Skip to main content

Boganmeldelse - Sandhederne om medicinsk cannabis

Foto: Forlaget Medicinske Tidsskrifter
Foto: Forlaget Medicinske Tidsskrifter

Jette Højsted, speciallæge i anæstesiologi, smertelæge

18. mar. 2019
2 min.

»Ingen kan vide hvad der er op og ned«, skriver Maria Cuculiza i sin bog om sandhederne om medicinsk cannabis, og det er netop pointen i den aktuelle debat om medicinsk cannabis. Hun indleder bogen med at fortælle »10 sandheder« om cannabis, nemlig at medicinsk cannabis stormer frem, patienter taler om effekt, ingen ved ret meget, folkets stemme trumfer videnskaben, den manglende viden giver frit slag for falske løfter, cannabisproducenter scorer milliarder, læger er blevet politiske gidsler, del af en trend – vi tror ikke på autoriteter, patienterne risikerer at være de store tabere og forskning på vej – peger fremad.

Bogen er hverken en lovprisning eller en fordømmelse af medicinsk cannabis. Bogen giver i 12 kapitler et godt overblik over mange aspekter af emnet medicinsk cannabis som politikeres, embedsmænds, fagfolks og patienters holdninger, om forsøgsordningen og de forskellige produkter, cannabisplantens anvendelse som rus og medicin gennem tiderne, og de regulatoriske forhold vedrørende medicinsk cannabis i en række lande. Bogen beskriver drivkraften bag alle »de fantastiske historier, der florerer om cannabissens magiske evner«: pengene og de afhængighedsskabende industriers behov for at skabe afhængige for at generere enorme profitter, og samfundet, der betaler prisen i form af øgede omkostninger ved behandling af de afhængige. Der gives et overblik over den forhåndenværende forskning, evidensen for forskellige sygdomme og tilstande, henholdsvis inden for og uden for indikation, gennemgås, og bivirkninger, interaktioner og kontraindikationer beskrives, alle med litteraturhenvisninger.

Bogen kan læses i sin helhed eller anvendes som opslagsbog, hvis man ønsker et hurtigt overblik over foreliggende forskningsresultater inden for et område. Bogen giver et mere oplyst og nuanceret grundlag for debatten om medicinsk cannabis.

Faktaboks

Fakta