Boganmeldelse: Serotonin

Michel Houellebecq kaldes ofte for den franske poète terrible. Han har skrevet en række romaner, der alle er præget af et nihilistisk og dystopisk verdenssyn. Han portrætterer den midaldrende desillusionerede franske mand, som giver op over for livet og synker hen i ligegyldigheder uden mål eller med. Han udstiller og hudfletter skånselsløst og uden formildende omstændigheder denne »antihelt«, som bliver en allegori på det franske samfund med globale afstikkere.

I »Serotonin« er hovedpersonen, Florent, en sådan midaldrende mand (46 år gammel), uddannet landbrugsingeniør, hvis studieliv er startet lystfyldt med ønske om at gøre noget for natur og klima. Han må gå på kompromiser for at beholde sit job og ender med at skrive grundige og visionære rapporter for det franske landbrugsministerium. Deres konklusioner følges aldrig, fordi politikerne kun følger deres egne projekter uden skelen til virkeligheden og konsekvenserne af deres handlinger.

Florents kærlighedsliv har rummet to forhold med stor lidenskab og nærvær. Men lidt tilfældigt og skødesløst har han ødelagt dem gennem utroskab og mangel på handlekraft. Tilbage bliver en rå, udpenslet og vulgær sex som eneste kilde til følelse af liv. Florent udvikler en svær depression, opgiver sit arbejde, realiserer sin bolig og ejendele, flytter på et anonymt hotel og opgiver både at leve og at dø. En vis selvopholdelsesdrift får ham dog til at søge en læge, som er romanens eneste rigtig menneskelige skikkelse. Psykiatere hader han. Lægen giver ham et SSRI-præparat, som mildner depressionen, men som – sammen med rigelige mængder alkohol – gør ham helt impotent. Han foretager herefter en form for afviklingsrejse, hvor han opsøger vigtige dele af sin fortid – men desillusioneres yderligere.

Houellebecq er berømmet som visionær. »Serotonin« udkom i januar 2019 og skildrer bl.a. et blodigt oprør af bønder fra Normandiet, der ser deres liv ligge i ruiner pga. EU's mælkekvoter. Dette oprør, der er dramatisk og medrivende beskrevet, kan med god grund læses som en forløber for »de gule veste«. I Houellebecqs optik er det for sent til revolutioner, for hele menneskeheden er dæmpet af »serotonin«. Og med dette stof følger ro, ligegyldighed og afmagt. Kun det selv at søge døden fungerer som et oprør – hvis man orker.

Houellebecq har for nylig fået Æreslegionens orden. Måske ligger der deri et indirekte håb om, at han faktisk får drevet det dystope så langt, at han med sine romaner vækker samfundet til live.

Han skriver godt. Indimellem drukner man ofte i langsommeligt udfoldede beskrivelser af f.eks. trøstesløse gader i Paris eller af de steder, hvor han bor, for så pludselig at fanges af et politisk rettet indskud, der synes at komme fra nowhere, men som vækker opmærksomheden og drejer forståelsen et helt andet sted hen.

Bogen er bestemt anbefalelsesværdig – man bliver eftertænksom – men det er ikke en humørspreder.