina Abramović skal hun sidde nøgen på et skind omgivet af nogle rekvisitter bl.a. en læbestift, en bikini, en plastikrose og noget blandselvslik, som publikum inviteres til at bruge på hendes krop. På væggene hænger en række fotos af Kathrine som 13-årig taget af Fotografen – en mand, som har udnyttet hende, uden, at det helt ekspliciteres hvordan. Romanens fokus er på kroppen, på hendes kropslige selvhad, spiseforstyrrelse, selvmordsforsøg og især selvskade, der trækker tråde tilbage til hendes pubertetstraumer. »Kroppen er den eneste erindring, vi har«, skriver hun, og det er kroppen, der handler, når hun oplever, at det er en anden – et dissociativt »du« – der skærer og brænder hende. Handlingen udvikler sig urovækkende og kulminerer i en dramatisk performance som en voldsom og overraskende hævnakt, uden at jeg skal gå i detaljer.

Bogens titel Rosenreglen refererer til mormorens måde at beskære roser på, der handler om kontrol: »Hvis ikke man skærer dem til, så vokser de ud af deres mønster« siger hun. Rosen er et gennemgående billede, som binder tid, sted og personer sammen og angiver en stemning. På den psykiatriske afdeling må man f.eks. ikke have roser. Til sidst tegner Kathrine på en mur »vilde roser, der vokser frit«, hvilket kan tolkes som en lettelse over sin hævn. Jeg skal dog ikke afsløre, hvad det er for en mur.

Rosenreglen er blændende godt skrevet og giver nogle fine beskrivelser af den uro og mentale hjemløshed, som driver Kathrine ud i selvdestruktive handlinger. Romanen formidler desuden et overbevisende billede af de dissociative mekanismer, som man ofte ser hos unge, der skader sig selv efter traumatiske overgreb. Ud over at give indblik i psykologiske og psykiatriske tilstande er Rosenreglen simpelthen elementært spændende.